I Børnenes Madhus tager man mad, ordentlige råvarer og ikke mindst børnene alvorligt. Derfor er ærmerne smøget godt op, når arrangementet Cooking Kids for fjerde år i træk tænder for blusset i de forskellige udekøkkener. Et imponerende hold af kokkeelever, projektmedarbejdere, undervisere og kendte stjernekokke står klar med deres forskellige fagligheder for at hjælpe de mange elever, der på tværs af skolerne i København er med til konkurrencen.
Eleverne skal klassevis konkurrere i fire discipliner, der sender eleverne omkring pastamaskinen, pandekagepanden og ælteskålene. Der hakkes, snittes og røres alle vegne. Alle er i gang med noget med rene, nyvaskede hænder og håret sat op under kokkehuen.
Mad med mere
Projektleder i Børnenes Madhus, Rasmus Gøtsche, styrer programmet under Cooking Kids efter en fastlagt opskrift over de forskellige aktiviteter, eleverne dyster i. Mens alle knokler løs, fortæller Rasmus over højtalerne i gårdhaven om de stjernekokke, de er omgivet af. Senere skal de bedømme elevernes præstationer. Lyden runger rundt i gården, og der er fuld gang i køkkenerne.
I en kort pause er Rasmus til rådighed for et par kommentarer om hele eventet:
”Cooking Kids er på mange måder en rigtig god måde at starte sæsonen på i Børnenes Madhus, hvor vi året rundt har aktiviteter for de københavnske skoleelever. Vi håber, at mange af dem, der deltager, får øjnene op for de tilbud, vi har i huset, men også at der er børn, som får lyst til at prøve vores fritidsaktiviteter, der handler om madlavning,” fortæller Rasmus.
”Det hele går ud på at få børnene til gryderne på en sjov måde,” forklarer Rasmus, der mener, at en konkurrence som Cooking Kids kan være med til at åbne øjnene for nogle elever, som ellers ikke ville være interesseret i tilberedning af mad.
Rasmus kan se en fordel i, at eleverne styrker fællesskabet omkring noget andet end sport eller paratviden, der normalt er rammen om konkurrencer.
”Eleverne kan være kreative her og udfolde sig på en anden måde – det bidrager positivt til klassefællesskabet.”
Stjernedrys som ekstra krydderi
Flere af dommerne i konkurrencen kan præstere et imponerende CV af meritter fra kokkenes verden. En af stjernekokkene er franske Francis Cardenau, der tidligere har fået to Michelin-stjerner til restaurant Kommandanten.
Francis er optaget af madlavning som håndværk og mener, det er vigtigt, at børnene lærer om ordentlige råvarers betydning for kvaliteten af den mad, vi spiser. Derfor er han med som dommer. For at inspirere eleverne til at forstå mad som andet end noget man bare spiser.
”At lave mad er et håndværk, og børnene skal lære at bruge deres hænder til at producere mad, det er det bedste grundlag for at blive dygtigere til madlavning”, siger han.
Francis Cardenau opfordrer forældrene til at give plads til børnene i køkkenet derhjemme:
”Man skal ikke være bange for at have børnene med i køkkenet og lære dem at begå sig blandt gryder og pander. De er fremtiden, og de skal bringe budskabet om god mad og ordentlige råvarer med sig.”
Francis nyder at gå rundt mellem køkkenerne og tale med børnene, mens de arbejder. Han kan se, at de synes, det er sjovt at være sammen om madlavningen. Der er heller ingen tvivl hos stjernekokken om, at eleverne lærer en masse nyt, som kan ændre deres holdning til mad:
”Det er nemmere at opdrage på børnene, end det er med forældrene,” lyder det smilende fra Francis Cardenau.
Praktiske færdigheder
Ved et hjørnebord i en af køkkenboderne står det meste af 6.b. fra Husum Skole. De emmer af lige dele nerver og begejstring. Fra højtaleren tæller Rasmus Gøtsche ned fra ti. En af disciplinerne er på vej mod sin afslutning. Der heppes med taktfaste klap. Ved siden af bordet står klassens lærer Tine Frøhlke og smiler. Det er tydeligt, at hun nyder sine eleveres engagement. Da den glade larm har lagt sig for en stund, forklarer hun, hvorfor hun og klassen er med i Cooking kids:
”For det første lærer eleverne nogle grundteknikker, som vi kan bruge i madkundskab på skolen, men de får jo også en masse oplevelser fra dagen, som de kan leve højt på længe. De arbejder sammen og oplever et fællesskab samtidig med, at de konkurrerer på nogle praktiske færdigheder.”
For Tine er der ingen tvivl om, at Børnenes Madhus har formået at skabe et godt koncept, hvor børnene udfordres fagligt. De mange voksne, der er med til arrangementet betyder, at der er fuldt fokus på de konkrete opgaver i udekøkkenerne, og som lærer kan man koncentrere sig om at støtte eleverne og observere dem i arbejdet.
Mormor har en pastamaskine
For Teis og Lucas fra Husum Skole har dagen været fyldt med gode oplevelser. De er begge glade for madlavning – især Teis, der har lært at lave spaghetti fra bunden: ”Det er vildt nemt. Man skal kun bruge fire ingredienser og en pastamaskine.”
Desværre har Teis ikke en pastamaskine derhjemme, men han ved, at hans mormor har en – så det kan være, at mormor skal have frisk italiensk pasta i lange baner næste gang, Teis kommer forbi.
Drengene er enige om, at det er sjovt at lave mad og konkurrere med andre. Lucas kan også se andre gevinster ved at være med sammen med sine klassekammerater: ”Vi lærer at samarbejde og hjælpe hinanden med at blive færdige.”
Lucas er også glad for, at det netop var onsdag, klassen var med til konkurrencen: ”Det er en af de meget lange dage på skolen,” tilføjer han.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere