Massiv opbakning til lærerfagligheden – Politikere og embedsfolk bliver sat på plads

Som udgangspunkt er tanken sikkert god nok - alle de mange velmente krav, der møder lærerne i dag, er udsprunget af nogle ambitioner om at effektivisere og målrette undervisningen til alle skolens elever. Men ifølge Per Fibæk Laursen ville det kræve en så kolossal mængde forberedelsestid at indfri alle ambitionerne, at det i virkelighedens verden er fuldstændig urealistisk.

Dertil kommer, at for de fleste ambitioners vedkommende er der intet belæg for, at de skulle gøre undervisningen bedre, og den påstand dokumenterer forfatteren gennem hele bogen med forskningsresultater.

Selv om det i øjeblikket ser ud, som om de fleste pædagogiske initiativer tilføres skolen oppefra eller udefra, så har de fleste landvindinger taget deres begyndelse i skolerne som fx teamsamarbejde. Det gælder også bestræbelserne for at gøre undervisningen afvekslende og måske indføre noget bevægelse, for det oplever enhver lærer, at nutidens børn har brug for.

Men hvis nye initiativer til udvikling skal lykkes, så er det ifølge forfatteren nødvendigt, at lærerne er med. Vi kender de positive erfaringer fra Ontario i Canada og fra Finland, mens kontrasten til de nuværende danske tilstande er til at få øje på.

Per Fibæk peger på, at politikere og embedsmænd vil skabe forandringer ad de hierarkiske kanaler, som de selv kender og agerer i, men sådan fungerer skoleverdenen ikke. Forskningen i hvad der virker i undervisningen, viser nemlig først og fremmest, at det, der virker, er veluddannede og engagerede lærere med frihed til at tilpasse undervisningen de aktuelle omstændigheder, Per Fibæk:

”Det er ikke nye metoder eller ny teknologi, der får eleverne til at lære noget. Det er klassiske kvaliteter som mening og helhed i undervisningen, tydelig og markant klasseledelse, god dialog mellem lærere og godt klima i klassen.”

Netop nu og gennem en årrække er lærerne ifølge professoren trængt i defensiven af alle tænkelige interessenter, der højrøstet insisterer på, at lærerne må leve op til stribevis af idealer og principper, hellere i dag end i morgen – men det har ikke haft den store effekt. Mon så omgivelserne som følge af det vil gå i dialog med lærerne og lytte til deres erfaringer? Per Fibæk:

”Sådan reagerer de færreste. I stedet løfter man ambitionerne endnu højere. Og nogle af politikerne, embedsmændene og eksperterne begynder at tro, at de selv er bedre til at udvikle skolen, end lærerne er.”

”At selve grundtankegangen om – at politikere og embedsmænd er i stand til ved nye bestemmelser og forvaltningspraksisser at kvalitetsforbedre skolen – kunne være forkert, er tilsyneladende ikke faldet dem ind.”

En vej ud af den blindgyde, som skolen er blevet drevet ind i gennem de senere år, er efter Per Fibæks mening, at alle søger at genoprette et tillidsforhold mellem lærerne på den ene side og forvaltningsfolk og politikere på den anden.

At sådan et tillidsforhold har en positiv virkning på elevernes karakterer, kan Per Fibæk også dokumentere: En undersøgelse viser nemlig, at eleverne får højere karakterer i kommuner, hvor aftaler mellem lærerforeningens lokale kreds og kommunen afspejler respekt for læreres professionalitet, (Lotte Bøgh Andersen 2005).

Kravene til skolen og lærerne om bedre elevresultater er blevet fulgt af loven om inklusion af elever med særlige behov, nye påtvungne arbejdstidsregler, en måneds lockout, forringet forberedelsestid til mere undervisning og en folkeskolereform med et hav af nye krav.

Per Fibæk har svært ved at se, hvordan man under de betingelser overlever som lærer med selvrespekten i behold, og han foreslår, at alle uden for skolens dagligdag holder igen med at opstille ambitioner på lærernes vegne. ”Lad os se skolens virkelighed i øjnene, og lad os lytte til lærerne”.

Og lærerne opfordrer han til at droppe ambitionerne og dyrke de basale kvaliteter om klar og meningsfuld undervisning, passende høje udfordringer til eleverne og gode relationer – alle enkle principper, der bestemt ikke er lette at praktisere. Men hvis vi bare kunne få alle lærere til at undervise som skolens bedste, så er vi nået langt, er hans realistiske prognose. Væk med de teoretiske tirader fra ministerier og forvaltninger – ”keep it simple”, er hans budskab.

Per Fibæk gennemgår en række af de højtflyvende ambitioner, hvoraf flere er så uklare ogsvævende, at ingen endnu har kunnet omsætte dem i klar tale endsige i praksis – fx undervisningsdifferentiering, som de fleste faktisk tilslutter sig som princip, men som på den anden side ikke ser ud til at virke.

”Eleverne lærer ikke mere, hvis læreren bestræber sig på at praktisere undervisningsdifferentiering”, konkluderer han på baggrund af flere danske og udenlandske undersøgelser. Den udeblevne effekt skyldes muligvis, at alle lærere praktiserer den som en selvfølge og uden brug af højpandet teori ved fx at stikke de hurtige elever en ekstraopgave og dem, der har brug for det, en særlig træningsside.

Begrebet undervisningsdifferentiering blev indført i 1993 for at legitimere den udelte skole og har fået en ny rolle i forbindelse med inklusionen af elever med særlige behov. Skal vi nu frygte, at borgerlige politikere vil kræve den delte skole genindført, hvis vi dropper undervisningsdifferentieringen?

Nej, lyder svaret fra Per Fibæk, for ”både den udelte og inkluderende skole kan sagtens forsvares, også selv om undervisningsdifferentiering ikke virker. PISA-projektet viser klart, at elever i lande med udelte skoler gennemsnitligt klarer sig bedre end elever fra lande med delte skolesystemer”.

Det er heller ikke et problem for inklusionen, for den er først og fremmest baseret på etiske principper, og inklusion har i det store og hele ikke negative effekter på læringsudbyttet hverken for elever med særlige behov eller for andre elever. ”Udelt og inkluderende skole er det rigtige – også i en skole uden nogen særligt velfungerende undervisningsdifferentiering”, fastslår han, under forudsætning af at betingelserne for reel inklusion er til stede.

’Keep it simple’ er et gennemgående råd fra professoren, der i denne bog selv lever op til det gode råd, når han fremlægger og perspektiverer de mest indviklede diskussioner let forståligt, præcist og ind imellem med diskret lune.

I de øvrige kapitler ruller han historien, idealet og betingelserne for inklusion ud, informationsteknologiens indtog i skolerne, de selvfremstillede undervisningsmaterialer og lærebøgerne, den sorte, grønne og hvide tavle, metoder, best practice, evidens og andre aktuelle emner og griller i dagens skole.

Per Fibæk beskriver også arbejdet med læringsmål og lærerens forventninger til eleverne. Det store flertal af danske lærere arbejder med individuelle læringsmål i tæt samarbejde med eleverne, for det forpligter dem. De fleste lærere lægger høje forventninger ind i målene, for det virker udfordrende og motiverende på eleverne med deraf følgende gode resultater.

”Den største effekt har mål, hvis eleverne bliver medinddraget og forpligtet på målene og får løbende information om, hvordan det går med deres udvikling hen mod målene”, og hvis eleverne når dem, har det ikke kun positiv indflydelse på deres læring, men også generel virkning på deres tiltro til, at de kan lære noget. Her er altså et godt værktøj. (Per Fibæk/John Hattie).

For tiden er det store slagnummer læringsmålstyret undervisning, som talrige (be)læringskonsulenter skal forsøge at udbrede til lærerne i en top-down-aktion, blandt andet i København hvor det er et hovedtema ved årets Sommeruni i begyndelsen af august.

Per Fibæk undrer sig højlydt over, at Undervisningsministeriet har gjort målstyret undervisning til en mærkesag i implementeringen af folkeskolereformen, for der er ”ingen evidens for betydningen af, at lærerne tænker i den målorienterede planlægningslogik” – altså læringsmålstyret undervisning. En efter en piller han sminken af ministeriets illusioner og tilføjer:

”Den tredje fejlopfattelse er, at ministeriet skulle kunne tvinge dets egen planlægningslogik ned over lærernes daglige arbejde.”

”Når ministeriet bl.a. gennem EVA’s rapport fra 2012 bliver gjort opmærksom på, at sådan tænker og arbejder lærere ikke, er reaktionen, at det skal vi have dem til.”

”Derfor har man i forlængelse af skolereformen i 2014 revideret Fælles Mål, gjort dem enklere og iværksat forskellige udviklingsaktiviteter for at få lærerne til at overtage den ministerielle målstyringslogik”, fastslår Per Fibæk. Det er her Sommeruni kommer ind i billedet.

I sommerens løb er det i øvrigt blevet afklaret, at hverken folkeskolereformen eller Undervisningsministeriet kan tvinge lærerne til at tilrettelægge undervisningen  læringsmålsstyret, men kommunen og skoleledelsen kan kræve, at lærerne arbejder ud fra en læringsmålstyret tilgang til undervisningen – den seneste udvikling i det slagsmål, der jo også handler om metodefrihed, se folkeskolen.dk

Men hvad siger John Hattie, hvis forskningsresultater bruges flittigt omend særdeles selektivt af politikere og embedsmænd? Hattie har opstillet en liste over de mest til de mindst effektive foranstaltninger, man kan gøre for at forbedre undervisningen. Her kommer opstilling af læringsmål, altså målstyret planlægning af undervisningen, som nr. 34.

Hvad får mon danske politikere til at gøre nr. 34 på skoleforskerens prioriterede liste til selve kernen, udgangspunktet og det eneste rigtige for lærernes tilrettelæggelse af undervisningen?

Per Fibæk ser et mønster i tankegangen, som han møder den hos politikere og embedsfolk:

”Mange af dem, som taler varmt til fordel for forskning i, ’hvad der virker’, plukker det ud af forskningen, som passer ind i den tænkemåde, de har i forvejen og lader resten ligge.”

Ud over at analysere skolen i dagens Danmark giver Per Fibæk Laursen også små fif til lærerne om, hvordan de kan navigere på et truende hav. Det gælder om at filtrere og forenkle kravene, når de kommer vrimlende – også dem vi stiller til os selv. ’Keep it simple’ er den gennemgående vejviser.

Få fat i denne kloge og opløftende bog i en fart, læs den, og del den. Med den vil mange igen kunne genkende sig selv som lærere.

’DROP AMBITIONERNE – og lav bedre undervisning’, af Per Fibæk Laursen, Reitzels Forlag, 124 sider, 200 kr.