“Det er verdens bedste job, og hvis det ikke også var verdens hårdeste job, så ville jeg også godt kunne overveje at komme tilbage igen. Men det kan jeg ikke.” Sådan siger Tutsi Krage. Hun er én af de unge lærere, som har sagt farvel til livet som folkeskolelærer kun få år efter, hun blev færdiguddannet. Og hun er langtfra den eneste.
Overgangen fra lærerseminarierne til virkeligheden som lærer i folkeskolen er nemlig ikke let. Faktisk er det så vanskeligt, at hver fjerde nyuddannede lærer overvejer at droppe livet i folkekskolen. Sådan lød det i en undersøgelse fra VIA University College fra december 2017. Og for mange af dem bliver det ikke bare ved overvejelserne. I 2016 kunne Arbejderbevægelsens Erhvervsråd berette, at hver sjette nyuddannede gjorde alvor af det og droppede folkeskolen i løbet af det første år.
Men hvad er årsager til, at så mange unge lærere takker nej til et liv i folkeskolen, og hvorfor er overgangen fra studiet så svær? Det undersøger KLFnet.dk nu i en ny podcast i to afsnit.
Der sættes fokus på uddannelsernes rolle i problematikken, vi hører en uddannelsesforskers bud på årsagerne, og vi besøger nogle af de lærere, som tidligt i deres karrierer har takket nej til et arbejdsliv i folkeskolen. Og så berører vi også den stress, som er en uundgåelig faktor, når vi snakker om de nyuddannede læreres svære overgang fra studiernes trygge rammer til virkeligheden i skolen.
Vi anbefaler, at du tager et par høretelefoner på og læner dig godt til rette, mens du både bliver underholdt men forhåbentligt også lidt klogere. God lytning.
Sådan kan du høre podcasten (Husk, at vælge abonnér):
iTunes: apple.co/2CZZUk2 Eller brug din podcast-app: Søg efter Københavns Lærerforening
Pocket Cast: pca.st/t0uG
Afsnit 1:
I første afsnit af denne podcast skal vi møde en kvindelig lærer, som møder nogle af de udfordringer, der blandt andet får nyuddannede lærere til at stoppe i folkeskolen. Vi skal også høre forsker i uddannelse og læring ved Københavns Professionshøjskole Nana Vaaben fortælle om begrebet ‘praksischok’ og læreruddannelsens rolle i problemet med de flygtende nyuddannede lærere.
Afsnit 2:
I det andet afsnit i podcasten om nyuddannede læreres flugt fra folkeskolen møder vi nogle af de unge lærere, som har sagt farvel til et liv i folkeskolen. Vi hører, hvilke årsager der er til, at man som ung lærer siger stop, og vi får bundet en sløjfe på nogle af de ting, vi blev klogere på i første afsnit.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere