I en artikelserie følger KLFnet to nyudannede lærere igennem deres første år som lærere i den københavnske folkeskole. I denne artikel møder vi Shefalie Juhl Thuesen, der er lærer på Randersgades Skole. Artikelseriens anden lærer er Jacob Bagiran, som siden august har været lærer på Rådmandsgades Skole. De første artikler om Jacob Bagiran kan findes via links i denne artikel.
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Shefalie Juhl Thuesen skulle være lærer, og derfor var hun 32 år, da hun i sommer blev færdiguddannet. Det vender vi tilbage til. Hun var med på den sidste årgang, som dimitterede fra Læreruddannelsen Zahle, før uddannelsen flyttede til Campus Carlsberg.
Lige før hun skulle til at forsvare sin bachelor, blev hun ansat i en fast stilling på Randersgades Skole – efter forslag fra en studiekammerat, der som vikar på skolen var blevet spurgt af ledelsen, om han kendte nogle mulige kandidater. Derfor nåede hun ikke at søge andet, før stillingen var i hus, og hun kunne gå på tiltrængt sommerferie efter bachelor-presset.
Svært ikke at have haft fagene før
Hendes linjefag fra læreruddannelsen er matematik, engelsk og kristendomskundskab, men på Randersgades Skole var fagfordelingen på plads, da hun fik jobbet, så her underviser hun i både natur/teknologi og musik udover matematik og engelsk.
”Jeg var godt nok lidt skeptisk over fagkombinationen, men til samtalen lovede ledelsen mig, at jeg ville få god sparring fra erfarne kolleger, så derfor turde jeg godt kaste mig ud i det,” forklarer hun. De manglende linjefag har dog været den største udfordring ved at starte i jobbet, fortæller hun.
”Det var skræmmende i starten at skulle undervise i noget, jeg ikke er uddannet til. Det tager dels langt mere tid at planlægge undervisningen, og dels var jeg også bekymret for ikke at være tilstrækkelig, fordi jeg ikke havde den faglige ballast fra uddannelsen til det. Så det har krævet en hel del mere at læse op til faget, og selvom det går godt nu, har det været hårdt at nå hertil.”
LÆS OGSÅ: Nye lærere: Vi forventer det bliver hårdt og sjovt
Hendes lektioner er desuden fordelt på hele seks klasser fra 1. til 5., så det har også været lidt af en udfordring i starten, fortæller hun.
”Heldigvis har vi ikke mange elever i hver klasse, men det ændrer ikke på, at der er rigtig meget relationsarbejde i starten, når man skal lære eleverne at kende – ikke bare deres navne, men selvfølgelig især også hvordan de er fagligt og personligt. Det er endnu sværere i de klasser, som jeg kun har til et lille fag, for så risikerer man nemt at blive ’ugens gæst’. Men det går godt nu,” siger hun og tilføjer:
”Det er også fedt, fordi jeg kender næsten hele indskolingen, og det er ret hyggeligt på vores lille skole. De er sådan nogle små svampe, der bare gerne vil lære, og det er virkelig fint, når de spørger, om de ikke snart skal have mig igen.”
Plads til at være ny
Randersgades Skole har ikke særlig ofte udskiftning i lærerstaben, så de er egentlig ikke vant til at have nyuddannede ansatte, fortæller Shefalie Juhl Thuesen. Men det hindrer dem på ingen måde i at tage rigtig godt imod hende:
”Jeg føler, der bliver passet godt på mig. Jeg har to lektioner mindre, fordi jeg er ny, og jeg fik koblet en fantastisk skøn og dygtig mentor på fra start, som jeg har kunnet gå til både i forhold til pædagogiske udfordringer og alle de små lavpraktiske spørgsmål, siger hun og tilføjer:
”Det kan lyde fjollet, men jeg har faktisk følt mig allermest ny, når eleverne eksempelvis har spurgt mig, om de må være på rød gang, og jeg ikke anede det. Man kan ikke fra starten kende til alle regler og rutiner på en skole, så dem må man lære hen ad vejen.”
Hun har også overværet to timer af kollegernes undervisning for at kunne spotte de små ting, de gør, som fungerer – og hendes egen undervisning var vikardækket imens, fortæller hun.
”Ledelsen er god, for de går ind i problemerne og hjælper med at løse dem. Så jeg synes, der er blevet taget rigtig godt imod mig med fin plads til, at jeg er lidt grøn.”
Hun har desuden kun været fluen på væggen til en enkelt skole-/hjem-samtale i sin praktik, så det glæder hun sig til at prøve. Og helt generelt glæder hun sig til at få prøvet alt det nye, lærerjobbet har at byde på.
”Det bliver rigtig godt, når jeg har prøvet det hele én gang, så jeg kan begynde at trække på erfaringer, reflektere og føle mig bedre rustet til næste gang. Når min værktøjskasse begynder at være lidt mere fyldt, for lige nu er alt nyt, så jeg bruger langt mere energi på at forberede og overveje tingene, end hvis jeg havde prøvet det før,” forklarer hun.
Det kræver sin m/k at være lærer
Hvis der er noget, opstarten i lærerjobbet har lært Shefalie Juhl Thuesen, så er det, at det er hårdt, understreger hun.
”Det er virkelig ikke et job for tøsedrenge – det kræver godt nok sin mand/kvinde at starte som lærer! Jeg har været nødt til at skrue meget ned for mit sociale liv her i starten, for der har slet ikke været tid og overskud til det. Hold nu op, hvor har jeg været træt!”
I starten slog forberedelsestiden heller ikke til for hende, især fordi hun skulle undervise i fag, hun ikke er linjefagsuddannet i. Men hendes teamleder og kolleger var efter hende, så i dag er hun blevet bedre til ikke at tage arbejdet med hjem, fortæller hun.
”Det var blevet lidt et skråplan for mig, og jeg kan jo sagtens forstå det, når mine kolleger siger, at jeg har brug for fritiden til at lade op. Så jeg er ved at lære mig selv at slippe arbejdet, når jeg går fra skolen – og jeg bliver bedre.”
LÆS OGSÅ: Nye lærere: Det er overraskende hårdt, men spændende
Arbejdet er ikke blevet helt hverdag for hende endnu, selvom der allerede er gået to måneder af skoleåret – den følelse glæder hun sig til at opleve.
”Det kræver stadig meget af mig at være på hele tiden og at få forberedelsestiden til at gå op i en højere enhed. Jeg underviser fra 8 til 13.30 og skal forberede mig derefter, men det er svært at være kreativ og innovativ efter en hel dag i klassen. Så jeg skal vænne mig til, at jeg ikke må gemme det til om aftenen, hvor jeg til tider egentlig ville være mere effektiv.”
Når tvivlen trænger sig på
Selvom Shefalie Juhl Thuesen har været så udmattet af opstarten, at hun har sovet godt om natten, har en enkelt episode fået hende til at ligge søvnløs et par nætter. En af hendes klasser fungerede ikke så godt – der var alt for meget uro, og hun oplevede, at hun havde svært ved at få hul igennem til eleverne og gennemføre en tilfredsstillende undervisning.
”Det var en virkelig hård periode – og det fik mig endda i et kort øjeblik til at tvivle på, om jeg havde valgt den rigtige uddannelse. Jeg kunne aldrig finde på at give op, for jeg vil gerne lærerjobbet, men man tager jo meget sig selv og sin person med ind i klasselokalet, så derfor er det utroligt hårdt, når man ikke kan få det til at fungere – for er det så mig, den er gal med?”
Det kom bag på hende, hvor meget det fyldte de dage, hvor hun ikke kunne få klassen til at fungere. Som nyansat, nyuddannet lærer var hun startet i jobbet med begejstring og overskud, men pludselig fik en flok elever kørt hende helt ned til sokkeholderne, som hun udtrykker det.
Heldigvis blev klassen diskuteret i teamet, hvor hun opdagede, at også hendes garvede kolleger havde besvær med klassen. Det hjalp, at hun ikke var den eneste, som oplevede problemet – og begejstringen og overskuddet fik plads til at vende tilbage på fuld styrke.
”Ved at snakke med mine kolleger om det, fandt jeg ud af, at det ikke var mig som nyuddannet, den var galt med. Det var ikke, fordi jeg ikke kunne håndtere klassen godt nok. Men som lærer er man bare meget alene i klassen, så derfor er det vigtigt, at man ikke er alene med udfordringerne udenfor klassen også,” siger hun og tilføjer:
”Ingen klasser går fra 0.-9. uden problemer. Der kommer udfordringer, så det er vigtigt, at man som lærerteam er opmærksomme og tager hånd om det. Sådan en proces har jeg allerede været med til, og det har lært mig meget. Og der sker store fremskridt med klassen, hvor det går den helt rigtige vej nu.”
Det vigtigste skulderklap
Når Shefalie Juhl Thuesen skal pege på den bedste oplevelse, hun har haft siden jobstarten, hænger det faktisk også sammen med den udfordrende oplevelse med klassen. Da hun var allerlængst nede og tvivlede på sit valg, fik hun nemlig en mail fra en forælder:
”En mor skrev, at hendes datter var rigtig glad for at have mig til matematik, og at hun selv var blevet så glad for at høre det, at hun ville dele glæden med mig. Selvom den mor slet ikke vidste, hvordan jeg havde det, kom mailen bare på det helt rigtige tidspunkt, og jeg blev så lettet og glad,” siger hun og fortsætter:
”Mailen fik sammen med min mentor, som spillede en stor rolle, kollegerne, den gode relation med eleverne og de spændende, sjove og givende undervisningsgange, mit fokus tilbage på de mange ting, der var gået godt lige fra starten.”
En omvej til lærerfaget
Da Shefalie Juhl Thuesen var yngre, havde hun aldrig forestillet sig, at hun skulle være lærer. Hun styrede i stedet mod detailbranchen, hvor hun var ansat i en lang årrække.
Men jobbet var fysisk hårdt, så da hun gav sig til at overveje, hvad hun ellers skulle finde på, slog det hende, at hun som butikschef synes, det var enormt spændende at få helt unge, grønne medarbejdere ansat, som hun kunne være med til at lære op og udvikle.
LÆS OGSÅ: Nye lærere: En skam der ikke var flere unge til generalforsamlingen
”Jeg tænkte over, hvad der gør mig glad, og hvor jeg har kompetencer. Udviklingen af de nye medarbejdere var et fedt ansvar og meget spændende. Så det fik mig til at få øjnene op for, at lærervejen var den retning, jeg skulle tage,” forklarer hun.
Det kom til at kræve en tur forbi først HF og senere læreruddannelsen – og det var da en smule hårdt at tage det store spring fra lønnen som butikschef til i alt seks år på SU. Men det vænner man sig til, siger hun – og hun har ikke fortrudt et sekund:
”Jeg brænder virkelig for at åbne verden for eleverne, lære dem, hvor privilegerede vi er, og se deres små hjerner udvikle sig i nysgerrige og fantasifulde retninger. Proppe dem med gode kompetencer, både fagligt og socialt, og give dem selvtillid. Det er et virkelig vigtigt job!”
Hun håber, at hun bliver en inspirerende lærer, som eleverne kan huske. Og hendes største frygt for ikke at slå til handler om at overse et barn, der har brug for hjælp:
”Jeg vil gerne gøre et indtryk på eleverne - og ikke kun fagligt. Jeg vil gerne se dem som individer, spotte det når de har det svært eller har et særligt talent og bakke dem op. Så derfor kan det også bekymre mig, om jeg kan komme til at overse et barn, som har brug for, at jeg hjælper.”
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere