Testene kan ikke anvendes på den måde, som det praktiseres i København. Jeg vil opfordre alle til at overveje, hvorfor og hvordan der arbejdes med de nationale test. Skal vi ikke i stedet have fokus på eleven, på folkeskolens formål og på vores fag?

 

 Af:  Katrine Fylking

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

I denne uge har de nationale test igen været i medierne – og med god grund. Børne- og Undervisningsministeriet nedsatte en rådgivningsgruppe fra Styrelsen for It og Læring og VIVE. Det skete på baggrund af den omfangsrige kritik i foråret i forbindelse med Jeppe Bundsgaard og Svend Kreiners grundige analyse og klare anbefaling om helt at afskaffe de nationale test. Rådgivningsgruppen har gennem deres arbejde fundet, at testene overordnet måler udmærket, men at de måler upræcist på enkeltelever. Deres anbefaling er derfor ligeledes at afskaffe de nationale test. 

De nationale test er helt centrale på skolerne i København

I København udgør de nationale test en væsentlig del af de taldata, som skal indsamles og benyttes i den databaserede skoleledelses arbejde. Skoleledelsesuddannelsen i København har fokus på målstyring og data, og flere skoleledere har valgt et fokus på de nationale test og klassekonferencer i deres selvanalyse. Dermed bliver resultaterne fra de nationale test på enkeltelever helt centrale og får stor betydning for det pædagogiske og didaktiske arbejde på skolen. De obligatoriske test gennemføres på skolerne. Det er et lovkrav. Men herudover vælger mange skoleledelser at gennemføre de frivillige nationale test, så de kan bruges til at påvise enkeltelevers faglige progression på det enkelte klassetrin. Problemet er, at det kan man ikke. Resultaterne fra de nationale test kan ikke bruges på den måde, som det gøres i København.

Klassekonferencen er blevet tildelt større betydning de senere år, og ofte er resultaterne fra de nationale test og de frivillige nationale test udgangspunktet for en vurdering af den enkelte elevs faglige niveau og progression. En sådan vurdering med udgangspunktet i de nationale test, handler hverken om eleven eller om pædagogik, didaktik eller faglighed, men om de data, som skolen skal måles, bedømmes og rangeres ud fra. Det skal ændres. Lad lærernes professionelle vurdering af eleverne være udgangspunktet.

Skolernes praksis er i strid med borgererepræsentationens ønske om færre test

Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation besluttede tilbage i maj at søge undervisningsministeren om fritagelse for de nationale test, men desværre med afslag. Det ændrer dog ikke det politiske ønske og ambitionen i København om ikke at ville benytte de nationale test. Derfor kan det undre, at der er så massiv en testkultur på de københavnske folkeskoler, at både de obligatoriske og de frivillige nationale test gennemføres – og er udgangspunktet for en stor del af skolernes pædagogiske og didaktiske indsatser.

Lærerne er de fagprofessionelle

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har meldt ud, at hun tvivler på, at testene kan sættes i bero inden 1.marts. Mit inderlige håb er, at vi får en melding om, at de nationale test ikke længere skal gennemføres - at de nationale test forsvinder. Vi skal i stedet have fokus på eleven, på folkeskolens formål og på vores fag.

Det er vigtigt i overvejelserne omkring at udvikle nye testsystemer at bemærke, at lærerne allerede har adgang til forskellige testsystemer på skolerne, som fungerer rigtig godt. Det er helt afgørende for lærernes arbejde, at testresultaterne kan bruges pædagogisk og på enkeltelevsniveau, for det har lærerne har brug for - et præcist fagligt kendskab til den enkelte elev i klassen.

I forhold til det politiske ønske om test som et styringsredskab, så må min opfordring være, i lighed med Danmarks Lærerforenings anbefaling og som det ses i for eksempel Finland, at gennemføre stikprøvetest på for eksempel 10% af skolerne. For vi har i høj grad brug for at modarbejde teaching to the test-undervisningen, som vi ser mange steder.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.