Kolonibevægelsen i København er gået fra at være for de allersvageste børn, der skulle ud på landet og fedes op til at være et aktivt tilvalg for de københavnske elever med temakolonier. En ny bog dykker ned i koloniernes historie med udgangspunkt i Københavns Lærerforenings kolonier på Torø.

Hver sommer drager flere tusinde københavnske børn ud i det danske land for at komme på koloni. Sådan har det været i mange år, men kolonitanken har gennemgået store forandringer i de mere end 150 år, hvor børn har taget fra byen og ud på landet. I dag kan eleverne for eksempel komme på dyrekoloni, teaterkoloni eller idrætskoloni, hvorimod kolonierne førhen var forbeholdt de underernærerede børn og børn med psykiske problemer. 

Forfatter Nick Nyland tager i en ny bog et grundigt kig på denne udvikling eksemplificeret gennem Københavns Lærerforeninges kolonier på øen Torø.

Nick Nyland er pensioneret læge, men hans far var lærer på Gasværksvejens Skole. Om sommeren drog faderen på koloni med sine elever på Torø, og han tog hele familien med.

LÆS OGSÅ: PÅ SOMMERKOLONI - en single af Jennifer Jensen

”Fra jeg var to år, og til jeg rundede de 15 år i begyndelsen af 1960´erne, var jeg og resten af familien hver sommer på feriekoloni på Thorø med min far Anker Rasmussen,” siger Nick Nyland og fortæller, hvordan han spenderede tre uger hver sommer i 1950’erne og 60’erne på koloni sammen med en masse andre børn. Det var nærmest Paradisets Have, husker han, fordi der var så mange andre drenge at lege med, samtidig med at han også havde familien med.

”Det var årets oplevelse.”

Kvikke lærere sendte børn på landet

Nick Nyland har senere undret sig over, at der ikke er nogen, der har skrevet om koloniernes og Torøs historie, og som læge blev han også interesseret i at udfolde de tanker, som kolonibevægelsen i København er opstået ud af.

I 1853 var der koleraepidemi i København, og de fattige kvarterer, hvor folk var stuvet sammen, var hårdt ramt. Mange mennesker blev derfor flyttet ud på Fælleden for at få dem ud af smitterisikoen. Samtidig fandt sundhedsmyndighederne ud af, at den friske luft og en bedre forplejning hjalp mod sygdommen. Det tog nogle kvikke lærere til sig

Man fandt dog hurtigt ud af, at man kunne lave bedre kolonier, hvis man selv ejede de bygninger, hvor kolonien holdt til, i stedet for at leje forsamlingshuse eller missionshuse. Egne bygninger kunne indrettes specielt til formålet med sovesale og køkkenfaciliteter. Både Københavns Kommunelærerforening og Københavns Kommunelærerinde forening opkøbte deres egne kolonier, blandt andet på Torø.

Torø blev flagskibet inden for kolonier

Torø blev købt af Københavns Kommunelærerforening med finansiering fra Københavns Kommune i 1930, og der blev etableret tre drengekolonier på henholdsvis Torøgård, Vesterborg og Skovhytten. Øen var et dødsbo efter datidens prominente købmand Harald Plum, der havde købt øen for at bruge det som en form for sommerhus. Han gik imidlertid fallit med sit firma, Det Transatlantiske Kompagni, i 1929, og da han samtidig blev anklaget for bedrageri, skød han sig selv på Torø.

Torø blev foreningens flagskib inden for kolonierne, da det både økonomisk og kapacitetsmæssigt var en kæmpeudvidelse. Samlet set var der plads til 270 elever på øen. Derudover var det enormt praktisk med en ø. Børnene kunne ikke stikke af, da der dengang ikke var fast forbindelse til Fyn, og der var heller ingen naboer at genere. 

”Det står ikke skrevet ned nogen steder, men jeg har kunnet udlede af flere udtalelser, at man var glad for Torø, fordi eleverne så at sige var spærret inde derovre, og de kunne ikke lave nogen ulykker,” siger Nick Nyland.

I dag er alle tre bygninger stadig i brug, men sengepladserne er skåret ned, og der kommer både drenge og piger derover.

Kolonier blev forbeholdt ”nervebørn”

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.