Nye lærere: Vi har måttet være benhårde fra start

I en artikelserie følger KLFnet en række nyudannede lærere igennem deres første år som lærere i den københavnske folkeskole. I denne artikel møder vi for første gang Marie Cecilie Rosenmeier, der er lærer på Grøndalsvængets Skole. Artikelseriens anden lærer er Jacob Bagiran, som siden august har været lærer på Rådmandsgades Skole. De første artikler om Jacob Bagiran kan findes via links i denne artikel.

En formiddag i foråret leger en førsteklasse kongeløb i gymnastiksalen på Rådmandsgades Skole. Læreren – Jacob Bagiran – har svært ved at få eleverne til at lytte efter. Gentagne gange forklarer han, at de skal sætte sig ned på gulvet, når de bliver fanget. Alligevel bliver 10-12 elever ved med at spurte rundt.

 “Så jeg stopper musikken og siger: Slut. Ud. Vi holder frikvarter resten af timen.”

Mange af børnene brokker sig højlydt: “Jeg sad jo ned.” “Men gymnastik er min yndlingstime.” “Jeg vil ikke tage tøj på,” lyder trusler og appeller fra børnene.

Men Jacob Bagiran holder fast i beslutningen. For det er de klare konsekvenser, der virker, fortæller han.

“Jeg har været hård i starten, som jeg ikke havde troet, jeg skulle være. Jeg har råbt en del, men det har ikke hjulpet. Og med tiden har jeg fundet ud af, at jeg skal være helt konsekvent og gøre alvor af det, jeg siger, for ellers løber de om hjørner med mig,” fortæller han.

LÆS OGSÅ: Flere artikler om de nyuddannede læreres første år i skolen

På en skole ikke langt derfra, Grøndalsvængets Skole, giver Marie-Cecilie Rosenmeier udtryk for noget lignende, da jeg stiller hende spørgsmålet om, hvad der har vist sig at være den største forskel på forestillingen om lærerjobbet – og virkeligheden:

“Jeg troede, det ville være lettere. At der ville være mere respekt for mig. Men jeg har måttet være ret autoritær fra start. Der har været lidt kæft, trit og retning over det, selvom man jo ikke må sige det. Sådan som jeg egentlig selv har været udsat for det i folkeskolen,” fortæller hun.

Svær rolle som ugens gæst

Både Marie-Cecilie Rosenmeier og Jacob Bagiran blev færdiguddannede sidste sommer og startede i august 2016 i deres første lærerstilling. Ingen af dem er i dag – knap ni måneder senere – i tvivl om, at det har været nødvendigt med den hårde tone fra begyndelsen.

“Med tiden har jeg kunne falde mere ned, og nu ved 1.U godt, hvordan tingene fungerer, når de har mig. Og det betyder, at jeg har fået skabt en god relation til dem, som gør, at jeg kan lære fra mig,” siger Marie og fortæller, at hun også underviser parallelklassen to timer om ugen – én i billedkunst og én i engelsk.

“Og dér er jeg mega meget ugens gæst, og det er langt mere kaotisk og svært at vinde respekt hos dem.”

Jacob er – i modsætning til Marie – ikke klasselærer. Han er ansat i et vikariat, der løber frem til sommer. Men også hans erfaring er, at den bestemte tone har været givet godt ud.

“Der var især én førsteklasse, som hele tiden forsøgte at teste mig i starten. Det sjove er, at den klasse i dag er den nemmeste at undervise. Og det er helt klart fordi, jeg ikke lagde ud med at være blød,” siger han.

Hellere matematik end ferie

I dag oplever Jacob ofte, at børnene bliver glade for at se ham. For eksempel beklagede en lille gruppe af fjerdeklasserne sig inden vinterferien over, at de skulle på ferie, “for så ville der gå lang tid, inden de skulle have matematik igen,” fortæller Jacob grinende:

“Det gør mig ret varm om hjertet.”

Marie har sammen med førsteklassens teamlærer, Kim, der underviser i matematik og musik, især valgt at fokusere på det relationelle frem for det faglige i starten:

“Vi har leget og lavet mange øvelser for at ryste dem sammen. Og jeg synes, vi er nået til et sted nu, hvor der ikke er så meget fnidder. Jeg fornemmer, at eleverne har respekt for hinanden, og det tror jeg, vi har en vis indflydelse på,” siger hun.

Den svære humor-balance

Egentlig er både Jacob Bagiran og Marie-Cecilie Rosenmeier uddannede udskolingslærere. Og det betyder, at opstarten med de yngste poder har været udfordrende på flere måder.

“Jeg har altid gerne ville være en sjov lærer – altså bringe min humor ind i undervisningen. Men hvis jeg laver sjov med nogle af førsteklasserne, så kan de ikke stoppe igen. Så bliver de overgearede og kan ikke forstå, at de bagefter skal slå op på side 22,” forklarer Jacob.

Han oplever også, at det nogle dage kan være svært at få taget hul på de ting, han har forberedt.

“Hilbert Meyer, en undervisningsteoretiker vi lærte om på seminariet, siger blandt andet, at det handler om at bruge tiden på at undervise – og ikke på så meget andet. Men det kan jeg jo ikke, når der sidder tre børn og græder over en konflikt fra frikvarteret,” siger han.

Pyt-knappen

Marie har – af samme grund – opfundet konceptet “pyt-knap” i sin klasse.

“Jeg starter alle timer med at evaluere frikvarteret. Så kan børnene fortælle, hvis der har været en skidt oplevelse, og så kan vi i fællesskab tale om, om den hører til i kategorien “pyt”. Gør den det, kommer de op og slår på knappen, og så kan vi bagefter komme i gang med det faglige,” fortæller hun.

Marie-Cecilie Rosenmeier oplever også, at der er et stort spring fra det fokus, der var på uddannelsen, til de opgaver, hun møder i praksis:

“Jeg synes, uddannelsen har været alt for teoretisk. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få bragt store dele af teorien i spil, for lærerfaget handler i høj grad om at gøre sig nogle erfaringer. Og det er begrænset, hvad vi har med os fra praktikken,” siger hun.

Ikke for ung

Både Marie-Cecilie Rosenmeier og Jacob Bagiran er i dag 25 år, og for dem begge fyldte alderen en del inden opstart. Men bekymringerne over at være “for ung” er blevet gjort til skamme. 

“Jeg har slet ikke tænkt over det, siden jeg startede,” siger Jacob.

Og det har Marie nærmest heller ikke.

“Min bekymring gik især på, at jeg ikke ser så gammel ud. Jeg ligner nærmest nogle af pigerne fra 7. klasse. Men det har slet ikke vist sig at være et problem,” forklarer hun.

Heller ikke forældrene har antydet noget negativt omkring hendes alder, selvom det har været “nervepirrende” at agere voksen over for dem.

“Nogle forældre er kommet med gode råd – for eksempel at jeg kunne bruge nogle bestemte kort, når vi skal tale om følelser i klassen. Det synes jeg kun er super fedt. Jeg tager imod alt det, de kan give mig,” siger hun.

Som i gymnasietiden

På spørgsmålet om, hvordan det går med at falde til blandt kollegerne, er der yderst positive tilbagemeldinger. 

“Rigtig godt. Nogle kolleger er allerede blevet mine gode venner, som jeg også ser i fritiden,” fortæller Marie.

Hun har sammen med de andre lærere på Grøndalsvængets Skole allerede været til bowling, julefrokost og volley-turnering.

Også Jacob føler sig godt integreret på lærerværelset på Rådmandsgades Skole.

“Der er et fedt fællesskab. Vi har blandt andet lavet en brætspilscafé, og inden længe skal vi ud og bowle og spise, hvor vi blander folk fra de forskellige team. Det er med til at styrke fællesskabet,” siger han og fortsætter:

“Der har også allerede været holdt to fester, og vi holder to endnu, inden skoleåret er omme, så det er næsten som at være tilbage i gymnasiet.”

Et opdelt lærerværelse

Marie fortæller, at hendes lærerværelse bærer præg af en særlig struktur, som hun lige skulle greje i starten:

“Lærerne deler sig lidt op i indskoling- og udskoling med faste pladser på lærerværelset. Det er ikke fordi, folk ikke taler med hinanden på kryds og tværs, men det er lidt pudsigt, for vi snakker jo ikke kun om lærebogssystemer i pauserne,” siger hun – og holder en pause:

“Det er faktisk sjovt at tænke på, for ude i klasserne vil alle lærere gerne have, at alle elever kan med hinanden. Og så er vi selv nogle lidt dårlige eksempler på lærerværelset.”

Jacob fortæller, at han kan mærke en slags hierarki mellem de gamle garvede og novicerne:

“Men det synes jeg bare er fedt. Jeg spørger tit de ældre om noget, og de hjælper altid – for eksempel med en formulering, hvis jeg skal skrive hjem til nogle forældre, eller når jeg skal inddele eleverne i sociale farvekoder – hvad er så lige en gul elev? Det ved de garvede lærere jo.”