"Selvom de er små (ja okay, de fleste er efterhånden højere end mig…vi droppede måle-dimsen på dørkarmen efter 2. klasse), så er de ”store” mennesker, der har stor forståelse og empati og rummer hinandens forskelligheder. Jeg er fan!"

 

Så er vi der snart igen - wuhuuu! Ferie i 10.000 år - professionens fundament!

Den påstand lever på mærkværdig vis endnu. Never-the-less.... 29 skoledage og 3 pædagogiske dage tilbage - men who´s counting? Jeg nyder at holde ferie, præcis som alle andre.

MEN i år er det ikke uden bekymring, ferien nærmer sig. Fagfordelingen er nu i fuldt gang - og trods utallige forsøg på at fortrænge, hvad hele tiden har ligget i kortene, og krampagtigt at holde fast i illusionen ved at kaste tryllestøv i alle retninger, peger alt nu mod, at vi må vige pladsen; at vi skal afgive vores 5. årgang.

Det er vores børn, for fanden! Jeg har kendt dem, siden de havde mælketænder og kun kunne læse lydrette ord. Jeg har næsten tilbragt mere tid sammen med dem, end jeg har med mine egne børn. Jeg har set, hvordan de har udviklet sig og er blevet store, seje, modne og dygtige. Jeg har været ved at dø af grin en million gange sammen med dem, jeg har fået de bedste historier, haft dybe samtaler og set dem lære. Jeg kender hver enkelt og deres forcer og særheder, og jeg ved, hvornår de er skrøbelige. Jeg har ofte været så stolt, at jeg var ved at revne, fordi de er så seje og kloge. De er 45 små individualister; kuleskøre, fulde af humor, dejligt mærkværdige, kloge på så mange fronter, røvirriterende og meget nemme at holde af.

Selvom de er små (ja okay, de fleste er efterhånden højere end mig...vi droppede måle-dimsen på dørkarmen efter 2. klasse), så er de "store" mennesker, der har stor forståelse og empati og rummer hinandens forskelligheder. Jeg er fan!

Nu er det første gang, jeg har ført nogen fra 1.-5. klasse, og måske bliver jeg klogere hen ad vejen, men på nuværende tidspunkt er jeg helt og aldeles overbevist om, at de er noget helt særligt.

Arhmen altså, når en lille pige pludselig er blevet stor og skriver i sin helt egen novelle: "Solen ramte os med dens stråler, som om den udpegede os hver især", er det sgu da svært at få armene ned.

Jeg kunne forsætte min hyldest til 5. årgang med rørstrømske anekdoter og tårer i øjnene en rum tid endnu, men lad os vende tilbage til bekymringen (som jo - når sandheden skal frem -bunder i rendyrket egoisme og selvfedhed. Sad but true). Og måske er ’bekymring’ egentlig ret mildt defineret. ’Manisk desperation’ er nok mere dækkende. Men årsagen til, at jeg overhovedet bekymrer mig, er også dét, der gør, at det fedt at være lærer (det ER nemlig ikke ferien – crazy, I know!).

Det bunder nemlig i den der følelse, som heldigvis også er med til at drive værket; følelsen af at man gør en forskel. Følelsen af at vores team har været med til at gøre 5. årgang til noget helt særligt. Følelsen af at vi kom i mål med vores visioner.

Og hvad så nu? Er de klar til at flyve fra reden? Kan de mon klare sig uden os? Kan vi mon klare os uden dem? Vores børn? Der er 45 børn, som hver især lærer bedst på deres helt egen måde. Kommer de nye lærere til at tage højde for det, kommer de til at se hver enkeltes fulde potentiale, eller taber de det hele på gulvet? Ak og ve! 

Get over yourself, Ann-Louise, må både I og jeg så tænke. For de kommer selvfølgelig til at gøre det skide godt, og hop du bare ned fra den piedestal igen. Yes! JA-hat, positiv energi, Easy……Pu-ha!

Men helt ærligt? Fortæl mig lige, at det er NORMALT at have et hav af bekymringer i den her forbindelse? Be’ om? Anyone? Så kan det være, jeg kan bekymre mig lidt mindre…

Ps. Til jer, der skal overtage kommende 6. årgang på Vanløse Skole (I ved selv, hvem I er): Pas på vores unger, de er noget særligt ( og ellers kommer vi efter jer! ;) )

Blogindlægget er ikke nødvendigvis udtryk for KLF's holdning.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.