Til trods for det alvorlige emne blev der også grinet højlydt i Københavns Madhus’ kantine, da københavnske og frederiksbergske lærere var til fyraftensmøde om stress med TV-læge Peter Qvortrup Geisling.

TV-lægen  Peter Qvortrup Geisling gennemgik nøgternt, men på en forløsende humoristisk måde levetidsstatistikker, i tabeller og grafer, for de tilstedeværende. 

Danskernes levetid er steget markant gennem de seneste 50 år, men set i et større perspektiv er vores levetidsalder på højde med Albanien. Det er bekymrende, når vores naboer i Norden lever betydeligt længere. Rygning, alkohol, inaktivitet og højt blodtryk ligger øverst på listen over faktorer, som napper år af vores gennemsnitsalder i Danmark.

Den næste store udfordring i vores samfund er stress. Hver 4. sygemelding i Danmark skyldes stress. Konsekvenserne af ubearbejdet stress kan være langtidssygemeldinger, og i værste fald kan det have dødelig konsekvens. Hvert år dør 1.400 danskere af stress. Det er derfor vigtigt, at samfundet og den enkelte tager problemet alvorligt og anerkender stress som en sygdom, der kræver opmærksomhed og behandling.

Peter Qvortrup forklarede de biologiske processer, som vores krop sætter i gang, når vi bliver stressede. Stress viser sig på mange måder, og fysisk kan man mærke stress ved flere symptomer. Det vigtigste signal er dårlig nattesøvn.

TV-lægen understregede, at alle kan sove dårligt én nat eller to, og det kan skyldes flere forskellige faktorer. Men hvis man ikke kan falde i søvn, fordi man ligger og spekulerer over ting, man skal huske, eller opgaver der ligger og venter, så er det et signal om, at kroppen er stresset. Det skal man gøre noget ved, for det er ‘det vigtigste opkald, man får fra sin hjerne’, som Peter Qvortrup udtrykte det.

I temanummeret om arbejdsmiljø og stress i KK 14 sidste år, som kan læses på klfnet.dk - kan du se, hvilke signaler du skal være opmærksom på, hvis du føler dig særlig presset.

Peter Qvortrup mener, at alle bør give deres liv et serviceeftersyn. Hvis opgaverne hober sig op om ørerne, så det er svært at følge med. Så er det ikke den enkelte, den er gal med, men kalenderen der 'er syg'.

Stress er en sygdom, der kan overvindes, og udsigterne for fremtiden er gode, men det tager tid at komme sig over stress – først og fremmest skal man erkende sine begrænsninger og lytte til de signaler kroppen sender.

dr.dk/sundhed kan du læse mere om stress.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.