Overborgmester Frank Jensen var i strålende form til vælgermøde på Amager Fælled Skole sammen med BU-borgmester Jesper Christensen.

Tekst og foto: Morten Jensen

Trods overborgmesterens indledende kærlighedserklæring til folkeskolen som den allervigtigste lighedsskabende institution i samfundet, er det overordnede budskab fra Socialdemokraternes spidskandidat til de fremmødte partisoldater, skoleledere og skole-interesserede:

”Vi skal turde sige: det kan gøres bedre!”

Novembermørket er tæt uden for vinduerne på Pædagogisk Center på Amager Fælled Skole, og deltagerne til vælgermødet luner sig på den socialdemokratiske kaffe og gulerodskage, mens Frank Jensen og den nybagte børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen fremlægger deres vision for folkeskoleområdet i København efter kommunalvalget tirsdag 19. november.

Tre mål for folkeskolen

Overborgmesteren taler med eftertryk om sit partis tre overordnede mål for dets folkeskolepolitik, der skal udbredes med den nye folkeskolereform:

- Trivslen på byens skoler skal være i top; alle børn skal opleve ligeværd og lige muligheder, så de kan profitere mest muligt af undervisningen.

- De faglige præstationer til 9. klassernes afgangsprøver skal hæves, så Københavns skolevæsen kommer op over landsgennemsnittet.

- Sygefravær og medarbejdertrivsel skal forbedres, og midlet er efteruddannelse af skolelederne, så de i højere grad end nu fremstår som faglige fyrtårne og stærke ledere for lærerne.

Truslerne der bare er et løfte

Tilhørerne i salen udstråler almindelig tilfredshed over de smukke hensigter, men der ryger temmelig mange øjenbryn i vejret, når de to borgmestre kommer nærmere ind på de konkrete tiltag, de har i støbeskeen.

Skoleledernes kompetencer vender Frank Jensen tilbage til adskillige gange under sin tale, og det afføder spørgsmål fra de tilhørende, som spørger til overborgmesterens usædvanlig bombastiske udmeldinger tidligere på efteråret, hvor han varslede, at det bliver nødvendigt at skille sig af med de københavnske skoleledere, hvis skoler ikke leverer de ønskede resultater.

- I København går 24 procent af børnene i et privat skoletilbud, og når forældrene ikke stoler nok på folkeskolen til at sende deres børn derhen, er vi nødt til at sende et fuldstændig entydigt budskab til den gruppe – og kun et!

- I erhvervslivet kalder de strategien for et ’turnaround’, og vores turnaround i forhold til de tvivlende forældre er, at vi skifter dårlig ledelse ud.

- Det er ikke ment som en trussel, men som en garanti til forældrene om, at der bliver taget konsekvenser over for dårlig ledelse.

Høflig debat på AFS

Spørgelysten er stor blandt tilhørerne, da de to borgmestre har afsluttet deres båltaler. Frank Jensen responderer med glimt i øjet på de kritiske og sobre spørgsmål om reform, inklusion, lærernes tilstedeværelsesgrad og fritidshjemmenes fremtid, mens Jesper Christensen tager sig af de mere tekniske svar om budget og renovering af bygninger.

En del spørgsmål går på den kommende struktur med længere skoledage og kortere fritidsliv helt fra 0. klasse, og det pres, det vil lægge på skolernes faciliteter og lærernes arbejdsglæde, når alle skal være til stede i mange flere timer i de i forvejen snævre rammer.

Overborgmesterens svar er, at skolen skal lukkes mere op og søge samarbejde langt mere ude i lokalsamfundet, sportsklubber, erhvervslivet og kulturinstitutionerne:

- Forårets lockout er mange lærere sure over, og det har de en god grund til. Men den eneste måde, vi kan gennemføre målene i folkeskolereformen, er ved mere samarbejde, og derfor skal lærerne være på skolen.

- Mange lærere har sagt til mig, at de efter deres undervisning har brug for den pause, det giver at cykle igennem byen, inden de skal forberede sig til næste dags undervisning.

- Den pause har børnene jo også brug for efter skoletimerne, og derfor skal lærere og børn da ud i luften og tage den pause sammen, siger Frank Jensen og takker de oplagte og engagerede tilhørere for et vellykket vælgermøde på Amager Fælled Skole.

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.