Trods årelangt fokus er lærere i København fortsat plaget af vold, trusler og chikane

KLFnet sætter fokus på vold, trusler og chikane i den københavnske folkeskole i en aktuel artikelserie. Vi ser på den stigende tendens med udadreagerende børn og unge, og hvordan det påvirker de professionelle i skolen. Vi taler med forvaltningen, lærerne fagforeningen og forskerne for at afdække problemets omfang og karakter. Samtidigt søger vi efter løsninger på problemet. Links til de øvrige artikler findes i artiklen.

Det er velkendt at lærere på københavnske folkeskoler oplever vold, trusler og chikane fra elever. Den seneste trivselsmåling fra 2019 viste, at 25 procent har oplevet fysisk vold fra elever. I 2017 var tallet 14 procent. Også hvad angår chikane og trusler er kurven opadgående.

Sagerne om fysisk vold spænder vidt. Fra niv og spyt til kvælertag. Adfærden, der særligt viser sig i indskolingen, går ud over læring og trivsel hos børnene og skaber et ubehageligt, frustrerende og ødelæggende arbejdsmiljø for lærerne. 

LÆS OGSÅ: "Her står man så – totalt magtesløs"

”Det må altså stoppe det her. Der er noget, vi som samfund gør forkert. Både over for de nye lærere og over for de gamle, men sgu også over for børnene,” siger en kvindelig lærer på en almen folkeskole, der ønsker at være anonym. KLFnet er bekendt med kildens identitet.

Stor opmærksomhed

Stigningen i antallet af tilfælde kan både skyldes, at der reelt er flere elever, der er udadreagerende og krænker lærerne fysisk og verbalt. Men det kan også skyldes mere opmærksomhed på problemet og en stigning i antallet af anmeldelser. Faktum er dog, at nultolerance-politikken, der blev vedtaget tilbage i 2011, ikke har nedbragt volden og chikanen, tværtimod. 

”Der er ellers - hele vejen rundt - stor opmærksomhed på det. Hos vores direktion, vores skoleledere, vores Børn- og Ungeudvalg og i kommunens MED-sekretariatet, der skal støtte skolerne i at finde bæredygtige løsninger. Alligevel står vi fortsat med store problemer, og det er frustrerende,” siger formand for Københavns Lærerforening, Lars Sørensen.

Et broget billede

Nultolerance betyder, at skolerne - det vil sige ledelsen på skolen - skal reagere, når der er elever, der udviser krænkende adfærd. Skolen skal altså have en politik, og den skal følges. Københavns Lærerforening lavede i starten af året en rundspørge blandt 51 tillidsvalgte, hvor de blev spurgt, om de oplever, at voldsprocedurene på skolerne bliver fulgt. Svarene afspejler en meget forskelligartet - og nogle steder lemfældig - omgang med nultolerancen. Nogle lærere svarer, at de ikke ved, hvor skolens voldspolitik findes, andre påpeger, at den mangler at blive opdateret, og flere nævner, at det ikke er altid, hændelserne bliver registreret. 

LÆS OGSÅ: Puf, riv og tilsvining: Det er bare hverdag

I kommunens seneste trivselsundersøgelse fra 2019 svarer 22 procent af de adspurgte lærere nej til, at der bliver gjort en indsats mod fysisk vold på deres arbejdsplads.  

‘Vigtige dokumenter’

Alexander Kraft-Nielsen, der frem til sommerferien var lærer og tillidsrepræsentant gennem tre år på Bellahøj Skole, er en af de lærere, KLFnet har talt med siger:

”Min oplevelse er, at man desværre - på nogle skoler - laver et dokument med en handleplan. Den putter man så i en mappe i Office 365, som man måske kalder ‘vigtige dokumenter’, og herefter er der ikke nogen, der ser mere på det.”

På hans egen arbejdsplads Bellahøj Skole har man udarbejdet en ny procedure for, hvad der skal ske, når personale har været udsat for - eller været vidne til - krænkende adfærd på skolen. 

Klart og tydeligt

Ordet ‘tolerere’ kan oversættes med ‘bære over med’ eller ‘acceptere’. Alle kan være enige om, at man ikke skal acceptere vold, trusler og chikane. Men én ting er ord, noget andet er handling i forhold til at efterleve nultolerancen. Skal man nedbringe volden, er klare og tydelige budskaber om, hvordan man handler helt afgørende, påpeger cand.psych. og seniorforsker ved Aarhus Universitet/Arbejdsmedicin, Regionssygehuset Herning, Lars Peter Sønderbo Andersen, der er i gang med et forskningsprojekt omkring vold og trusler i folkeskolen.

”Nultolerance betyder, at der er noget, man ikke vil finde sig i. Men det skal jo så være tydeligt og klart for alle, hvad det er, man ikke tolererer, og ikke mindst hvordan man følger op, hvis grænser overskrides. Så alle kan se, at vi på vores skole er bevidste om det her, står sammen om det, er enige om det og arbejder systematisk med at registrere det og handle ud fra det. Den tydelighed skal komme fra ledelsen, bakket op af arbejdsmiljøorganisationen,” siger han.  

Højeste prioritet

Lars Sørensen, KLF’s formand siger, at han sådan set ikke ser nogen, der spænder ben for, at man kommer i mål med nultolerance. Men han ser, at indsatsen mod vold, trusler og chikane ikke prioriteres nok af skolerne. Det bør stå øverst på dagsordenen, mener han. 

”Man er nødt til at sadle om og sige: det her skal være en primær indsats. Jeg var for nylig på en skole, hvor de godt nok havde en indsats på området, men det var så sammen med 4-5 andre indsatsområder. Det KAN man simpelthen ikke magte, man kan ikke lave det hele, og have en masse forskellige tiltag samtidig. Derfor må man prioritere, og jeg mener bestemt at forebyggelse af vold, trusler og chikane bør være topprioritet.”  

“Må lægge mere tryk på”

Den administrerende direktør for Børne og Ungdomsforvaltningen i København Tobias Børner Stax vil ikke reducere indsatserne i folkeskolen til ét fokusområde, siger han.

”Det er svært at gøre det så enkelt, og politikerne har jo en legitim ret til at pege på, hvad de mener er vigtigt at forankre. Mit vigtigste fokus er, om vi får sendt børn godt i vej efter 10 år i folkeskolen. For at lykkes med det er det centralt at kunne rekruttere, fastholde og optimere medarbejdernes dagligdag og virke, og så skal de jo ikke opleve sig udsat for vold og trusler. At det sker er et vigtigt symptom på, at vi ikke får løftet de vigtigste opgaver,” siger han.

Tobias Børner Stax mener, der er adskillige forklaringer på, hvorfor niveauet af vold og trusler er så højt, og hvorfor ti år med nultolerancepolitik ikke har virket.

”Man skal ikke male sig op i en krog i forsøg på at forklare det her, for det er komplekst. Der sker noget i forventningerne fra forældregrupper, i børnefællesskaber, i børns sociale relationer, i vores fagprofessionelle hoveder ligesom de økonomiske rammer spiller en rolle. Der er mange faktorer i spil.”  

Flere end hver femte lærer peger i kommunens egen undersøgelse på, at der ikke bliver gjort en indsats mod fysisk vold på deres arbejdsplads. Hvordan vil du sikre, at det sker?

”Udmeldingen fra HovedMED er, at det her skal sættes på dagsordenen lokalt. Jeg oplever, at nogle ikke har gjort det, og så må jeg finde ud af, hvordan jeg kan lægge mere tryk på. Der er måske dele af vores sektor, der ikke fungerer, som vi gerne vil have den, og i skoleverdenen er vi ikke så langt med at implementere vores MED-aftale, som vi eksempelvis er på det pædagogiske område. Vi må have en grundlæggende diskussion om, hvorvidt det er rullet ud i de yderste led i organisationen. Det er arbejdsgiverens ansvar, at der tages en dialog om- og arbejdes med det lokalt, så vi forholder os til, at kolleger udsættes for krænkende adfærd. Det er ikke meningen, at man skal komme i den situation,” siger han. 

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.