Der er fire skoledage til åbningen af Skolefolkemødet i Kongens Have. På Sølvgades Skole, der står bag arrangementet, syder bygningerne af travlhed, men også en enorm energi. Alle klasser arbejder med deres partnerskaber, som de har i forbindelse med Åben Skole, og nogle elever er sat i gang med specialopgaver.
En gruppe piger har fået til opgave at skaffe badges til alle skolens elever, men det er ikke ligetil at få forhandlet en god pris, og de må derfor spørge skoleleder Kim Stenholm Paulsen til råds.
”Arh, det er stadig for dyrt. Vent lige lidt, så prøver jeg lige at ringe til én,” lyder svaret. Der er mange praktiske ting, der skal falde på plads, når man første gang skal stable et arrangement på benene med 1000– eller måske flere – besøgende.
Elever skal styre debat med politikere
I et lille lokale ved siden af biblioteket sidder otte elever med opslåede computere og googler SF’ partiprogram samt de øvrige politikere, der skal deltage i paneldebatterne.
Når skolefolkemødet løber af stablen onsdag eftermiddag, bliver det blandt andet med fire debatter om skolen. Til hver debat deltager henholdsvis kommunal- og folketingspolitikere, men det er elever fra Sølvgades Skole, der skal holde snor i, at politikerne holder sig til emnerne. De otte elever har meldt sig til at være moderatorer i debatten, og de kommer både fra 5., 7., 8. og 9. klasse. I dag har de fået besøg af stand-up komiker Sebastian Dorset, der også har været ordstyrer for et utal af debatter. Han skal klæde eleverne på til mødet med politikerne.
”Det er korte debatter, I har, så det er vigtigt med meget konkrete spørgsmål. Ellers risikerer I, at den første taler i 20 minutter,” fortæller Sebastian Dorset.
”Politikerne er vant til at tale med journalister, og de spørger altid om det samme. Der kan I spørge om noget andet end det, de plejer at blive spurgt om,” lyder et andet af rådene fra Sebastian Dorset. Han minder endnu en gang om, at det er vigtigt at forberede gode spørgsmål, for politikere er rigtig gode til at snakke.
Det fanger en af drengene hurtigt.
”Hvis nu en af dem har sagt, at folkeskolen er noget lort, så kan man spørge hvorfor,” foreslår han.
Baggrundsresearchen skal være i orden
De otte elever skal styre debatterne to og to sammen, og i de sidste dage har de haft travlt med både at interviewe flere af de politikere, der skal deltage, og ikke mindst researche på partiernes mærkesager og tidligere udsagn om folkeskolen.
”Vi har gået hver debat igennem og talt om de relevante begreber og hvad man kunne spørge om,” fortæller lærer Jonas Alstrøm, der er med til at guide moderatorgruppen.
”Vi ved, at Alternativet har vil skifte kristendomskundskab ud med faget ’erkendelse’,” fortæller en af drengene.
”Hvis Alternativet vil have et nyt fag, så kan I spørge ham fra Konservative, om det ikke bare er en rigtig god ide. Det synes han sikkert ikke, og så er der debat,” siger Sebastian Dorset og minder samtidig om, at det er elevernes opgave som ordstyrere at stille de spørgsmål, som der måske ikke bliver sagt højt, for ellers er der ikke ligevægt i debatten.
”Hvis alle er enige, skal I mene det modsatte. I skal indtage den stemme, der mangler i debatten, for ellers er det en kedelig debat.”
LÆS OGSÅ: Sølvgades Skole starter skolefolkemøde i Kongens Have
Eleverne fortæller ivrigt om deres egne oplevelser og iagttagelser i skolen. I det hele taget er det Sebastian Dorsets opfordring, at eleverne skal bruge sig selv – de er trods alt eksperter i at gå i skole.
”Politikerne kan gode have en ide om, at hvis I læser mange bøger og ved, hvornår Christian d. 4. var konge, så er alt godt. Men der kan I sige noget andet, for eksempel spørg jeres kammerater, hvordan de hver især lærer bedst.”
”I kan måske spørge politikerne direkte, om de kan nævne en aktivitet, der er både faglig og med bevægelse. Så bliver de pressede, og det må de godt blive,” indskyder Jonas Alstrøm, fordi et par af eleverne fortæller, at bevægelse i undervisningen indimellem bliver noget påtaget.
Det vigtigste er at lytte
Eleverne skal styre politikerne gennem debatter om ”hvad skal vi med den åbne skole?”, ”Er skolen blevet hat og briller?”, ”Hvad er faglig kvalitet i skolen?” og ”Hvordan kan skolen forberede børnene til fremtiden?”.
”Det er rigtig fedt, at I tør stille op. Husk at lytte efter hvad politikerne siger, i stedet for at være klar med næste spørgsmål på papiret. Det vigtigste er, at I hører efter. Men det er I jo gode til, nu I går i skole,” siger Sebastian Dorset, der selv skal være ordstyrer på den afsluttende debat på skolefolkemødet.
”Og hvis de begynder at slå på hinanden, så må I endelig stoppe dem”, lyder det sidste råd fra Sebastian Dorset, inden eleverne forsvinder ud i små grupper for at forberede sig endnu mere på mødet med politikerne.
Ballepolka med unge og ældre
Et noget anderledes tempo er der på det nærliggende plejecenter Rosenborg. Her er en gruppe elever fra 4.u ved at give de ældre en danseopvisning, mens sangen ”Hot” af Nik og Jay gjalder ud af højtalerne. I rundkredsen af stole og kørestole udenom sidder unge som ældre og nikker og vipper fødderne i takt med musikken.
4. årgang har et partnerskab med plejecenteret og eleverne har flere gange været forbi og besøge de ældre. Det har givet børnene en indsigt i, hvad det vil sige at være ældre, fortæller lærer Eva Vedde Aagaard.
”Det giver helt tydeligt en anden dannelsesdimension. Eleverne finder ud af, hvordan vi kan finde en fælles måde at være sammen på”, siger hun og fortæller, at et par af eleverne også har været henne og besøge beboerne sammen med deres forældre i fritiden.
Partnerskabet mellem Sølvgades Skole og Rosenborgcenteret skal også vises frem på skolefolkemødet den 27. september, og til denne lejlighed har elever og beboere indøvet en ny ”ballepolka”. De ældre har lært eleverne, hvordan man kan danse, selvom man sidder ned – en såkaldt ballepolka. Eleverne i 4.u har derefter fundet ny musik og en ny koreografi, som de ældre har lært, og på den måde mødes nye og gamle traditioner.
Et af numrene er blandt andet Nik og Jays gamle hit ”hot”, hvor man sidder og vifter med arme og ben. Da klokken nærmer sig frokosttid, er de ældre trætte og sultne af danseriet, men eleverne går pænt rundt og siger farvel og god weekend til alle. En herre i kørestol er netop trillet ind i samlingsstuen, og selvom eleverne er på vej hjem, holder det ikke en af drengene tilbage.
”Hej, hvad hedder du?” spørger ham den ældre herre.
”Peter.”
”Vi ses på mandag,” siger drengen og giver ham hånden.
Et par andre damer er også på vej ud, og de har kun ros til overs for eleverne.
”De er så søde, de børn. De kom og sagde farvel, det havde jeg ikke kunnet finde ud af, da jeg var i den alder,” siger den ene dame.
Sølvgades Skoles Skolefolkemøde finder sted i Kongens Have onsdag 27. september kl. 15-19. Du kan følge med i de sidste forberedelser på deres facebookside.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere