Den Classenske er klemt grundigt inde mellem beboelseshuse i Vester Voldgade. Alligevel er der blevet plads til smuk ny bygning, udfordrende legeplads og boldbane.

Skolens yngste viftede energisk og begejstret med flagene, da de mange gæster kantede sig gennem den snævre skolegård for at se den nye grønne kubus, indskolingsafdelingen og idrætshallen. Som en kantet græstue skyder den elegante bygning op af asfalten omgivet af beboelsesejendomme på alle sider. 

Den Classenske Legatskole i Vester Voldgade er i sandhed en klassisk byskole med et meget lille friareal. Der skal derfor stor opfindsomhed til for at få udnyttet de få kvadratmeter, og kreativiteten er blevet aktiveret. Masser af boldglade elever kæmper på den let nedgravede boldbane, mens deres kammerater boltrer sig på det lille bjerg med udfordrende legeredskaber. 

Klasselokalerne er pænt store, indbydende og lyse, så de første årgange møder en moderne skole. Det gør de ældste derimod ikke, for hovedbygningen ud mod gaden skriger på modernisering. Man kan undre sig over, at BUF ikke sætter hele skolen i stand i ét hug, specielt da der er mange uforbrugte millioner på anlægsbudgettet. 

Oven i undladelsessynderne er reparationerne efter sommerens skybrud, hvor kælderetagen med adskillige faglokaler kun er retableret for totredjedels vedkommende. Det øverste af væggene og lofterne henstår lige så slidte og hungrende på maling, som før den danske tsunami. 

Disse ærgrelser kaster lidt skygge over glæden over alt det nye, men skoleleder Lone Laursen bevarer humøret og giver det en gang lak i den nye, fine idrætshal, der kan bruges til mange formål. Fredag 24. februar er glædens dag, og hun takker alle de mange aktører, der har bidraget. "Tænk, at være så heldig en skoleleder med så mange gode mennesker omkring sig." Specielt bliver det fremhævet, at børnene blev inddraget i planlægningen af legepladsen og fik deres ønske om plads til ikke planlagte aktiviteter opfyldt. 

Borgmesterhurra´er 

Hele to borgmestre ønsker tillykke og udbringer de obligatoriske hurra´er. Anne Vang glæder sig over, at eleverne nu har fine læringsrum og plads til at boltre sig, og kultur og fritidsborgmester Pia Allerslev opfordrer både børn og forældre til flittigt at bruge de dejlige faciliteter. 

Et talstærkt elevråd anført af to drenge takker og glæder sig over, at den seje proces nu endelig er overstået og får salen med på et trefoldigt hurra for alle dem, der har hjulpet. Skolens kor synger flot tostemmigt en afrikansk sang og et ekstra raffinement er påklædningen, idet pigerne bærer fantasifulde kostumer som kaniner, sørøvere og prinsesser på grund af fastelavn. 

Lærer Linda Elvira Gravesen akkompagnerer på guitar, også til fællessangen som hun har skrevet med slutteksten: 'Færdigt nu vort byggeri/al vor trængsel er forbi. Glade pi´r og friske karle/giver lyd på alle sale. Børneleg i skolegård, efter vinter - atter vår'. 

Tillykke til DCL med håbet om, at politikerne bevilger en fuldmodernisering til skolen, der ligger klos op ad rådhuset

.Jan Trojaborg

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.