Skolernes tidligere borgmester Per Bregengaard er nu blevet foreviget, som borgmestre bliver, i form at et portrætmaleri, der hænges op på væggen i Magistratssalen på Københavns Rådhus.

Værket blev afsløret fredag 7. december, og der blev nikket og klappet til anerkendelse af de fremmødte, der bestod af mange tidligere samarbejdspartene, ex- og nuværende borgmestre og medlemmer af Borgerrepræsentationen.

Det særlige ved begivenheden var egentlig, at den overhovedet blev til noget, for da Per Bregengaard gik af som borgmester, tilkendegav han, at han ønskede, at elever på Billedskolen i Tvillingehallen skulle forevige ham.

Det blev af borgerlige politikere opfattet som en provokativ krænkelse af den elitære kunstforståelse, for havde BR ikke netop vedtaget kriterier for portrætmaleres kvaliteter – enten skulle de have fuldendt uddannelse på Det Kongelige Kunstakademi, eller også skulle de som selvlærte have åbnet døre for sig på censurerede udstillinger. Og hvilke Billedskoleelever havde det på deres CV?

Forevigelsen af Per Bregengaard blev stillet i bero i en rum tid, men efter at bølgerne havde lagt sig, fik billedkunstner Anne Maria Udsen, der har undervist i mange år på Billedskolen, til opgave at male portrættet med inspiration fra sine Billedskoleelever.

En meget engageret borgmester

Ved afsløringen af maleriet omtalte børne- og ungdomsborgmester Anne Vang sin forudgående borgmesterkollegas kompromisløse indsats for byens børn og deres skoler – en passion der ind imellem havde trukket ham ind i værdipolitiske kampe.

”Du har en legende tilgang til livet, højt til loftet, er glad for at sidde på en cykel, går ikke meget op i formerne, hader salmevers af et godt hjerte og har en filosofisk og flerkulturel tilgang til religionsfaget”, lød Anne Vangs beskrivelse.

Per Bregengaard kunne nærmest bekræfte beskrivelsen og huskede udmærket de kunstneriske fejder, dengang portrætopgaven skulle placeres. Hans affektion for børnekunstnere blev af nogle medlemmer af Borgerrepræsentationen betegnet som ’det-rene-Kim-il-Sung’ – med henvisning til den tidligere store leder i Nordkorea.

Hovedmand bag børnekulturelt centrum i Brune Kødby

Anne Maria Udsen sagde før afsløringen af portrættet, at Billedskolens elever havde været til stor inspiration. Konkret var det dem, der havde forlangt Per Bregengaards cykel med på billedet, når nu den er en så stor og betydningfuld del af hans liv.

Hans sagnomspundne tand af en moskusokse, som han altid bærer i et læderbånd om halsen, har naturligvis også en fremtrædende plads, som matcher den skrøne, der beskriver, hvordan han modigt fik den hænderne.

”Du er et meget engageret menneske, en glad og visionær person. Vi elskede dig som borgmester, og du støttede op om Billedskolen”, sagde Anne Maria Udsen til dagens portrætterede, der har hovedæren for, at der findes et enestående børnekulturelt centrum i Brune Kødby bestående af Billeskolen, Musikskolen og Teaterbutikken.­­

pg

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.