Musical på Sønderbro Skole. Eleverne boltrer sig på scenen og opfører Odysseen med fejende danse- og sangnumre. Opførelsen linker en næsten tre tusind år gammel historie med nutidens reality bølge.

Tekst og foto: Peter Garde

Den gamle historie om Penelopes og Odysseus’ kærlighed får nye klæder på Københavns musisk-kreative profilskole, Sønderbro Skole ved Holmbladsgade, hvor elever og lærere igen i år sætter en bragende flot musical op.

De to forelskede unge melder sig til et reality show, ’Odysseen – Rejsen mod Love’, men ulykke indhenter dem, og Odysseus bliver sendt til den anden side af jorden, mens Penelope bliver tvangsforvist til en ø, der er befolket med skønne og herlige unge mænd – vil hun falde for en af dem eller måske dem alle sammen, eller vil hendes kærlighed til Odysseus være stærk nok?

De unge fyres talenter illustreres gennem drabelig break dance og akrobatisk artisteri, mens Odysseus må gennem flere prøver. Han og hans følgesvende møder den onde heks Kirke, der forvandler dem til grise, hvilket viser sig at være til deres fordel, for så bliver de ikke ædt af muslimer.

Senere må de af sted med et skib, hvor de lokkes af Sirenernes skønne sang, men også den udfordring klarer de. Efter flere strabadser lykkes det Penelope og Odysseus at finde hinanden og konstatere, at deres kærlighed for begges vedkommende har været ubrydelig.

Hurra, det endte godt, andet havde ikke været til at bære med de to velspillende hovedpersoner fra 9. klasse og alle deres medspillere.

Elevernes dag

Ikke færre end 140 elever fra 7. til 9. klasse har været i gang dels med musicalen, dels med at sætte lys, lyd, redigere program, sy kostumer, lave restaurant og tilberede mad til et par hundrede mennesker plus alle de mange andre opgaver.

Forberedelserne og opsætning af stykket har strakt sig over to uger – faktisk utrolig kort tid på baggrund af det store arrangement.

Adskillige lærere har også været i gang. Tre hovedtovholdere, Stine Weitemeyer, Henrik Vesterløkke og Peter Hegård startede for to-tre måneder siden med at lave manuskript, melodier og sange. De skriver og spiller og sender ideer frem og tilbage mellem hinanden, og efterhånden vokser der en musical frem.

Næste akt er at inddrage eleverne og få dem til at præge ideerne og arbejde videre med forlægget, så det bliver deres og udtryk for noget, de kan stå inde for. De spillede med stor glæde og smittende engagement.

Det var elevernes dag, og der var en rød rose til alle efter forestillingen.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.