Værdifuldt skolebesøg

Jonas Bjørn Jensen var blandt de 11 københavnske politikere, der mandag besøgte en folkeskole i København på opfordring fra KLF. På Vesterbro Ny Skole tog tillidsrepræsentant Per Norman Hansen imod det socialdemokratiske medlem af Børne- og Ungdomsudvalget.

Skolebesøget blev til en rundvisning med interessante samtaler om forberedelseslokaler og tid, skolereform og fleksibilitet. Det var en nysgerrig og skoleinteresseret politiker, som havde valgt at afse noget af formiddagen til at blive klogere på den virkelighed, som lærerne oplever.

I et forberedelseslokale tæt på personalerummet møder vi en gruppe lærere, der forbereder deres undervisning.

Jonas konstaterer, at lokalet er fint rummeligt og suppleres af Per, som fortæller, at teamet, der har lokalet, er blandt de lærere, der nok er mest tilfredse med deres forberedelsesfaciliteter. Politikeren Jonas, hiver sin mobil frem og spørger, om han må tage et foto af lokalet. En lærer kigger op fra sin bog og spørger ligeud:

”Hvem er du?” og får hurtigt og venligt præsenteret Jonas som medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, på skolebesøg. Fototilladelsen er straks bevilliget med gensidige smil. Lærer Mette Nørgaard, som sidder ved et af bordene, byder ind i samtalen:

”Det er fint nok med det her lokale til de ’løse’ ting, men hvis man skal holde et møde med forældre, en kollega eller skolepsykologen  – så har man brug for et lukket rum med et bord og nogle stole. Rammerne er ikke optimale her”.

For Mette er det centralt, at man ikke skal rende rundt og lede efter ledige lokaler, når man skal holde møde. Det er heller ikke rimligt at skulle anvende et klasselokale som møderum. Det samme gælder for kopierings- og printmulighederne. Hvis kopimaskinen er ude af drift, kan man pludselig ikke printe sine dokumenter. Det er de små og stor bump på vejen, som forhindrer et optimalt arbejdsklima.

Jonas nikker anerkendende og byder ind med et forslag, som tidligere har været i spil i B&U udvalget.

”Vi overvejede på et tidspunkt, om at man kunne finde penge til at ansætte HK’ere til at løse opgaver som kopiering og mødebookning, så noget af presset kommer væk…”.

Det har Mette umiddelbart svært ved at se ideen med. For hende handler det ikke om hjælp til kopiering.

”Det er da super at kunne sætte andre til at kopiere, men så skal man være i rigtig god tid – og hvis jeg er i rigtig god tid, så kan jeg godt nå selv at kopiere. Så det er ikke dér, jeg synes, det er vigtigst at bruge penge”.

Det lader til, at Jonas godt kan se argumentationen fra lærernes side. Der er behov for mødelokaler og rum til at kunne telefonere fortroligt.

Den gamle Vesterbro-skole tager sig flot ud efter renoveringen. Charmen ved skolens bygninger tiltaler Jonas. Vi bevæger os rundt, op ad trapperne sammen med glade, larmende børn som hopper, løber og lister ned til frikvarter. Vi træder ind i endnu et forberedelseslokale, som tidligere har været lejlighed for skolebetjenten for år tilbage.

En glad og smilende lærer vandrer hjemmevant ind i ’lejligheden’, som har et gammelt køkken, der fortsat fungerer. Der virker meget hjemligt. Endnu et par lærere støder til. Nu er der lige 15 minutter til at åbne computeren, drikke en kop kaffe og tale sammen. Der bliver hilst og smalltalk’et lidt frem og tilbage. Lærerne er glade for de ’hyggelige’ rammer. Men de sidder isoleret fra deres kollegaer, som i nogle tilfælde også søger til deres baser forskellige steder på skolen. Det opleves defragmenteret. Får de overhovedet talt med hinanden, når de sidder i deres egne små rum?

Per foreslår, at vi går i skolegården og tager en gårdvagt. I skolegården møder vi Hans Grølsted. Han er pædagog i en kombineret stilling på skolen. Halvdelen af tiden på skolen og resten på fritidshjemmet. Hans ser frem til at skulle evaluere skolereformens indtog på skolen. Der er mange ting som virker tilfældige, og der er behov for at få drøftet tingene sammen. Hvornår skal pædagogerne forberede den understøttende undervisning, de står for, men ikke har ansvaret for? Hvordan kan samarbejdet med lærerne tilrettelægges hensigtsmæssigt?

Hans oplever, at det klart er lærerne, der er mest pressede af reformen og rammerne for arbejdstiden. Samtalen når ikke videre. En lille grædende dreng søger trøst i armene på Hans som straks forlader os.

I indskolingens gård er der mange børn, og decibelniveauet når nye, udfordrende højder. Der skal tales højt og delvist mundaflæses for at høre hinanden. Der er børn alle vegne. Da klokken ringer ind til time, står vi tilbage i den næsten lydtomme gård. Men det runger stadigvæk i vores ører.

Jeg spørger Jonas om han kan forestille sig, hvordan det er at undervise to lektioner, være gårdvagt i den her larm og så undervise igen et par lektioner, spise med eleverne og så sætte sig til forberedelseslokalet og arbejde effektivt?

Han er helt med på, at det kan man ikke bare. Der skal etableres noget særligt, når man er ’på’, og man kan ikke bare tage et break midt i det hele.

”Man er nødt til at forstå, at folk arbejder forskelligt. Nogen kan godt gå ind og ud af forskellige situationer, og andre kan ikke”, konstaterer han.

Jonas Bjørn Jensen kan godt se, at der er behov for fleksibilitet. Han er også med på, at der kan ske ændringer i måden, tingene er tilrettelagt på, men mener samtidigt, at det er for tidligt at lave om på forholdene nu. Han mener, at reformen skal have tid til at bundfælde sig, men kan ikke se noget i vejen for, at fleksibiliteten finder vej ind på skolerne. 

Vi bevæger os ind i den nærliggende opgang i skolegården og helt op i toppen. Samtalen mellem Per og Jonas fortsætter, mens vi går op ad trapperne. Vi stopper uden for en dør til endnu en ’forberedelseshule’. De taler om 6. ferieuge.  På Vesterbro Ny Skole må maksimalt halvdelen af et team afholde ferieugen. Resten skal enten have ugen indregnet i deres årsnorm eller have den udbetalt.

”Helt normaliseret er vi altså ikke”, problematiserer Per, som efterlyser tydelige formuleringer i Forståelsespapiret, hvor 6. ferieuge fremgår som en mulighed og ikke en ret . Det vækker undring hos Jonas: ”Det var jo ikke meningen”. 

Døren gør op imellem os, og en lærer dukker op med skraldeposer i begge hænder. Hun skal ned i gården, og vi skal ind på gangen.

I det første rum på vores højre hånd har lærerne inddraget et gammelt badeværelse, som nu er kombineret med et køleskab og et velasorteret kaffebord med elkedel og pulverkaffe. I samme rum er et gammelt badekar og en håndvask. Jonas er forundret og tager sin telefon frem igen. Per forklarer, at der naturligvis er et personalerum, men lærerne synes, der er langt mellem forberedelsesfaciliteterne og kaffemaskinen i den anden ende af bygningen. Derfor har de inddraget badeværelset i den gamle lejlighed.

Læreren der før bar skraldeposer ud, er tilbage i et tilstødende lokale. Hun er ved at sætte en ny pose i skraldespanden da vi kommer ind. Der bliver hilst og undskyldt for den dårlige lugt i lokalet. Skraldeposerne har stået weekenden over. Lærer Stine Hansen fortæller, at hun nu har 90 minutters forberedelse. Det er hun glad for. De fleste lærere på skolen har fået samlet deres forberedelsestid i bånd af to lektioners varighed. Det giver tid til at komme godt i gang med opgaverne. I forberedelseslokalet er der plads til 12 lærere, men de er højst 7 lærere, der forbereder sig samtidigt i lokalet.

”Bare det, at der er 7, der forbereder sig her, kan være en udfordring. Vi mangler også et møderum heroppe”, siger Stine.

Stine fortæller, at hun er rigtig glad for den fulde tilstedeværelse. Nu kan hun holde fri, når hun tager hjem og i ferierne. Til gengæld synes hun det er ærgerligt, at der ikke er nogen større fleksibilitet, så hun fx kunne arbejde nogle få dage i vinterferien. Det må hun ikke – hun har spurgt!

Jonas spørger Stine, om hun kunne nævne én ting, som hun gerne ville have ændret. Stine svarer resolut, at hendes største udfordring var først på året, hvor der ingen fleksibilitet var. Det er blevet bedre, fordi der nu er åbnet op for noget ’flex’ i hverdagene. Det vil hun gerne have mere af.

Men presset er der stadig, for hun føler, at hun hele tiden er bagud med opgaverne. Sådan var det ikke sidste år. Der arbejdede hun meget mere, men det var på en anden måde og ikke nemt at registrere. Fx kunne hun sidde hjemme og forberede sig, mens fjernsynet kørte i baggrunden. Hun vil ikke bytte den måde at arbejde på med de nuværende rammer, men understreger, at fleksibiliteten er vigtig, hvis tingene skal hænge sammen.

Sygefraværet på skolen steg væsentligt i skoleårets første måneder. Stine mener selv, at der er kommet langt flere ’klatdage’ hvor lærerne er syge i enkelt dage. Selv har Stine oplevet flere gange at blive syg, få feber eller på anden måde bare blive syg.

”Det kan være det pres man arbejder under eller dårligt indeklima, det véd jeg ikke, men jeg mærker en forskel”, siger Stine som ellers er glad for arbejdet som lærer på skolen.

Hun bakkes op af Per Norman Hansen. Sygefraværet har været højere i år, og ifølge Per har det hjulpet, at de nu kan arbejde mere fleksibelt. Det letter presset.

Endedestinationen for skolebesøget er administrationsgangen, hvor skoleleder Susan Egehoved byder velkommen på sit kontor.

Susan fortæller om nogle af ledelsens prioriteringer i forhold til implementeringen af skolereformen og den fulde tilstedeværelse. Målsætningen har været at sikre én arbejdsplads pr. to medarbejdere. Det er lykkedes tildels, men de fysiske rammer på skolen udfordrer, og det samme gør økonomien. Som mange andre skoler i København tynder elevgrundlaget ud i toppen, mens der kommer et konstant optag i indskolingen. På sigt bliver det en udfordring kun at skulle være to om én arbejdsplads.

I det hele taget er det en udfordring, at de fysiske rammer er begrænsede. På skolen er der forskudte frikvarterer, som tager en bid af presset på udearealerne. Det betyder, at der skal bruges flere gårdvagter, og det presser lærerne yderligere.

Skolen har forsøgt at have en øvre grænse på 26 lektioner, og det er lykkedes for de fleste – i hvert fald hvis man beregner et gennemsnit henover året.

”Der kan godt være en lærer, der i den ene periode underviser 25 lektioner og den næste 27 lektioner”, forklarer Susan. 

Susan understreger, at det store arbejde kun har kunnet fungere, fordi ledelse og TR har tillid til hinanden, og samarbejdet fungerer godt.

Jonas lytter og stiller relevante spørgsmål. Han er også interesseret i at vide, hvad Susan godt kunne tænke sig fra politikerne.

”Tid”, svarer Susan alvorligt. ”Vi har brug for tid til at få tingene til at hænge sammen uden for mange kursændringer”. Hun mener det helt bogstavligt. ”Det ville være rart, hvis vi kunne få fred til at implementere og finde gode løsninger uden for meget indblanding”.

Men Susan vil også gerne fortælle politikerne, at folkeskolen i København allerede var godt i gang med at udvikle en god skole.

”Der har været meget fokus på reformen og ikke så meget forståelse for, at man allerede lavede god skole før reformen”, forklarer Susan og giver udtryk for, at hun særligt er ked af retorikken, der bliver brugt over for lærerne.

”Tal ordentligt om lærerne og deres arbejde”, slår Susan bestemt fast. Hun oplever, at nogle lærere kommer og bliver i tvivl om det arbejde, de i mange år har udført.

”Det var godt arbejde, og meget af det skal føres videre i reformen”.

Den vigtige dialog på skolens kontor fortsætter, og tiden flyver af sted. I mere end 45 minutter taler de bare sammen. Skolelederen, politikeren og læreren. Det må de gøre igen og igen, tænker jeg.