Det så lidt svært ud op til sommerens kolonier. Adskillige tydede på at blive aflyst, fordi det var udfordrende at finde personale. Men med en stor indsats fra både medier, foreninger, forvaltningen, TR’er, studerende og ikke mindst tidligere personale lykkedes det at gennemføre 82 ud af 85 hold. Og på de tre hold, der blev aflyst, fik alle børn et andet kolonitilbud, som de fleste takkede ja til.
”Det har været optur for os her på kontoret. Vi ved, hvor meget kolonierne betyder for de her børn,” siger Christoffer Søe, der er leder af Kolonierne ved Københavns Lærerforening.
Han vil gerne sende en specifik tak til en række medier, heriblandt TV2 Kosmopol, P4 Københavns formiddags- og eftermiddagsprogram, Politikens bagside og Radio 4. Desuden vil han også gerne takke Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, TR’erne rundt på skolerne, Lærerstuderendes Landskreds og al tidligere personale, der har været gode ambassadører.
”Det har været dejligt at følge, at stort set alle kolonierne blev til noget. Det er svært, når en koloni man har planlagt, truer med ikke at blive til noget. Både for os – og endnu mere for børnene. Men som det gik, har børnene jo ikke mærket noget – de er bare kommet afsted. Så stor tak til alle, der hjalp med at skaffe personale,” siger Christoffer Søe.
Børnene bliver 10 centimeter højere
Flere end 3000 børn blev sendt af sted på kolonierne i løbet af sommeren. Og det er vigtigt, at børnene kommer afsted. For nogle børn er der nemlig ikke udsigt til andre ferier i løbet af sommeren. Prisen for en koloni afhænger nemlig af de enkelte familiers økonomiske situation. Nogle børn kommer afsted helt uden at betale for det. Knap 600 børn var i år med på den ordning.
”At skabe sommerkolonier til børn er vores kerneopgave. Det skaber glæde, at alle har mulighed for at komme på ferie, og det betyder meget for børnene, at de kan komme tilbage i skole og fortælle, at de har været på ferie,” siger Christoffer Søe.
Formanden for Københavns Lærerforening Katrine Fylking er helt enig i vigtigheden af kolonierne.
”Det gør en stor forskel for de børn i forhold til trivsel. Vi plejer at sige, at de er blevet 10 centimeter højere, når de kommer hjem fra koloni,” siger hun og fortsætter:
”Når børnene kommer tilbage i skole, kan de fortælle, at de har fået nye venner. Oveni i det har de været sammen med voksne på en anden måde, end de plejer. Så jeg vil også gerne sende en kæmpe tak til alle dem, der var med til at få kolonierne til at lykkes. Og jeg er fortrøstningsfuld i forhold til næste år – der skal det nok lykkes igen.”
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere