Den nye skoleleder er tidligere lærer i Helsingør og afdelingsleder for indskolingen ved Usserød Skole.

I slutningen af april blev Holbergskolens nye skoleleder, Tanja Steffe Nøhr, indsat officielt i sit embede af den afgående områdechef på Bispebjerg, Stig Schiermer.

Områdechefen lagde ikke skjul på, at man ikke havde sparet på kravene til en ny skoleleder, men alligevel var det lykkedes at finde nålen i høstakken:

– Vi ville have systemisk ledelse, ledererfaring, en der er stærk på det pædagogiske felt, fokus på kerneydelsen, et stort hjerte for børns trivsel og udvikling, øje for medarbejdernes trivsel, en inspirator med stær-ke kommunikative kompetencer, sagde områdechefen.

Tanja Steffe Nøhr har været lærer i Helsingør Kommune og kommer fra et job som afdelingsleder for indskolingen ved Usserød Skole. Hun har en master i professionsudvikling og er i gang med en diplomuddannelse i ledelse. Områdechefen mente, at det er et gode, at den nye skoleleder har samlet sine erfaringer i forskellige kommuner.

Tillidsrepræsentant Gitte Jensen tog imod den nye skoleleder med opfordring til at videreføre den tætte dialog med lærerne – "du skal vide, at vi elsker at blive spurgt til råds og blive medinddraget i vigtige beslutninger".

Gitte Jensen sagde, at den ny skoleleder overtager en god skole, der er i udvikling og som vægter børnenes sociale og faglige udvikling højt og gør det godt.

– Du overtager en dygtig og engageret medarbejdergruppe. Fælles for os alle er, at vi bræn-der for vores arbejde og vores elever. Vi er ambitiøse på elevernes og skolens vegne.

Gitte Jensen lovede på lærernes vegne, at de har stor vilje til samarbejde, at de nok skal hjælpe, når der er brug for det og betroede, at skolens medarbejdere er "glade for fest og ballade i rigelige mængder – således også en pædagogisk weekend under fremmede himmelstrøg".

pg

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.