Om tyve års skolebyggerier i Københavns Kommune del 3

Tekst: Peter Garde

Fortiden og naturen ind i skolen

Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune 3 af 4                

Indhold

Ligheder og forskelle

Københavns bydele er meget forskellige, og det billede genkendes på skolerne. Skolelederen er toiletspecialist.

Identitet og historiske markører

Det er skolens sjæl og ansigt udadtil, der skal tiltrække elever, og indadtil er den vigtig for fællesskabsfølelsen. Arkitekturen spiller med.

Udearealer - bevægelse, refleksion og læring

Kultiveret aktivisme og ihærdigt entreprenørskab baner vejen for skelsættende udearealer. Målet er at flytte naturen ind på stenbroen.

LIGHEDER OG FORSKELLE

Idealistisk vision for Tingbjerg

Skoler og skolers bygninger er meget forskellige. De er bygget på forskellige tidspunkter og derfor præget af forskellige ideer, politikker, love og miljøer. For eksempel er Øster Farimagsgades Skoles første bygning 130 år gammel, mens Tingbjerg Skole er fra midt i 1960erne. Begge skoler har været gennem omfattende renoveringer, men de er stadig meget forskellige og præget af deres fortid og nutid. Fælles for skolerne er, at de har udviklet forskellige identiteter, og at de begge er centrale institutioner i deres lokalområde.

Tingbjerg blev projekteret af den kendte arkitekt Steen Eiler Rasmussen. Han ville skabe et ”boligmiljø, som mennesker af alle aldersklasser kunne trives i” med lavt etagebyggeri, lys, luft, grønne områder, velfærdsrettede tilbud, sociale fællesskaber og muligheder for udfoldelse for alle beboere. Skolen er en del af den vision. Alt sammen skulle det erstatte datidens mørke usunde baghuse i brokvartererne, der skulle saneres.

Tingbjerg Heldagsskole med små enheder i en samlende grundstruktur. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

Tingbjerg Heldagsskole. Foto: Peter Garde

De beboere, der fra byggeriets start voksede op i Tingbjerg, har fortalt om det frie og lykkelige børneliv, de kunne leve. Skolen var en central institution i bydelen, og bygge-, skrammel- og dyrelegepladser gav de bedste udfoldelsesmuligheder. Der var også en svømmehal som en del af skolen, men den administreres nu af andre.

De følgende års velstandsstigning skabte et flyttemønster, hvor familierne efter nogle år i Tingbjerg rykkede videre til nye parcelhusbyggerier i omegnskommunerne, hvor der både var have, hæk og garage, mens nye indflyttere i Tingbjerg oftest var familier med indvandrerbaggrund. Området skiftede karakter. At det ikke blev noget økonomisk opsving for bydelen ses fx af, at øverste 13. etage i højhuset ved siden af skolen ikke er en celeber udsigtslejlighed til et tocifret millionbeløb, men den udnyttes stadig til små pulterrum med bræddedøre og hængelås. Det var ikke gået inde i byen. 

Miljøet skaber efterspørgsel

Omvendt gik det i Øster Farimagsgades skoledistrikt. De gamle middelklasseboliger i Kartoffelrækkerne fra slutningen af 1800-tallet var tæt befolket med en familie på hver etage. Under og efter velstandsstigningen fra 1960erne blev de stadigt mere eftertragtede og renoveret fra kælder til kvist og konverteret til énfamilieshuse. I dag hører de til byens dyreste, og den lokale folkeskole er blevet forældrenes førstevalg:

”Da jeg blev skoleinspektør for 30 år siden, sagde daværende skoledirektør Hans Jensen til mig, at det blev min opgave at flytte Kartoffelrækkernes børn fra privatskoler til folkeskolen”, fortæller skoleleder Axel Bech med en vis stolthed. For 30 år siden gik 60 procent af kvarterets børn i privatskole, mens tallet i dag er nede på 25.

Det stigende elevtal har medført, at skolen er blevet udbygget med nye basislokaler og forsynet med fine nye faglokaler og en stor sal. Skønt skolen er klemt inde mellem kirke, gravplads, huse og gader og mangler plads omkring bygningerne, har den byens største og skønneste lokaler til børnehaveklasserne:

”Vi sælger os på vores meget store og veludstyrende lokaler til 0. klasserne. Når forældrene ser dem, så er de solgt, for det kan ingen privatskole hamle op med,” konstaterer Axel Bech.

Plads – også til lokalbefolkningen

Plads er ikke bare noget man ta’r, det er også noget man har – i hvert fald på Tingbjerg Skole, hvor der for et par årtier siden gik op til 1.400 elever i toholdsskift. De tider er slut, og med cirka 460 elever fra det nære lokalområde glæder de sig over de gode pladsforhold. Der er planer om byudvikling i området, og som et led i den skal skolen åbne sig for lokalområdet. Den store dobbelte jerngitterport ved indgangen skal, både symbolsk og reelt, væk, og de lave bygninger rives ned og give plads til nye muligheder og tilbud. Lokalbefolkningen skal inviteres indenfor, og skolen står foran en gennemgribende helhedsrenovering de kommende år.

”Når vi har besøg udefra, er folk som regel meget imponerede over vores gode faciliteter og velfungerende rammer både for eleverne og medarbejderne. Jeg synes, det er fantastisk at have sådan en skole”, siger skoleleder Joy Frimann, der oven i købet stadig kan fremvise en af Steen Eiler Rasmussens levende ideer: en legeplads med levende dyr. I 2008 blev skolen heldagsskole, og de gode udeforhold giver mange muligheder for at flytte aktiviteter og timer ud i det fri. Der er tid og eftermiddagstimer til eleverne i indskolingen, der hjælper med at fodre og ordne dyrene.

I det store biologilokale er der nye arbejdsborde med værkstedspræg i den ene ende, mens den anden er møbleret med de oprindelige, nu smukt istandsatte auditoriebænke, der danner en halvcirkel foran den undervisende lærer. Lokalets indretning slår historisk bro mellem nutidens fokus på både praktisk og teoretisk aktivitet på den ene side og på den anden side den fremherskende og disciplinerende røv-til-bænk pædagogik for bare få årtier siden.

Ernæringssiden er også tilgodeset, da Tingbjerg blev madskole. Et overskud af klasseværelser blev slået sammen til et produktionskøkken, der hver dag laver varm frokost til 300 personer. Desuden er der lavet café og indrettet fællesrum i tilknytning til køkkenet, hvor eleverne på skift er med til madlavningen. Skolen står nu for tur til en helhedsrenovering, så den både ind- og udvendigt lever op til tidens krav.

Et stort nyt bemærkelsesværdigt kulturhus er ved at blive opført i sammenhæng med skolen. Arkitektfirmaet COBE har tegnet og står for byggeriet. Huset skal rumme beboeraktiviteter og et offentligt bibliotek, der erstatter det hidtidige skolebibliotek. Hovedindgangen til kulturhuset hænger sammen med indgangen til skolen og svømmehallen. Ved at placere huset op til skolen, lægger man op til et tværgående samarbejde, og man kan også udnytte dens værksteder. Lokalområde, kulturhus og skole skal fungere som en enhed.

Både ligheder og forskelle indfrier det politiske mål

Kartoffelrækkerne og Øster Farimagsgades Skoles øvrige distrikt er måske at betragte som et eget selvkørende kulturhus, og kvarterets kræsne beboere har ifølge Axel Bech været ret kritiske over for udbygningen af skolen. Den første udbygning var et firkantet tårn i røde mursten med fine faglokaler, som de gav øgenavnet ’skamstøtten’.

 

Naboerne er nemlig bekymrede for, om skolen udvikler sig til en stor kolos, der rent visuelt overdøver den rustikke stemning og hyggelige lidenhed nede i de små gader. Men, som Axel Bech siger, uanset hvad melder de deres børn ind i skolen. Testresultater og kvalitetsrapporter afskrækker heller ikke.

I forbindelse med opførelsen af den nye bygning har skolelederen kun godt at sige om samarbejdet med arkitekterne. De lyttede, tegnede, rettede og vendte tilbage. Mindre rosende er omtalen af udførelsen. Der har været talrige fejl og mangler, som det har kostet timer og energi at få rettet, hvis i bedste fald det er sket. Også her på skolen har en skolebetjent i øvrigt med 38 års anciennitet og tre børn som elever på skolen ofte været den frelsende engel. Og også på denne skole efterlyser lederen et stabilt og vedholdende tilsyn af en byggesagkyndig fra kommunen, for byggesjusk har været en plage, og berettigede klager er ofte bare blevet fejet af bordet, Axel Bech:

”Vi på skolen har været meget inddraget og sat mange fingeraftryk, og jeg tager ansvaret for alle visionerne. Vi er blevet hørt, og vi har godkendt alle tegninger, det har været fint. Vi har været fremme i skoene lige fra dag ét, og mange ting er blevet rettet, for vi bliver ved med at være besværlige. Det er vejen til at forbedre kvaliteten. Vi er meget begejstrede for det, vi har fået, det ser godt ud, men hvordan ser det ud om fem år? Nu har vi haft det i to år, og vi er nødt til at lave en syvårsplan for at rette op på mangler”, lyder det fra skolelederen.

Øster Farimagsgade og Tingbjerg ligner måske hinandens modsætninger, både hvad angår pladsforhold og befolkningsunderlag, men fælles er, at de er glade for deres renoverede og nye bygninger, der selvfølgelig er grundlag for de faglige fremskridt, de arbejder for. En forskel er, at Tingbjerg har et produktionskøkken, mens Øster Farimagsgade er den største aftager i byen af den noget dyrere EAT-frokost. Her afskrækker prisen ikke.

En lighed er, at gange og trapperum på begge skoler er blevet forsynet med støjabsorberende plader, fordi der, vist efter en del pres, har været forståelse hos bygherren for, at alle børn laver larm, og at akustikken i en skole har betydning. Fælles for de to skoler er også, at de begge er lykkedes med den politiske ambition i København om, at den lokale folkeskole skal afspejle lokalsamfundet og dets befolkning.

Toilettræning til skolebegyndere

Jævnligt hører man klager over skoletoiletters tilstand fra både elever og forældre. At klagerne ofte er berettigede, bliver man bekræftet i gennem bevidsthedsudvidende reportager i billedmedier, hvis man nu ikke har sin daglige gang på skoler. Som skoleleder har Axel Bech erhvervet sig ganske særlige kompetencer, hvad angår elevtoiletter, fordi han har analyseret elevernes alternative aktiviteter, når de aflægger besøg i disse rum for naturlig nødtørft.

Det overordnede problem består i, at toiletter som regel er indrettet temmelig huleagtigt med en dør ind til et område, hvor der er toiletter til den ene side og vaskekummer til den anden diskret arrangeret, så man ikke kan se noget ude fra gangen.

”Det er nydelige toiletter, som vi også syntes var smarte, da de byggede. Problemet er bare, at når man laver toiletter på den måde, så laver man en spændende hule til eleverne. Der kan være en hel klasse derinde, hvis de maser sig sammen, og der er dejlig varmt på en kold dag,” fortæller Axel Bech.

”De stopper vasken til med papir, åbner for vandhanen, og så går de hjem. Et par timer senere ligger der tusind liter vand på gulvet. Det har vi nu været ude for et par gange. Allerede under byggeriet bad vi om at få vandhaner, der stopper automatisk, når man tager hænderne væk, men det var der ikke råd til,” fortæller Axel Bech, og skolen sørgede selv for automatisk stopper på etagen med de yngste elever.

”Skolebetjenten har efterlyst afløb i gulvet, så han kunne komme af med oversvømmelserne, men den gik heller ikke. Alt vandet måtte suges op til stort og tidkrævende besvær for rengøringsfolkene.”

”En variant i toilethulen er at lave en kugle af papir og sæbe og kaste den op i loftet, så den klistrer fast – de kalder det babybomber. Den elektriske papirlevering er som bekendt gavmild, det samme gælder sæbebeholderen, og det er sjovt at stå og trykke på dem – ammunitionen er sikret. Så sidder babybomben dér oppe i loftet, indtil den falder ned i hovedet på den næste, der sjældent synes, det er sjovt.”

”Vi får at vide, at det handler om opdragelse, men pædagogikken har nogle begrænsninger, når børn opholder sig alene i lukkede rum”, har Axel Bech erfaret, og han har derfor indført en nyskabelse på skolen:

”Vi har indført toiletopdragelse i børnehaveklasserne som det første, når de kommer i skole. Helt frem til efterårsferien skal der være toilettræning, og jeg vil bede forældrene tage forskud på træningen og snakke med deres børn derhjemme. Alle de sjove ting smitter jo”, konstaterer Kartoffelrækkernes rutinerede skoleleder, der kan sin pædagogik og ved, at de små lærer af de store, og derfor går adfærd i arv.

Han anbefaler, at toiletter i stedet indrettes ligesom handicaptoiletter med en dør direkte ud til en gang, for så er der aldrig problemer. Arkitekter og bygherrer kan få nyttig rådgivning af brugerne ude på skolerne.

 

 

IDENTITET OG HISTORISKE MARKØRER

Skoler har forskellige kendetegn

En person, en funktion, et område, en tidsperiode, en idé og måske meget andet kan sætte spor, der huskes af eftertiden. På Heibergskolen er det den berømmede skuespillerinde og forfatterinde Johanne Louise, der levede i 1800-tallet, som har givet skolen navn, og skolens gamle smukke hovedbygning er moderniseret med respekt for dens alder og æstetik.

På Valby Skole har de tre gamle fabriksbygninger fået nyt liv med fortidens funktion som produktionsvirksomhed som det overordnede arkitektoniske tema. Den historiske ramme kan være afsæt for elevernes forståelse af livet og samfundslivet i tidligere tider. 

Tove Ditlevsens Skole på Enghave Plads har fået navn efter den kendte forfatterinde, der voksede op i Hedebygade i kvarteret på Vesterbro. Oprindeligt hed skolen Enghave Plads Skole, men den fik vokseværk, og efter snart 20 år med ombygning, renovering, sammenlægning med Matthæusgades Skole og inddragelse af den tidlige Enghavevej Skole, der i en periode var socialkontor, og efterfølgende ombygning på ombygning og ombygning af det allerede ombyggede, er det nu en multimatrikelskole med et befolkningsunderlag, der ikke ligner det oprindelige arbejderkvarters beboere, som Tove Ditlevsen identificerede sig med. Men mindet består.

Også Tagensbo Skole bærer historien videre, selv om den i dag er bygget om og ud og renoveret til en moderne folkeskole med alt, hvad man kan ønske sig af nye faglokaler, fællesrum, madskole-køkken og tidssvarende personale- og administrationsområde. En udbygning rummer en delvist nedgravet multihal, hvis tag udnyttes til udeareal. Skolen er en sammenlægning af Bispebjerg Skole og Grundtvigskolen, og det er sidstnævnte, der lægger jord til Tagensbo. Byggeriet er detailprojekteret af Nøhr & Sigsgaard på baggrund af et projektforslag af Kjær & Richter.  

Grundtvigskolens oprindelige bygning med Poul Holsøe som arkitekt blev indviet i 1938. Den havde kostet to mio. kroner at opføre og var på det tidspunkt den dyreste skole, der var bygget i Danmark. Datidens fine prestigebyggeri er karakteristisk for perioden og lokalområdet på Bispebjerg, hvor der i 1930erne blev bygget talrige nye etageejendomme præget af funktionalismen. Tanken bag var et idealistisk ønske om at skabe sunde boliger med lys, luft og grønne områder, en vision der genkendes i grundlaget for Tingbjerg-bebyggelsen.

I dag er skolens markante aula bevaret, og hen ad gulvet løber en lang tidsfrise med tekst og tegninger fra verdenshistorien. Den historiske markør er fastholdt i den store statue af N.F.S. Grundtvig, der har haft plads i aulaen siden afslutningen på Anden Verdenskrig. Og udsigten gennem aulaens store vinduesvæg med udsigt til Grundtvigskirken viser hele ideen med at skabe Bispebjerg som et sundt og velfærdsrettet boligkvarter. Det er visuel historieformidling.

Endelig er Skolen på Strandboulevarden, der kun har et par år på bagen, ved at blive opbygget. To gamle bygninger bliver restaureret, og en nedgravet idrætssal er ved at skyde op af jorden. Grunden og de gamle bygninger har tilhørt Kræftens Bekæmpelse, der stadig har til huse i en nyere nabobygning. Netop den organisation har sat sit præg på den nye skoles idégrundlag, der har sundhed som sin profil. Her skal der ikke ryges i smug.

Byggegrunden ved Skolen på Strandboulevarden. Foto: Peter Garde

Byggegrunden ved Skolen på Strandboulevarden. Foto: Peter Garde

”Som nabo til Kræftens Bekæmpelse var det naturligt at vælge sundhed, men det er op til os, hvad vi lægger i den profil. Det har vi arbejdet med i de to år, jeg har været på skolen. Vi er totalt røgfri, og vi har indført bevægelsesbånd, mindfulness og børneyoga som en del af vores program,” fortæller skoleleder Lars Aaberg, der kan se frem til en årrække som pædagogisk byggeleder.

Også han har, ligesom på Langelinieskolen, måttet erfare sig til, hvorfor kvarteret er præget af vand-navne – fiskedam, frihavn, strand og sandelig også søhelten Willemoes. Da udgravningen til idrætssalen fik præg af svømmehal, måtte man lave en grundvandssænkning, og det har forsinket byggeriet i halvandet år.

Fællesskab og forskellighed

Kirkebjerg Skole i Vanløse har gennem årene opbygget en fortælling om skolens identitet, der har sat sit præg på den omfattende modernisering og udbygning, den er igennem. Skolen, der nu er blevet udbygget fra 3 til 5-spor, har fastholdt en tradition med fælles morgensang i aulaen for alle hver dag siden 1942. Det kan man vist kalde en bedrift. Skoleleder indtil fornylig og byggeleder gennem 15 år, Søren Cloos, understreger, hvor stor betydning den tradition har haft:

”Hele det fællesskab havde en fantastisk betydning, at vi hver morgen kunne stå og se hinanden fra nulte til niende. Det kunne da også være lidt anstrengende, for somme tider stod vi 800 i rummet, men det har betydet utrolig meget for fællesskabsfølelsen. Det er følelsen af at være en del af noget, det at man sang en sang hver morgen. Vi fik en skole, hvor man kendte lidt til alle, og lærerorkesteret spillede til.”

Kirkebjerg Skole. Foto: Peter Garde

Kirkebjerg Skole. Foto: Peter Garde

Kirkebjerg Skole. Foto: Peter Garde

Kirkebjerg Skole. Foto: Peter Garde

Kirkebjerg Skole. Foto: Peter Garde

Kirkebjerg Skole. Foto: Peter Garde

”Det har alt sammen medvirket til, at vi har kæmpet for at få et godt musikmiljø. Musik skaber fællesskab. Ved en ombygning for femten år siden fik vi endelig penge til et ordentligt musiklokale, men så kom der pludselig et sparekrav på en million – vi sagde nej til at spare musiklokalet væk, så hellere billigere lamper og tyndere linoleum. Lokalet har siden været guld værd og har bidraget til, at vi har fået rigtig dygtige musiklærere og et levende musikmiljø”.

Søren Cloos understreger aulaens betydning i forbindelse med fælles begivenheder og som samlingssted. Ikke desto mindre ligner den en byggeplads netop nu, fordi skolens oprindelige bygning er tømt for at blive renoveret. Her får udskolingen lokaler, når den er færdig. Nye lovende tider er på vej, men inden må skolen lide den tort, at den fælles morgensang i en periode – i mangel af en aula – er aflyst for første gang i næsten 75 år.

En lille storbylandsby

Skolen lægger i sin selvopfattelse vægt på at være et lille bysamfund, en slags landsby hvor man er ’fælles og forskellig på én gang’. Skolens store grønne område blev, før der blev bygget på en del af det, kaldt ’marken’, og indgangene til indskolingen blev benævnt ’loen’ og ’laden’. Vi er langt ude på landet i Vanløse.

Ideen var, at når skolen skulle udbygges, kunne man bygge rundt om det grønne område – måske med den tanke at bygningsmassen fik karakter af firlænget bondegård? Det lykkedes dog ikke, for det ville medføre for mange energikrævende ydervægge.

Det lykkedes alligevel at videreføre tankerne om det nære samfund, der både tilgodeser det individuelle og fællesskabet i det nye byggeri. Livet i de nye bygninger til indskoling og mellemtrin leves rundt om torvet, der ligger op til det pædagogiske center. Her er der god plads til fælles arbejde og små nicher og kroge, hvor én eller et par stykker kan trække sig tilbage. Fællesskabet rækker længere end til klasselokaler og lærerværelse. I mange år har en tæt kontakt med pædagogerne i fritidsinstitutionerne været en selvfølge. Når lærerne fulgte elever derover, var der tid til at udveksle nogle ord om dagen og eleverne. 

 

”Hovedideen i de nye bygninger har været at skabe byagtige rum med torv og nicher, for eleverne skal ikke absolut sidde inde i et klasseværelse. Børn er forskellige. Undervisningen kan også foregå andre steder,” mener Søren Cloos, og man har i byggeriet fulgt den tanke, at læring skal kunne ses. Derfor er der flow og gennemsigtighed fra torvet, ned mod den kæmpestore idrætssal med glasvægge på siderne og ud til de bevægelsesmotiverende og stødabsorberende udearealer med optegnede løberuter, bakker, dale, trappeforløb og boldpladser. Der er inspiration til leg og læring alle steder, inde i bygningerne, mellem bygningerne, på tage og på marken, der efter renoveringen er beklædt med slidstærkt kunstgræs.

Søren Cloos nævner, at i disse foranderlige tider, hvor fokus kan være flydende, og hvor der sker så meget forskelligt, har man bestræbt sig på at fastholde skolens identitet som det lille rummelige bysamfund, hvor der er fællesskab og plads til alle, hvor der er masser af tilbud, men hvor der også er struktur og samling.

Det skal nok blive godt, og det blev det

Selve byggeriet er stort og imponerende. De nye bygninger til indskoling og mellemtrin skyder op som tårne, hvor der er en strålende udsigt ud over lokalområdet fra de øverste etager. Belægningerne i grundplan er delt i forskellige sektioner med tydelige karakteristika, der kan markere områder til elevgrupper og funktioner.

Fra starten har der været et omfattende og vellykket samarbejde med arkitekterne, og meget af det, der er gennemført, er noget, som medarbejderne står bag. Skolen har ikke haft de helt store arbejdsmiljømæssige problemer i byggeperioden, men har skullet forholde sig til talrige virksomhedskrak, udsættelser, forsinkelser og følgeproblemer af dem. Også det har skolen overvundet med skindet på næsen, måske fordi bevidstheden om fællesskabets betydning er solidt funderet i hele organisationen:

”Byggeriet har naturligvis haft indvirkning på undervisningen, når der konstant gennem 15 år er noget, der ikke fungerer. Trods alle trakasserier har devisen hele tiden været, at det skal nok blive dødgodt. Det har medarbejderne holdt fast i, og de har håndteret det fantastisk”, siger Søren Cloos, der også gerne krediterer Claus Bjerrum Arkitekter for det vellykkede resultat.

Ikke dyrere end hvis vi havde ryddet bulen

Det historiske vingesus møder én, så snart man kan skimte de markante røde bygninger, der rejser sig på Vigerslev Allé. Røde mursten og tegltage i store mængder vidner om en tid, hvor det offentlige byggeri stod for soliditet og høj kvalitet. Vigerslev Allés Skole blev bygget for hundrede år siden i en pengeknap tid, og måske derfor kendte man værdien af langtidsholdbarhed. Det høster vi i dag frugterne af, for spær, bjælker og bygningskrop har overlevet adskillige årtier med grænseløst omsorgssvigt. Den manglende vedligeholdelse har bragt den i lokal-TV adskillige gange, når de københavnske skolers ringe tilstand skulle dokumenteres.

Den oprindelige bygning er fra 1910, og siden er skolen udvidet med tilbygninger til nye funktioner. Skolen har været tosporet, men ved afslutningen på de nye udbygninger og en fuldstændig helhedsrenovering af de eksisterende bygninger i 2015 er skolen fuldt udbygget til tre spor. Den nye bygning med inspirerende studiemiljø, moderne faglokaler og tagterrasse er skabt til udskolingen blandt andet ud fra et ønske om at gøre den lokale folkeskole attraktiv for de store elever og begrænse udsivningen til privatskoler. 

Vigerslev Allés Skole. Foto: Ola Saltin

Vigerslev Allés Skole. Foto: Ola Saltin

Vigerslev Allés Skole. Foto: Ola Saltin

Vigerslev Allés Skole. Foto: Ola Saltin

Vigerslev Allés Skole. Foto: Ola Saltin

Vigerslev Allés Skole. Foto: Ola Saltin

Ved renoveringen af de gamle bygninger har arkitekterne fra Nøhr & Sigsgaard lagt vægt på at bevare så meget af den gamle bygningskultur som muligt. Det var i øvrigt også et ønske fra de ansatte, da de fra starten deltog i en omfattende brugerproces – arkitekt Berit Thorup: 

”De ansatte gav udtryk for, at det var bedrøveligt at komme ud på sådan en fin gammel skole, for når de åbnede døren, kunne de knapt se historikken. Det bed vi mærke i, og vi bad dem notere, hvad de gerne ville af med, og hvad der var umisteligt for dem. De skrev selvfølgelig om alt det skidt, der skulle væk, men også at de gerne ville kunne se den fine gamle arkitektur.”

”Det er selvfølgelig mere besværligt, end hvis man bare havde ryddet hele bulen, men man bliver glad, når man ser resultatet i dag. Jeg tror, prisen er nogenlunde den samme, hvad enten man bevarer og istandsætter de gamle elementer, eller om man skifter til nyt”.

Datidens ambition om æstetik og kvalitet

I de gamle bevaringsværdige bygninger fejlede murværk og tagkonstruktion ingenting. Der blev kun rettet op på nogle spær blandt andet på grund af vandindtrængen.

”De gamle elementer er helt klart af en højere kvalitet end det, man kan købe i dag. Det gælder også mursten og tømrerkonstruktioner og ikke mindst den finish, der er nogle steder. Den er meget svær at leve op til i dag. Vi var også heldige med at få nogle afsindigt dygtige murerteams til at lave taget. Der var ingen fejl og mangler bagefter. Håndværkerne har haft respekt for det, de stod med og har vidst, hvad de skulle”, konstaterer Berit Thorup.

Rundt om på skolen træder man op ad de smukke gamle trapper, der sammen med gelændere er bevaret og istandsat. På repos’erne afsluttes gelænderet med en ’Meyer-kugle’, den lille træskulptur der kan have forskellig udformning, og som har fået navn efter de drabelige skænderier, som flyttemand Olsen havde med vicevært Meyer om netop denne trappeopgangens pyntegenstand i ’Huset på Christianshavn’. 

Hundrede år gamle markører er bevaret på Vigerslev Allés Skole. Foto: Peter Garde

Vigerslev Allés Skole. Foto: Peter Garde

De gamle vindueskarme og fodpaneler er også restaureret og bærer den patina, som hundrede års slid tilfører gedigne materialer. De oprindelige døre med københavnerhåndtag findes endnu. I en af de gamle gymnastiksale, hvor der er indrettet pædagogisk center, har man bevaret en stemningsskabende balkon, der nu kan bruges til små arbejdssteder. 

I farvevalget til trappeopgange og døre er der taget udgangspunkt i de gamle farver – nogle steder kun som antydninger for at binde helheden sammen. Og som prikken over i’et har skolen stadig et originalt junglemaleri i grønne nuancer af Hans Scherfig. Det hang tidligere i et forfaldent såkaldt naturfagslokale, men har nu fået plads på skolelederens kontor. 

Historiske markører forenes med moderne løsninger

Samtidig med at Vigerslev Allés Skole har bevaret mange af sine historiske kendetegn, for ikke at sige kommunale antikviteter, fremtræder skolen i dag elegant og moderne. En par kompromisser har det været nødvendigt at indgå i de gamle bygninger, fx var det ikke muligt at give den nye og udvidede gymnastiksal en lofthøjde, der tilgodeser alle boldspil.

Klasselokalernes størrelse var også delvist defineret af de bærende konstruktioner og meget kraftige skorstenspartier. Men det er lykkedes at give hvert klassetrin en etage, der består af fire lokaler til tre klasser. To lokaler er åbnet og adskilt med en foldevæg, og det giver mulighed for større samlinger. Desuden er der små gennemtænkte nicher og indhak til tryghedssøgende elever eller små grupper.

Tidens krav om bevægelse og niveaufri tilgængelighed til indgangene er forenet gennem skrå ramper, der både er en invitation til kørestole og skateboard. Handicapvenlig udformning er kombineret med leg og sjov.

På ydersiden af husene, hvor der tidligere har været et ufremkommeligt buskads, er der nu etableret en sti, der bugter sig rundt om hele matriklen og ind mellem husene. ’Kamæleon-stien’ skifter karakter efter omgivelserne – fra Tarzan-bane i det der er skolens skov, via fritidshjemmets trampolin, forbi atletik- og boldbaner, og hen til skater-rampe og klatrebakke. Udearealerne har her som på andre skoler fået en opmærksomhed og en udnyttelse, der understreger et markant skift fra fortid til nutid. VAS fortæller historie.

Nedlæg for at skabe noget bedre

Også på Brønshøj Skole har de tænkt i udearealer, men paradoksalt nok ved at nedlægge det meget store græstæppe ved siden af skolen, hvor generationer af skoleelever har tumlet rundt og spillet fodbold gennem årtier. Målet har selvfølgelig været at skabe noget nyt og bedre ud af det, der var, og det er de netop i gang med nu.

Brønshøj Skole. Foto: Ola Saltin

Brønshøj Skole. Foto: Peter Garde

Brønshøj Skole. Foto: Peter Garde

Brønshøj Skole. Foto: Peter Garde

På den tidligere boldbane er der opført fire tårnagtige bygninger, der nærmest kan beskrives som  firkantede med runde hjørner. Ydervæggene fremstår i rustent jern, der spiller smukt med den gamle hovedbygnings røde tegl, og her bliver de høje vinduer forsynet med solafskærmning.

Et af tårnene er fx indrettet til indskolingen, hvor der er legeplads på taget med sjove motiverende udfordringer til bevægelse og med blødt underlag. Et andet tårn rummer en kæmpestor idrætssal med en lofthøjde, der tilgodeser alle boldspil. Langs den ene væg er der indrettet en smal scene i trapper, som allerede har vist sin funktionsdygtighed ved større samlinger. Der er også en mindre sal til fx rytmik og redskabsgymnastik.

Gangarealerne bliver brudt af fine små nicher til smågrupper, og ved basislokalerne er der lidt større grupperum med døre, der kan lukkes og vinduer, der sikrer gennemsigtighed. De rummelige garderobeområder har boxe til eleverne, og på væggene hænger grafisk vejvisning med ikoner i forskellige farver – musik er fx rød, natur-teknik er sort og madkundskab gul. Det virker meget elegant.

Bygningerne hænger sammen

Inde i tårnene med basis- og faglokaler er der en åben lysgård, der sikrer lysindfald oppefra, og en smukt svunget trappe forbinder etagerne. I en lysgård inviterer et funktionelt arbejdsområde med vask, vand, afløb og borde til praktisk natur-teknik-arbejde. Der er fysisk sammenhæng mellem de fire tårne i nederste nedgravede etage, der bygges sammen med den gamle skoles kælderniveau.

De fire nye bygninger virker ikke bare imødekommende over for eleverne og deres behov som brugere, men også funktionelle og æstetiske som arbejdsplads. Skolen må leve endnu et års tid med heftig byggeaktivitet, så lige nu er alting indrettet temmelig interimistisk. For eksempel er kontorerne i øjeblikket placeret i et stort naturfagslokale med punktudsugninger, og udskolingen har til huse i midlertidige pavillonbygninger. Når de bliver fjernet, er der plads til et udendørs faglokale til natur-teknik. Mellemtrinnet er installeret i den tidligere indskolingsbygning på Brønshøj Torv, da den gamle hovedbygning er tømt – den skal nu helhedsrenoveres, og det trænger den til.

Udenfor kører gravemaskinerne og laver det grove arbejde før fremtidens nye inspirerende udearealer bliver anlagt. Skolen har særligt fokus på idræt, og der anlægges baner til fodbold, rundbold, atletik med løbebane, og på alle måder bliver bevægelse tænkt ind. Derfor kommer der også nogle ramper til skatere og udfordringer til parkour. Det tegner til at blive en værdig erstatning for den gamle græsmark.

Samarbejde med arkitekterne

I dag stråler basis- og faglokaler med elegante nye møbler, for alting er fint og nyt. Måske vil tiden slide på inventaret, som den gør alle andre steder, men lydniveauet i rummene vil være en varig glæde.

”Vi er super glade for den gode akustik, der er i lokalerne. Skønt der er masser af børn udenfor, hører vi dem ikke, når vi står inde i en klasse. Det er vi ikke vant til fra den gamle bygning”, konstaterer administrativ leder Kristine Jürs, der også henviser til et meget fint musiklokales to vokal boxe, der er lydtætte og egnede til at indspille sang og musik. Der er virkelig gjort noget ved lyden.

I planlægningsfasen med brugerinddragelse var alle faglærere med til at beskrive deres ønsker til lokalerne og deres funktion – et længere forløb der fungerede virkelig godt sammen med arkitekterne fra COBE og Vandkunsten, de to arkitektvirksomheder der står bag byggeriet.

”Arkitekterne har være meget lydhøre, og vi har kunnet præge rummenes indretning. Vi har også fået projekteret et såkaldt ’hjerterum’, en hovedindgang og mødested for alle, hvor de fleste nok vil se hinanden i løbet af en dag. Skolen har ikke før haft en hovedindgang, men bare fire små indgange til den gamle bygning, og folk valgte hvilken efter deres ærinde”, fortæller Kristine Jürs.

En skolereformvenlig identitet

Når Brønshøj Skole præsenterer sig for lokalbefolkningen, er dens ansigt udadtil, at den har fokus  på faglighed, elevernes læring, lærernes teamsamarbejde og læringsmål som styrende parametre for undervisningsplanlægningen.

Det er ikke så tit, man hører ’læringsmålsstyret undervisningsplanlægning’ fremhævet som et vigtigt kendetegn og en særligt fremtrædende kvalitet ved en skole. Men i Brønshøj har de taget den læringsmålsstyrede undervisning og reformen fra 2013 til sig, og nogle af tankerne i reformen blev allerede introduceret, før de blev vedtaget politisk. Desuden har A.P. Møller Fonden kastet et par millioner efter skolen og dens pædagogiske retning, Kristine Jürs:

”Vi har haft et støt stigende elevtal fra skolens grunddistrikt de senere år. Det vil måske stige yderligere, når de nye bygninger står færdige, og helhedsrenoveringen er gennemført. Men jeg tror navnlig, at forældrene vælger Brønshøj Skole i øjeblikket, fordi vi anstrenger os for at realisere indholdet af folkeskolereformen.”

 

 

 
UDEAREALER – BEVÆGELSE, REFLEKSION OG LÆRING

En tiltrængt grøn huludfyldning

”Ihærdig nærdemokratisk indsats kan bære frugt”, sagde daværende teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam i 2009, da han tog første spadestik til etablering af hårdt tiltrængte udearealer ved Rådmandsgades Skole. Dengang havde skolen med daværende skoleleder Lise Egholm i spidsen i mange år kæmpet for et grønt område tæt ved skolen. Udearealer og deres betydning for børns udvikling blev ikke prioriteret så højt politisk, som det er sket siden. 

Et nedrevet hus i Nannasgade på Nørrebro skråt over for Rådmandsgades Skole havde åbnet et hul i kvarterets endeløse husrækker, men det blev hurtigt indhegnet med plankeværk, pigtråd, porte og hængelåse. Kun gennem sprækkerne kunne man skimte et grønt vildnis.

Den stærkt barrikaderede oase tændte i 1995 nysgerrigheden hos den nytiltrådte skoleleder, og hun plankede den en dag ind i oasen for at tage denne efter Nørrebro-forhold eksotiske verden i øjesyn. Det eventyrlige landskab bestod af gamle æbletræer og vildtvoksende gevækster. Så startede en lang kamp for at fastholde det grønne område som et friareal for skolen og beboerne. Det skulle blive et lærestykke i nærdemokratisk græsrodsarbejde. Skolen inviterede til talrige møder med naboer og naboinstitutioner. Og skolebestyrelsen spillede en aktiv rolle og bombarderede politikerne på rådhuset med breve.

På et tidspunkt var der optræk til at bebygge den tomme grund med et nyt hus, der kunne udfylde hullet i husrækken fra gavl til gavl. Skolens svar var at invitere alle politikerne til grønne kager og kaffe, Lise Egholm:

”Vi fortalte, hvor forfærdeligt det ville være, hvis deres byggeplaner blev ført ud i livet. Vi regnede ud, hvor meget frit areal, der var på Ydre Nørrebro, og det viste sig, at det var det området i hele byen, hvor der var færrest kvadratmeter friareal”. 

Efterhånden vakte beboernes og skolens argumenter genklang hos politikerne. Det planlagte byggeri blev aflyst, og det lykkedes at samle 5.000 underskrifter fra lokalbefolkningen, da skolen var afstemningssted ved et kommunalvalg. Underskifterne blev afleveret på rådhuset, og det grønne område blev godkendt politisk og oven i købet med midler til etablering af en klatrevæg, bakker, rulleskøjte- og cykelbane, bænke, borde og grill-pladser. Skolen fik sin BaNanna Park, som den havde fortrinsret til i skoletiden, og lokalbefolkningen fik et tiltrængt fristed.

Naturfaglig profil og rekreativt vandløb 

På Utterslev Skole havde ønsket om et inspirerende udeareal en målrettet naturfaglig vinkel, og lydhøre arkitekter fik også skabt et tiltrækkende rekreativt centrum for skolen i form af den kanal, der med vand, grundlaget for alt liv, skærer ned mellem bygningerne. Alt overfladevand fra tage og terræn ender i kanalen, der løber i et trappeforløb med små vandfald, og i den nederste ende af det skrånende terræn er der plantet nogle kraftige piletræer, der drikker vandet.

Langs kanalen er der små platforme, hvor eleverne kan sidde og hygge, snakke og lege. De kan fange insekter og se på planter, og i natur-teknik timerne har lærerne undervisningsmidlerne lige uden for døren, tidligere skoleleder Søren Thorborg:

”Den kanal har ved gud givet glæde og oplevelser og ført rigtig meget godt med sig. Vi har fx haft andefamilier, der slog sig ned ved kanalen. Et år havde vi en familie med fem ællinger, og ved morgensamlingen sagde vi til eleverne, at de skulle huske at være stille og gå uden om, hvis de mødte ællingerne med mor og far. Vi manede til stor forsigtighed, for vi skal jo værne om naturen. Allerede i næste frikvarter gik alle børnene rundt og tyssede på hinanden for ikke at forstyrre ænderne.” 

”Om vinteren tjekkede jeg, om isen kunne bære. Hvis den kunne holde til mig, måtte eleverne også gå på den. Vandet var aldrig mere end 20 cm dybt, så vi var ikke bekymrede for, om nogen skulle komme alvorligt til skade. Alligevel var der altid nogle, der skulle prøve, selv om isen var for tynd, og så fik de den sok og erfaring, de kunne tage med sig.”

Skolen har også forenet det naturfaglige med det kunstneriske, idet billedhugger Torben Ebbesen, en gang besøgte skolen og blev inspireret til at fremstille tre fabulerende naturfaglige skabninger, der fra deres udkigsposter står og betragter livet omkring kanalen.

Også Bellahøj Skole har en klar faglig profil for udearealerne. For ti år siden blev den udnævnt til offentlig idrætsskole. Skolen har et særligt idrætsspor, og udendørs er der etableret lege- og idrætsfaciliteter, blandt andet en mindre kunststofbane til fodbold, en løbebane, multibane, to gymnastiksale, en tumlesal og en nyindrettet aula, hvor udskolingseleverne kan spille med lette bolde.

Inspirerende udearealer breder sig

På flere skoler er der i de seneste år gjort noget for at gøre udearealerne motiverende for bevægelse og trygge for hvile. På det seneste har skolereformen fra 2013 forsøgt at målrette og nyttiggøre det, der egentlig bare skal være lystbetonet udfoldelse. Selv på skoler, der bestemt ikke har faciliteter, som inviterer til de store udendørs aktiviteter, har man forstået at udnytte de muligheder, der findes inden for snævre rammer.

For eksempel på Blågård Skole, der ligger i det kvarter, der engang blev kaldt den sorte firkant, har de indrettet taghave på en nyere bygnings flade tag. Bygningen har massiv betonkarakter, når man træder indenfor og går op ad trapperne, men oppe på toppen åbner der sig en frodig verden med træer, højbede, plantekasser og et skolehaveagtigt arbejdshus. Det er foreningen Dyrk Nørrebro, der står for haven, men elever og lærere bruger også taget og har natur-teknik aktiviteter deroppe.

”Her må vi gerne rode og plante i urtepotter, som vi tager med ned i klassen. Det er stort for mange børn at se deres frø spire, komme op af jorden og blive til store planter”, fortæller lærer og TR Tine Engstrøm.

Skovskolegård – naturen ind i byen

Amager Fælled Skole kunne i 2015 indvie sin nye skovskolegård – et enestående og skelsættende værk i hvert fald i Københavns Kommune. Den virkeliggør tidens ønsker om at trække naturen ind på stenbroen, at give faglige muligheder uden for skolebygningen og at stimulere brugernes lyst til fysisk aktivitet. Eleverne bruger anlægget i skoletiden, men ellers er det åbent for lokalbefolkningen.

I den store skolegård mellem de to gamle rødstensbygninger er der anlagt organisk formede øer, hvor der er plantet buske og hundrede mellemstore træer. Med tiden vokser de grønne gevækster sig som bekendt større, og så kan man måske blive væk i vildnisset. Mellem øerne opstår der små hyggekroge og opholdssteder, hvor man kan sidde i fred.

De motorisk aktive kan løbe rundt ad de små stier og gemme sig og måske blive fundet. Der er sjove legeredskaber, balancebomme, mure og metalrør i forskellige højder, der appellerer til hop, spring, gang eller bare til at hænge hen over med hovedet nedad. Mellem træerne skyder et fem meter højt tårn op, der fører til en 30 meter lang gyngende gangbro af sammenknyttet reb, videre til en rutsjebane og endnu videre til en klatretunnel, der stiller krav til fodfæstet. Der er udfordringer til højdemodet, kropsbalancen og gribehænderne.

Indretningen er funktionel og æstetikken gennemført

I indhak og nicher rundt om bygningerne er der indrettet små fine siddesteder, et hoppeområde med fjedrende underlag, en tallerkenagtig karrusel, et par boldbaner i forskellig størrelse og en skateboard-bane. Der er også mere udfordrende betonelementer og metalstativer, der inviterer til parkour, hvor man skal tilpasse kroppens fart og bevægelser, så man kan forcere alle forhindringer i et glidende flow. I skolens lille gård er der etableret et orangeri med tag og vægge af glas, der kan bruges som planteværksted, udendørs undervisnings- og opholdsrum.

Rundt omkring er der små hyggelige skulptursten, som man kan sidde på, stå på eller løbe rundt om. De er inspireret af udsmykningerne på de gamle skolebygninger og af geometriske former fra biologien og spredt over området. Der er noget for alle skolealdre og en stor variation. Boldbaner og legeredskaber er solide, funktionelle og fremstillet til at blive brugt. 

Amager Fælled Skole. Foto: Peter Garde

Amager Fælled Skole. Foto: Peter Garde

Amager Fælled Skole. Foto: Peter Garde

Amager Fælled Skole. Foto: Peter Garde

Amager Fælled Skole. Foto: Peter Garde

Den imponerende skovskolegård består ikke af en række rutinemæssigt anskaffede aktivitetstilbud, men er gennemtænkte udfordringer til nogle børn og unge, der virkelig bliver taget alvorligt, i et æstetisk udformet miljø.

Pædagogisk entreprenørskab

”Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg hørte eleverne gå rundt og sige, nej, er det vores skole, er der virkelig nogen, der har givet os penge til det?”, fortæller Yasar Cakmak, skoleleder på Amager Fælled Skole indtil fornylig. Det, der optog eleverne var, at Lokalrådet på Amagerbro havde givet skolen 200.000 kroner til at forskønne skolens forfaldne og mørke indgangspartier.

Det gav den tidligere skoleleder blod på tanden, for, som han siger, så har fysiske rammer betydning for folks selvforståelse og selvfølelse og deres oplevelse af, hvorvidt de er værdsat. Hans mål blev derfor at skabe nogle rammer for skolen, der viser eleverne og lærerne respekt og som helt naturligt gør den til en del af lokalbefolkningens hverdag. Hvis forældrene og de øvrige beboere har brug for skolen og påtager sig ejerskab, kan den blive et samlende og centralt sted. Planen var derfor at knytte områdets beboerne til skolen ved at åbne den og skabe et stort inspirerende grønt åndehul for hele kvarteret. Skolen skulle bruge det i skoletiden, og ellers var det til fri afbenyttelse i fritiden.

Gennem en længere periode networkede Yasar Cakmak for at finde folk, der ville være med i projektet. Først og fremmest var der de senere år kommet stadigt flere ressourcestærke elever og forældre til skolen, og de var meget opsatte på at gøre en indsats. Blandt dem var der flere byggesagkyndige og byplanspecialister, der både bidrog moralsk og med faglig viden. Det lokale Kvarterløft og uafhængige ildsjæle gik også med.

Nærmiljøet i aktion 

Med hjælp fra ’By X’, der var et nu afsluttet kommunalt projekt, der skulle inddrage børn og unge i byens bæredygtige udvikling, afholdt skolen en idéudviklingsfase, der mundede ud i en dag, hvor alle elever fik en flyttekasse i hånden. Hver klasse skulle så indrette ét mindre område af skolegården med det, de allerhelst ville have – det være sig klatrevæg, skateboard-rampe eller andet. Derefter skulle de konkretisere deres idé ved at bygge den af flyttekasserne. Dagen blev en stor succes, forældrene var begejstrede, eleverne krævede handling, toget kørte.

Amagerbladet bragte en helsides artikel om projektet, og forældre og elever samlede på rekordtid mere end 4.000 underskrifter, der krævede opbakning fra de københavnske politikere. En dag vandrede et stort antal forældre og alle eleverne med politieskorte og blå blink til rådhuset og overrakte underskrifterne til daværende borgmester Anne Vang. Det foregik i september, da budgetforhandlingerne var på deres højeste.

Forældrene overrakte underskrifterne og sagde gode ord om projektet, men politikerne kunne naturligvis ikke give noget svar. Men det kom ikke længe efter. Kommunen bevilgede 7 mio. kroner. Det beløb satte gang i en sneboldeffekt. Kommunens bidrag åbnede flere fonde, fordi de kræver en vis del egenfinansiering for at give støtte. Med et samlet budget på godt 13 mio. kroner kunne arbejdet gå i gang. Nord Arkitekter blev sat på opgaven, og en del af de elementer, som eleverne havde bygget af flyttekasser, er på den ene eller anden måde blevet til virkelighed.

Skovskolegården blev indviet i efteråret 2015.

Tidligere teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam havde ret, dengang han gratulerede Rådmandsgades Skole med BaNanna Park – ”at ihærdig nærdemokratisk indsats kan bære frugt”.

Særlige muligheder for elever med bevægehandicap 

 

Det nyeste skud på stammen af inspirerende udearealer blev indviet i oktober 2016. Her var det også ihærdige og insisterende forældre, der banede vejen og skaffede politisk opbakning til projektet. En trist og hullet asfaltørken på Friluftsskolen, en specialafdeling på Skolen ved Sundet, blev omdannet til en særlig fin legeplads for elever med bevægehandicap, hvoraf nogle er kørestolsbrugere.

Friluftsskolen. Foto: Peter Garde

Friluftsskolen. Foto: Peter Garde

Friluftsskolen. Foto: Peter Garde

Den nye legeplads er planlagt i samarbejde med elevrådet, lærerne, skolens ergoterapeuter og forældrene og giver anderledes og sjove udfoldelsemuligheder. Iøjnefaldende er kørestolsgyngen, som eleverne selv kan betjene. Gyngen er indrettet, så den ikke kræver andres medvirken til fx at spænde kørestolen fast. Eleverne kan selv sænke en rampe, føre kørestolen op på gyngen, lukke lugen og trække gyngen i gang med et rødt tov, der hænger ned.

Et længere sandbord med vandtilførsel i en lille meters højde over grundplan gør det muligt, at flere blandt andet kørestolsbrugere kan bygge og være sammen om at lave noget. På en hængebro skal elever bruge både arme og ben for at komme hele vejen igennem, og netop træningen af balance er vigtig, hvis man har bevægelsesmæssige udfordringer.

En karrusel kan bruges af alle elever, for her er der plads til hjælpemidler. Der er et boldbur til fx fodbold, bordfodboldspil, små hyggehuse af træ og et hænge-ud-område med flere muligheder, som elevrådet har ønsket.

Hele området er delt i sektioner, hvor forskellige beplantninger sætter forskelligt præg. Årstiderne vil vise deres karakteristika i farver og dufte. Der er åbne og mere lukkede rum. Også belægningerne er forskellige. Der er afvekslende områder med fliser, brosten og stødabsorberende underlag med små bakker, så de også giver en motorisk oplevelse.

Pædagogisk træpolitik og grøn dannelse

Udearealerne kommer nok til at spille en større rolle, når de sidste skoler skal gennem en omfattende renovering, end der blev de første til del for en halv snes år siden. Skolereformens fokus på bevægelse og åben-skole-muligheder kom hurtigt til at præge planlagte byggerier, og i foråret 2017 har Borgerrepræsentationen fundet penge til renovering af de sidste skoler i den lange række, der har stået for tur.

En karakteristisk detalje ved afslutningen på denne omfattende renoveringsbølge er, at der nu er afsat 2,2 mio. kroner til at plante 600 træer ved nogle skoler og børneinstitutioner. Træer skal være en del af børnenes daglige omgivelser, og en særlig strategi for bynatur sigter på at skabe en mere varieret flora i byen ved at plante særlige og unikke arter. De skal lægge op til nysgerrighed og samtale mellem elever og lærere. En pædagogisk træpolitik og grøn dannelse af eleverne har holdt deres indtog i storbyen.

Læs del 4 af singlen 'Om tyve års skolebyggeri i Københavns Kommune'

Der er stor herlighedsværdi over de nybyggede skoler i Københavns nye boligkvarterer. I del 4 besøger vi de arkitektoniske monumenter, der også udfordrer den pædagogiske udvikling. De nye skoler er blevet verdenskendte for samspillet mellem arkitektur, pædagogik og lokalområde. Efter mange års skolebyggeri er Københavns Kommunens byggeprojekter sat i system for at undgå fejl og byggesjusk. Kommunens penge søger til beton og mursten frem for til drift og varme hænder.

Klik her for at komme til del 4