I år har den danske sommer ikke vist sig fra sin bedste side, men det har ikke forhindret 4000 københavnske skolebørn i at bruge en del af deres sommerferie på en af Københavns Lærerforenings kolonier rundt om i Danmark. Igen i år har der været fuldt hus på kolonierne, og mere end 800 lærere, pædagoger og studerende har knoklet for at skabe de bedste rammer for børnenes sommerferie.
I løbet af seks uger er omkring 100 kolonihold taget afsted på én eller to ugers koloni forskellige steder i Danmark fra Svaneke på Bornholm til Blokhus i Nordjylland – på almindelig feriekoloni eller en af de mange temakolonier, hvor idræt, teater, billedkunst eller dyr har været i fokus.
Kolonierne og formanden for KLF, Jan Trojaborg, inviterede som et led i markeringen af en flot kolonisæson Københavns Kommunes integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) og de radikales gruppeformand og medlem af Børne- og Ungeudvalget, Tommy Petersen, til at besøge en af feriekolonierne i den sidste uge af elevernes sommerferie.
”Vi vil gerne vise politikerne på Københavns rådhus, at sommerkolonierne er en vigtig del af børnenes ferieliv. Her kommer de ud i landet og får noget frisk luft. De er på badeture og mærker fællesskabet – og de oplever ikke mindst tid væk fra mor og far og de vante rammer,” fortæller Jan Trojaborg. Han er glad for, at der er politikere på rådhuset, som interesserer sig for det store arbejde, de mange lærere, pædagoger og studerende lægger i kolonierne hvert år.
Rundvisning i børnehøjde
Besøget fandt sted på kolonien Feriegården ved Vig Lyng, hvor 53 elever fra Ellebjerg Skole denne uge var på koloni sammen med et hold erfarne kolonivoksne bestående af otte lærere og pædagoger fra deres skole. Da Anna Mee Allerslev og Tommy Petersen ankom til Feriegården, stod en lille velkomstkomité af elever fra Ellebjerg Skole klar, som havde glædet sig til at vise politikerne rundt på kolonien.
En lidt genert start fra børnenes side blev hurtigt erstattet af en ivrig snak om alt, hvad man laver på en koloni. På rundvisningen blev borgmesteren blandt andet budt på en skål nøddemix, da hun sammen med Tommy Petersen trådte ind på et pigeværelse på kolonien. En af værelsets beboere fortalte, at de har brugt nødderne som bestikkelse, når de voksne hver morgen tjekkede, om der var ryddet ordentligt op på værelset. Ifølge pigerne gav det pote den første dag, fordi de vandt værelsestjekket til aftensamlingen. Rundturen kom dog ikke forbi drengenes værelse, for ”der lugter,” fortalte en af pigerne grinende.
Der er ingen tvivl om, at kolonien betyder en hel del for børnene. De fortalte, at de synes, det er dejligt at lære deres lærere at kende på en helt anden måde. Det samme gælder for forholdet til de andre børn på kolonien.
”Man får nye venner, for selvom man har kendt dem længe, så ser man dem på en ny måde,” fortalte de nærmest samstemmende.
Mens gæsterne blev vist rundt, var der gang i livlige aktiviteter omkring på kolonien. Et hold af børn var ved at lave en menneskepyramide, som lidt vakkelvornt blev støttet af en af lærerne. Det handler om at samarbejde, fortalte de glade rundvisere.
Relationerne fastholdes på skolen
Pædagog Jan Fugl var en af de voksne på kolonien. Han er ansat som inklusionspædagog på Ellebjerg Skole og har i de seneste fem år været med på skoleholdet, som tager på Feriegården i den sidste uge af sommerferien. Han fortalte, at han tydeligt kan mærke, at især de børn, som har det svært i skolen, har meget ud af at komme på koloni. Det ville han gerne fortælle gæsterne fra rådhuset:
”De børn, som har det vanskeligt i skolen og som ofte ender i konflikter, oplever et frirum, når de er på koloni. De mærker en frihed, som de ikke har på skolen. De oplever et fællesskab med de andre børn og de voksne. Det betyder også, at de voksne får et andet syn på børnene og bedre kan forstå dem, når de kommer i skole igen.”
Den relation, som de voksne og børnene opbygger på kolonien, holder langt ind i skoleåret, mener han.
”Når der opstår konflikter i skoletiden, så kan vi meget hurtigere løse dem, fordi vi har en anden relation til hinanden. Vi har nemlig været på koloni sammen,” fortalte Jan Fugl. Selvom der er flere end 50 børn med på kolonien, som kommer hjem med en dejlig ferieoplevelse i rygsækken, så vurderer Jan Fugl, at tre-fire stykker vokser personligt af at være med på kolonien.
I sit arbejde på Ellebjerg Skole taler Jan Fugl ofte med forældrene til elever, der oplever problemer i skoletiden. Han har derfor en særlig rolle i forældrenes øjne, som positivt medvirker til at få nogle af børnene med på skolekolonien. Han fortalte politikerne, at kolonien for mange af børnene er den eneste ferie, de får væk fra København.
”Jeg synes faktisk, det er en ligeså fed oplevelse at være på feriekoloni, som børnene synes,” fortale han med et stort smil. Sammen med kollegaen, lærer Henrik Bernth, har han været en fast bestanddel af koloniholdet på Feriegården.
I årenes løb har mange af skolens lærere været med på skift, og koloniholdet får også besøg i ugens løb fra kollegaer, der lægger vejen forbi. I år har der ifølge Henrik Bernth været flere lærere, der gerne ville med, end der var plads til.
”Vi skal værne om det her”
Som barn var borgmester Anna Mee Allerslev selv på feriekoloni med Greve Kommune, og hun husker tydeligt, hvor meget ferieoplevelserne betød. Derfor er hun også glad for at se, at de samme oplevelser også bringer glæde blandt børnene fra Ellebjerg Skole, fortæller hun til klfnet.dk.
”Det er vigtigt, at vi giver børnene det frirum, som feriekolonierne og lejrskolerne er for rigtig mange børn. Her er plads til, at man kan udvikle sig og skabe gode relationer, og det betyder noget – især når vi hele tiden taler om at skabe livsduelige og robuste børn. Rigtig mange børn vokser af at komme på koloni, og det skal vi styrke,” siger Anna Mee Allerslev, der bakkes op af hendes politiske kollega, radikales Tommy Petersen:
”Hver gang jeg besøger kolonierne og taler med børnene og lærerne, er det tydeligt, hvor stor betydning kolonierne har for at forbedre trivslen i klasserne. Børnene lærer hinanden endnu bedre at kende og former nye venskaber med børn, de måske ikke har leget så meget med før. Og lærerne får også et dybere indblik i børnenes personligheder, som gavner relationen, når de er tilbage i klasseværelset,” forklarer han.
Begge politikere er imponeret over de mange lærere og pædagoger, som hvert år tager på koloni.
”Jeg tager hatten af for, at så mange tager sig tid i deres egen ferie til at tage af sted med skolebørnene. Selvom solen skinner, og her er dejligt, så er det jo ikke et luksusophold. Man er sammen med en masse børn og voksne hele tiden, og det er tid væk fra egen familie i en uge eller mere. Det synes jeg er prisværdigt,” lyder det fra Anna Mee Allerslev.
De sidste års konflikter og debat om folkeskolen har været en hård omgang for de fleste skolefolk, og Anna Mee Allerslev forstår godt, hvis lærerne undervejs har tabt pusten og følt sig trådt på. Derfor er hun særlig glad for, at så mange lærere alligevel holder fast i sommerkolonierne.
”Det er vigtigt, at vi ikke tager lærernes engagement for givet. Vi taler meget om børnene, og det er også dem, som er i centrum, men vi skal også huske, at før børnene kan komme i centrum, så er der nogle voksne, som skal være ildsjæle, og som skal have lyst til at tage herop på sommerkoloni – det er der rent faktisk ikke ret mange mennesker, der gider i dag.”
Hun fortæller, at besøget på Feriegården sammen med Københavns Lærerforenings Kolonier har styrket hendes indtryk af koloniernes betydning for børnenes trivsel og udvikling. Hun mener også, at lejrskolerne skal prioriteres, så de ikke forsvinder ud af skolernes budget, og vil derfor se nærmere på, om man på det område kan gøre noget på rådhuset for at fastholde eller styrke skolernes mulighed for at komme på lejrskole flere gange i løbet af elevernes skolegang, understreger hun til klfnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere