Med inklusion som opgave skal vi fokusere på det enkelte barn og arbejde på tværs af faggrupper og forvaltninger - stor inklusionskonference.

Tekst og foto: Peter Garde

”Vi skal se på det enkelte barn og den enkelte unge og finde frem til det tilbud, der giver den bedste trivsel og faglighed. Vi har bremset væksten i børn, der kommer i specialtilbud, men vi går ikke efter faste måltal for inklusion."

"Inklusion skal være godt for den enkelte og godt for de andre i klassen”, sagde børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev ved konference om ’Inklusion, fleksible tilbud og tværfagligt samarbejde’, der levede op til dagens pointe – ’tværfaglighed’ – arrangeret som den var af BUF, SOF, Københavns Kommunale Socialrådgivere og Københavns Lærerforening.

Socialborgmester Jesper Christensen var enig med Pia Allerslev i sin beskrivelse af indsatsen for børn og unge og tilføjede, at der er gjort en stor indsats for at koordinere samarbejdet mellem BUF og SOF, for det er ikke en opgave, der kan løses af én forvaltning og dens medarbejdere.

”Vi skal have en dialog på tværs af fagligheder, så vi kan løfte de udsatte børn og unge. Det er her, inklusion kommer til at fungere – opskriften er fokus på den enkelte og faglighed på tværs,” sagde Jesper Christensen, der beklagede, at mange gode nye initiativer er druknet lidt i få dårlige historier, der vækker stor opsigt.

Jesper Christensen understregede også, at skolesocialrådgiverne har været et stort og positivt tilskud til det sociale arbejde for børn og unge og deres familier, og han håbede meget, at ordningen kan fortsætte – eller måske nærmere overleve næste budgetforlig.

Efter borgmestrenes indledende oplæg stillede de op til at svare på spørgsmål fra de omkring 150 deltagere i auditoriet på Peder Lykke Skolen.

I deres svar lovede de blandt andet at arbejde for større gennemsigtighed og smidighed i sagsbehandlingen, der kan virke uforståelig for nogle borgere. Også differentieret inklusion og glidende overgange er på deres arbejdspapir, så der kan arbejdes med mellemformer, der passer til og designes til den enkelte elev.

Her er vi i dag

Kontorchef Nina Hemmersam, Specialområdet i BUF, gav derefter en detaljeret gennemgang af, hvor Specialreformen / inklusionsprojektet befinder sig i dag.

Hun sagde, at væksten i henvisninger til specialtilbud er stoppet efter i en årrække at have accelereret voldsomt, men der sker alligevel stadig en udvidelse af området på grund af den store tilflytning til København.

Nina Hemmersam beskrev desuden en lang række initiativer på området fx tilknytningen af inklusionspædagoger, driften af ressourcecentre og forskellige former for fleksible tilbud. Hun understregede, at udviklingen af inklusion er en vedvarende proces.

Workshops

Eftermiddagen bød derefter på fire workshops – af dem kunne to vælges.

1. Utterslev skole præsenterede deres ressourcecenter, hvor skolen arbejder med faglige og sociale ugentlige mål for eleverne, tydelige kontrakter og dialog møder med forældrene.

2. Frejaskolen fortalte om deres kompetencecenter, som lærere, team og ledere kan kontakte uden bureaukratiske barrierer pr mail og telefon.

3. Skolen på Islands Brygge fortalte, hvordan de bruger inklusionspædagogen, og hvordan han kan bidrage til lærernes opmærksomhed om en elev.

4. Socialrådgivere og samarbejdspartnere fra ressourcecentre beskrev deres tværfaglige samarbejde om elever, der har eller kan få brug for støtte.

Man har altid udskilt elever

Eftermiddagen blev afsluttet af Lasse Rydberg, tidligere skoleleder ved Strandparkskolen, der gav en historisk billede af udskillelse af elever og bevægelser i den modsatte retning.

Han fortalte, at den første specialskole i Danmark havde betegnelse af ’helbredelsesanstalt’, og at der altid – også i dag – indgår moralske vurderinger i beskrivelsen af specialbørn.

I dag udskiller man ganske vist ved hjælp af diagnoser i et forsøg på at befri børnene for moralske vurderinger, og antallet af diagnoser er nærmest eksploderet.

”Det ville være dejligt, hvis man kunne værdsætte børn for det de er og ikke på trods af det, de er,” var hans overvejelse.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.