Tekst og foto: Peter Garde
I år deltog 120 tr-repræsentanter på skolerne i kurset, der fandt sted på LO-Skolen i Helsingør. En række fremragende oplæg indkredsede nogle af tidens varme emner.
Det overordnede tema trak tråde til tillid, ledelse, økonomi, krise, den offentlige sektor, demokrati, innovation, værdier – og ikke mindst hvad du selv kan gøre.
Som svar på det sidste: som lærer kan og skal du bruge vrede og frustration konstruktivt, mobilisere alle dine kræfter, intuition og kreativitet, være aktiv og ikke passivt resignere, stimulere de positive følelser, kæmpe for det du tror på, søge netværk og fællesskaber, kommunikere ad de kanaler du har adgang til, fremvise det du kan og udretter, for al fornyelse og innovation kommer nedefra - altså fra dig og dine kolleger.
Vær aktiv!
Den første kursusdag blev indledt af Tine Hansen, konsulent i Eukairia, med en introduktion til tillidsbaseret ledelse som styringsredskab i den offentlige sektor.
Nu og fremover skal det offentlige producere mere for mindre, og hvordan gør vi det uden at dø af det?
New public management har nået sine grænser og er blevet en hindring for videre udvikling. De standardiserede løsninger dur ikke, når den enkelte elev er kommet i centrum. Den standardiserede enshed er ikke brugbar, når komplexiteten forøges.
At vise tillid rummer altid en risiko for svigt, men tillid rummer et stort potentiale for værdiskabelse gennem social kapital og personligt engagement.
Hjerneforsker og professor Kjeld Fredens talte om, hvordan vi kan blive bedre rustet til at takle de mange forandringer, vi møder. Hvordan kan vi være med til at forme den fremtid, vi er en del af?
Jo, innovation kommer nedefra, den kan ikke ledes fra et skrivebord. Vi skal bruge vores intuition, og handle aktivt og ikke fryse fast i surhed – så kan vi være med til at forme udviklingen.
Den skole, de nu har skabt med reformen, vil kvæle kreativitet og innovation, var professorens melding.
Økonomi og krise
Direktør i Lærernes Pension, Paul Brüniche Olsen, gav et underholdende rids af den økonomiske krise og dens bestanddele. Vi er ikke igennem krisen, og verden har aldrig tidligere oplevet en tilsvarende krise.
Desuden gennemgik Paul Brüniche arbejdsmarkedspensionernes historie og udvikling gennem 50 år og fastslog, at vi har verdens bedste pensionssystem, hvad der også er anerkendt internationalt.
Analysechef i tænketanken Cevea, Jens Jonatan Steen, beskrev fremtidens offentlige sektor og de aktører og dagsordener, der påvirker den. Også han beskrev den økonomiske krise og dens delkriser og gav desuden politiske vinkler på fortolkninger og løsningsintitativer – herunder den tvivlsomme nedskæringspolitik, som også Danmark fører på nogle områder.
Effektiviseringen af den offentlige sektor har nogle absurde følger. For eksempel er der gennem de senere år 10 procent færre lærere ansat i folkeskolen, mens antallet af administrative djøf’ere er steget 118 procent.
En KL-chef har begrundet det med, at det kræver flere administratorer at gennemføre effektiviseringer, derfor har det været nødvendigt at skille sig af med tusindvis af lærere.
Jens Jonatan Steen beskrev new public management som ’en muterende velfærdsvirus’, der reproducerer sig selv ud i alle hjørner.
Vores værdier og levemåde
Endelig gav kommunikationsrådgiver og livsstilsekspert Henrik Byager en underholdende beskrivelse af tiden og os menneske, måden vi lever på og det, der optager os.
På skoleområdet så han en udvikling, hvor folkeskolen er en fabrik, der skal ruste børn til at lykkes i en svær verden. Og han opfordrede lærerne til at tage stoltheden tilbage og vise deres kærlighed og kompetence, så vi kan bygge bro mellem forældre og politikere.
Også han opfordrede til at droppe surhed og klynkeadfærd udadtil og mobilisere os i kommunikation med omverdenen og folde engagementet ud.
TR-Tema sluttede med et gruppearbejde arrangeret som en skattejagt med Lov 409 som emne.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere