I dag er der stuvende fuldt i aulaen på Kirkebjerg Skole. Elever og en masse forældre er med til den daglige morgensamling og -sang. Lærerorkestret spiller, og 8. klasse præsenteres på scenen og hyldes, for om lidt stiger de på cyklerne for i de følgende dage at træde dem til Berlin og tilbagelægge 485 km sammen med deres lærere, Jens Capion, Uffe Callery og Marie Louise Kjeldsen.
På førstedagen går turen til Vordingborg, andendagen til Nykøbing Falster og på trejedagen videre med færgen til Rostock. Undervejs skal de se nærmere på Gåsetårnet, den gamle by i Rostock, landlige landsbyer, naturparker og KZ-lejre på turen ned gennem Tyskland. Til sidst er der to dage til at gå Berlin tynd.
Om natten har de fået husly på skoler og i idrætssale, som lærerne har fået de lokale borgmestre til at stille til rådighed.
Eleverne har gennem hele skoleåret tjent penge til turen ved at sælge kaffe og kage på Vanløse Torv, arrangere bankospil, sælge deres arbejdskraft, og de har også modtaget bidrag fra enkelte sponsorer. Blandt andre bidrager KK med 2.000 kr., når eleverne har afleveret en velskrevet artikel med tilhørende fotomesterværker fra turen.
Nogle dage før afrejsen cyklede alle eleverne til TEC (Teknisk Erhvervsskole Center), hvor de blev inddelt i grupper sammen med erhvervsskolens lærlinge. Lærlingene underviste 8. klasseeleverne i cyklens hemmeligheder og gav håndsnild hjælp til vedligeholdelsen, så eleverne kunne cykle hjem på eftersete og toptunede cykler.
Det var børne- og ungdomsborgmester Anne Vang, der sendte cykelkaravanen af sted fra Kirkebjerg Skole på en dag, der bød på sol, kastevinde, regn og hagl.
pg
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere