For de mange københavnske elever, der en gang om ugen bevæger sig mod Bispebjerg Bakke for at passe en skolehave, er august måned en god måned. Det er nemlig nu, der skal høstes.

 

Det er en helt almindelig onsdag morgen i Københavns Nordvestkvarter. Men i skolehaven på Bispebjerg Bakke bliver 2.x fra Tagensbo Skole mødt af et bombardement af frodighed. En new nordic urskov, der gemmer sig syd for Tuborgvej.

Meterhøje solsikker svajer i vinden og læner sig ind over de mange små jordlodder, der strækker sig skulder ved skulder ud i haven. Det er ikke til at se, hvor elevernes haver starter eller slutter, men ved fælles hjælp og tjek af tilgroede navneskilte, lykkes det alligevel for alle elever at finde sin egen have.

Havelærer Hannah introducerer til dagens plan og høstmetode, og 2. x er klar til at nippe hestebønner af planterne og grave kartofler op. Sammen med deres havemakker får eleverne to og to nænsomt fat på alt det, jord, sol, vand og pleje har tryllet frem. Alle afgrøder bliver vejet, og eleverne noterer under begejstrede tilråb i deres skolehavedokument, hvor meget de har hevet op af jorden. 

2.x fra Tagensbo Skole er en af de 39 klasser, som i år har fået en skolehave. Tilbuddet er populært, for i haven lærer eleverne ikke kun om naturens kredsløb og madens vej fra jord til bord. De ugentlige besøg handler også om sanselighed, sprog og socialt samvær.

Se video fra 2.x.'s besøg i skolehaven

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.