Helge Maarup har igen været i arkiverne og fundet en interessant artikel frem. Vi er tilbage i 1996. Dengang hvor undervisningsdifferentiering var helt nyt. Tre lærere taler om, det udviklingsarbejde de sammen med deres kolleger og eleverne har været med til i kølvandet på folkeskoleloven 1993.

 

Her i skolereformens år tre kan skolehistorien måske bidrage til at sætte skolehverdagen i perspektiv. I 1993 ændredes skoleloven på tilsvarende omfattende vis som nu. Det var dengang begrebet ’undervisningsdifferentiering’ blev introduceret i lovgivningen, som et kernebegreb i den udelte skole. Det københavnske skolevæsen (som BUF hed dengang) iværksatte et stort udviklingsarbejde (ja, tænk engang!) og KK’s Peter Garde fulgte bestræbelserne og refleksionerne i en serie på fire artikler.

Her følger den sidste artikel i serien, som blev bragt i KK nr. 1 i 1996.

Den tager vi lige igen: De, der har lyst, kan fx starte med at danne teams, så de har nogen at diskutere, evaluere og arbejde sammen med.

For 20 år siden var det almindeligvis sådan, at københavnske lærere arbejdede alene og fællesskabet med kollegerne bestod overvejende i, at man underviste de samme børn i hvert sit fag. Tværfaglig undervisning og dermed fælles planlægning var sat på dagsorden – også før 1993 – men organiseringen af skolens undervisning skete på grundlag af princippet om én time, én lærer, ét fag, og en lærers timer kunne sprede sig over alle klassetrin.

LÆS OGSÅ: Tilbageblik: Det personlige ansvar

Op gennem 90’erne og 00’erne skete en gradvis erkendelse af, at disse strukturelle bindinger i organisationsmåden måtte fjernes for at give plads til en organiseret udvikling af det pædagogiske og faglige samarbejde. På skoler blev løsningen ofte, at lærerne samlede deres timer på samme årgang og dannede årgangsteams.

Men tilbage til artiklens hovedsynspunkt: ”Mål er godt – evaluering er bedre”, så er det et synspunkt, der i sig selv står som en kommentar i den aktuelle læringsdebat, men pointen i det beskrevne projekt er, at eleverne deltager i den løbende evaluering, og at de derved bliver ”bevidste om deres egen indlæring, så de kan tage ansvar for den”. Det var skelsættende for pædagogikken, at eleverne kunne forholde sig til deres egen læringsproces med den erkendelsesmæssige gevinst, der lå i det. Den dengang udbredte forståelse af læreren, som en tankpasser, hvis opgave det var at hælde viden i hovedet på passive elever, måtte vige. Sidenhen er der udviklet et utal af evalueringsformer, mundtlige som skriftlige, analoge som digitale.

Og hvad sker der så nu under de nye pressede vilkår? Har eleverne stadig en plads i skolernes evalueringspraksis eller er det en opgave, som falder bort i den alt for travle hverdag?

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.