”Er der nogen inden i?” spørger en af drengene forbavset. ”Ja, en blåmusling er et levende dyr”, fortæller Benny, der er biolog og lærer på Naturcenter Amager Strand. I dag er 3.X. fra Peder Lykke Skolen i fuld gang med at udføre forsøg og afprøve naturfaglige hypoteser. De fire elever i gruppen skal til at sprøjte en smaragdgrøn frugtfarve ind i den næsten lukkede muslingeskal. Forsøget skal vise, hvordan blåmuslingen filtrerer vandet. Det ses bedst, hvis vandet er farvet. Alles øjne er fæstnet til den lille musling, der på næsten magisk vis udskiller den farvede væske. En enkelt blåmusling filtrerer op mod 100 liter vand i døgnet. På den måde er muslingerne med til at rense vores havvand, erfarer eleverne. Efter forsøget er udført, skal eleverne reflektere over eksperimentet og skrive på deres notatark, hvad de har lært af forsøget.
Der er temauge på Naturcenter Amager Strand, og emnet er ’Hav og hypoteser’. Der er mange voksne omkring børnene. Naturcentret stiller med fire undervisere, der alle har en naturfaglig baggrund, og derudover er to af klassens lærere med. Der er arbejdsro i grupperne, som fordyber sig i de forskellige opstillede forsøg. Eleverne kan frit bevæge sig rundt til opgaverne i vilkårlig rækkefølge. Alle forsøg har en udførlig beskrivelse, der guider eleverne igennem. Bevægelse, teori og praksisnært arbejde omsættes til udfordrende læring om havet ved Øresund.
Temauger og undervisningstilbud året rundt
Det er svært at lave et tilsvarende tilbud på skolerne. Det er resursekrævende. Ikke kun økonomisk, men også i forberedelsestid, og på naturcentret er der ekstra bemanding i temaugerne. Ifølge undervisnings- og udviklingssansvarlig Pernille Haugaard Jensen er tilbuddet fra naturcentret, noget som lærerne er begejstret for.
”Lærerne ser det som en fordel ikke at skulle bruge for meget forberedelsestid på planlægning og opstilling af forsøgene – i stedet kan de koncentrere sig om at understøtte eleverne og følge op på undervisningen herude.”
På naturcentret foregår undervisningen både inde og ude. Naturen, der omgiver Skoletjenestens tilbud på Amager Strand, er en aktiv del af tilbuddene, som udbydes gratis til skoler, 0.-3. klasse, i København og på Frederiksberg. Siden åbningen i maj sidste år har mere end 5000 børn fra institutioner og skoler besøgt Naturcenter Amager Strand.
”Herude kan man få praktisk og teoretisk viden, som lærerne kan tage med tilbage på skolen og arbejde videre med”, forklarer Pernille, der selv er uddannet lærer og netop har færdiggjort en diplomuddannelse i naturfagets didaktik. Hun har sammen med resten af teamet fra naturcentret brugt tid på at lave et naturfagligt undervisningstilbud med 13 lærerige forsøg, der tilsammen udfordrer eleverne og giver dem en masse viden om naturens mekanismer.
Følg Naturcenter Amager Strand på facebook
I løbet af 2016 vil der være 5 temauger med forskellige emner, der knytter sig til den omgivende natur. Sideløbende har naturcentret faste undervisningsforløb, som skolerne kan melde sig til året rundt via hjemmesiden.
Skolen ud i naturen
Det blæser godt uden for naturcentrets bygning, Et af holdene har sammen med naturvejleder Carina og klassens natur/teknik-lærer Thomas Berg været ude for at lave forsøg med vandmodstand. Med en snor bundet til forskellige ting har eleverne kastet forsøgsobjekterne ud i vandet for at undersøge, hvilke ting der har den bedste form til at trække igennem vandstrømmen. Nu er de på vej ind i varmen, og Thomas overlader gruppen til Carina for en stund.
LÆS OGSÅ: Flyt undervisningen ud på stranden
”Det er et godt afbræk fra den almindelige undervisning”, forklarer Thomas. Han peger også på de mange faciliteter, som skolen ikke har mulighed for at tilbyde eleverne i undervisningen. ”Vores skole ligger jo midt i Urbanplanen, hvor der ikke er ret meget natur tilbage – fælleden er jo inddraget til alt mulig byggeri, så det er fedt at komme herud i naturen”. Det er anden gang, at klassen er på naturcentret, og det er planen, at årgangen skal besøge skoletjenestens tilbud på Amager Strand flere gange i løbet af skoleåret.
”De får mulighed for at røre ved tingene og dykke ned i emnerne på en anden måde. Der er meget teori, når vi er på skolen”, fortæller Thomas og uddyber: ”Her får de mulighed for at røre ved en fisk, se dem svømme rundt, se planterne, stenene, naturen og få noget kvalificeret undervisning af de dygtige naturvejledere”.
De glæder sig hver gang
For mange af børnene er det en aha-oplevelse at være ude i naturen. ”Der er mange, der ikke ved, hvad en rødspætte er, hvad en fugl består af, og hvorfor den kan flyve. Der er mange af børnene, der ser nogle ting for første gang”, forklarer Thomas, imens gruppen af elever sætter sig i en rundkreds hos naturvejleder Carina. Det er tydeligt, at de er vant til at være gæster og deltage aktivt i undervisningen. Spændte sidder de og lytter til spørgsmålene og rækker pænt hånden i vejret – helt udstrakt, for man vil jo gerne dele sin nye viden med alle.
Thomas kan sagtens se, at eleverne får et andet udbytte, end det de får på skolen: ”De underviser på en anden måde i andre omgivelser, og så ved de noget om nogle faglige emner, som vi måske ikke er så stærke i”, lyder det fra Thomas. ”Herude er jeg nok mere vejleder, end jeg er lærer. Jeg hjælper dem undervejs, men selve undervisningen forestår naturvejlederne herude. Så følger vi op på emnerne, når vi er tilbage på skolen”.
Efter et par timer på naturcentret har lærere og elever fra Peder Lykke Skolen fået et naturfagligt boost, og eleverne har lært at opstille hypoteser og gennem eksperimenter og forsøg lært om alt fra havstrømme og olieforurening til fladfiskens evne til at skifte farve.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere