Søren Freiesleben, der har en fortid som lærer på den daværende Amagerbro Skole, har været konsulent på Kolonikontoret i 15 år. Søren har især stået for den omfattende kabale at få børnenes koloniønsker til at passe med emne- og kammeratgruppeønsker, alder, køn og kapaciteten på de enkelte kolonier.
Søren har desuden taget sig af koloniprogrammet, tryk og udsendelse af folderen, der skal nå ud til klasselærere, sociallærere og alle eleverne.
Når børnenes koloniønsker er indkommet i begyndelsen af marts, har han i samarbejde med de øvrige på kolonikontoret vurderet antallet af børn, særlige ønsker, antallet af koloniuger med den økonomi, der lægger rammen for, hvor mange koloniuger der kan etableres.
Desuden skal han nu stå for kontakten til de tilsynsførende, der ligesom kolonilederne har fingeren på pulsen i forhold til den daglige drift.
Hvert år inviterer kolonikontoret i øvrigt dels tilsynsførende og dels faste koloniledere fra skolerne på kursus, ligesom politikerne og BUF-direktionen er på kolonitur hvert andet år.
Nogle af de nye områder, som Søren Freiesleben nu skal administrere, er ansvaret for bygninger, de tekniske anlæg og ikke mindst udearealerne og deres anvendelse fra bålplads til boldbaner.
”Lars Fabricius efterlader kolonibygningerne i en utrolig god stand, og istandsættelsen af dem har været af høj kvalitet, så på bygningsområdet bliver det foreløbig ikke svært”, siger Søren Freiesleben, der overvejer om kolonikontoret i fremtiden kan klæde studerende, der arbejder som pædagogisk personale på sommerkolonierne på til den for nogle store og ukendte opgave.
Foreningen ønsker Søren til lykke og god vind med opgaven.
pg
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere