Der er (fortsat) håb forude

I Københavns Lærerforening har der i 2018 været mange vigtige begivenheder, både store og små, der dels har betydet meget for den enkelte lærer i København såvel som i resten af landet.

Ved overenskomstforhandlingerne 2018 var og er der fortsat en stor skuffelse over, at lærerne ikke fik en arbejdstidsaftale og i stedet måtte nøjes med en kommission. Det hele afstedkom en “ny start”, der - om end det fortsat for mange lærere er svært at tro på - i det mindste har ændret den måde Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening taler sammen på. Således husker jeg både en anerkendende Michael Ziegler på ladet af en lastbil foran Forligsinstitutionen udtrykke respekt for fagbevægelsen og en formand for Kommunernes Landsforenings børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal, der ved flere lejligheder har udtrykt vigtigheden af folkeskolen som samfundsbærende institution samt, at denne kun kan bevares, hvis der er et ligeværdigt samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening. I august udmøntede det sig også i et debatindlæg i Folkeskolen, lokalt i København i en fælles erklæring fra vores formand Lars Sten Sørensen, overborgmester Frank Jensen og børne- og ungeborgmester Jesper Christensen, at skolestart i august var første skoledag for en ny start i folkeskolen, hvor et stærkt samarbejde mellem kommunen og lærerne skal sikre fælles løsninger på folkeskolens udfordringer. Den nye start betyder, at Københavns Lærerforening og Københavns Kommune har indledt et forløb, der forhåbentlig i løbet af foråret vil resultere i en lokalaftale, der giver lærerne meget bedre mulighed for at lykkes med opgaven om at få eleverne til at trives, blive fagligt dygtige og ikke mindst blive dannede til at klare sig i det danske samfund. Vi har brug for en aftale, der helt konkret giver mulighed for at prioritere i opgaverne og samtidig forholder sig realistisk til den tid, det tager at lave ordentlig undervisning af høj kvalitet.

Overenskomstforhandlingerne 2018 vil jeg også huske for, at musketered var noget, vi alle med ét talte om. Det sammenhold, der blev skabt i fagbevægelsen, var helt helt unikt, og det var for mig enestående at være med til at skrive danmarkshistorie ved at deltage i stormødet med over 10.000 tillidsvalgte i Fredericia. Ligeledes var det uforglemmeligt at være med til at holde presset på arbejdsgiverne ved at deltage i faneborgen foran Forligsinstitutionen. Det historisk stærke sammenhold ved overenskomstforhandlingerne blandt de faglige organisationer, et godt overenskomstresultat - når man ser bort fra, at lærerne ikke står med en arbejdstidsaftale - med blandt andet reallønstigninger og fjernelse af privatlønsværn samt sammenlægningen af FTF og LO i Fagbevægelsens Hovedorganisation betyder, at vi samlet som lønmodtagere og medlemmer af en fagforening kommer styrket ud af 2018.

I Københavns Lærerforening oplever vi, at det styrkede samarbejde i fagbevægelsen er med til at lægge pres på arbejdsgiverne i forhold til at tegne overenskomst. Således har fælles front for nylig været med til at blødgøre restauratører i Tivoli Food Hall. I Dansk Jernebaneforbund kæmpes i øjeblikket en kamp for at bevare fair forhold på arbejdspladsen. En kamp, hvor DSB-medarbejdere har brug for al den støtte, vi som organiserede lønmodtagere kan give. 

I Københavns Lærerforening er vi netop involveret i ansættelsesblokade mod Skolen Sputnik, der ikke vil tegne overenskomst med vores medlemmer. En situation, der forhåbentlig vil blive mødt med støtte af vores venner i fagbevægelsen. Det er helt uacceptabelt, at lærere på Skolen Sputnik skal arbejde under ringere vilkår end lærere på andre skoler. Yderligere problematisk bliver det, når Københavns Kommune benytter sig af private skoletilbud som Skolen Sputnik, da kommunen dermed benytter sig af social dumping. Derfor er det mit store ønske, at stillingsblokaden mod Skolen Sputnik kort ind i det nye år vil medføre, at Skolen Sputnik vil begynde overenskomstforhandlinger med Danmarks Lærerforening.

En anden dagsorden, der er vigtig for en samlet styrket fagbevægelse, er kampen for velfærd og social lighed. I et valgår bliver det endnu vigtigere for fagbevægelsen at udnytte den styrkede position til at sætte kampen mod fattigdom og stigende ulighed, fremfor symbolpolitiske dagsordner som øde øer og maskeringsforbud, helt frem på dagsordenen i den kommende valgkamp. I forhold til København er det afgørende, at resultatet af et folketingsvalg vil afstedkomme en regering, der giver kommunerne bedre økonomiske muligheder, så de kan yde borgerne velfærd af højeste kvalitet.

Andet, der har tegnet året i fagbevægelsen, er den sejr, det var for offentlige ansattes muligheder for at ytre sig. Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening vandt sagen i Landsretten om, at arbejdsgiveren Odense Kommune gav en uberettiget advarsel for netop at ytre uenighed med denne. Ytringsfrihed og fri dialog er i min optik en afgørende faktor for, at vi har udviklet et trygt og frit samfund - derfor et stort tillykke til alle offentlige ansatte med denne principielle afgørelse.

I kampen mod læringsmålstyranniet har Århus Lærerforening taget et opgør med de digitale læringsplatforme, og det har resulteret i, at brugen af disse er blevet gjort frivillig. Et vigtigt resultat i kampen for, at lærerne får den faglige frihed til at lykkes. I København er det endnu ikke lykkedes at rejse denne for skolen vigtige faglige diskussion - hverken hos politikere eller i forvaltningen. Det er mit håb, at diskussionen om læringsmålstyringen og tiden, der anvendes på at dokumentere i det kommende år, bliver taget op i Københavns Kommune og resulterer i, at lærere får større frihed til at anvende den faglighed, de i høj grad besidder. Dette er yderligere blevet vigtigt efter, at det er kommet frem, at folkeskolereformen og læringsrevolutionen ikke har skabt bedre resultater for eleverne i folkeskolen.

I den københavnske folkeskole er der problemer med, at mange, der underviser her, ikke har en læreruddannelse. Faktisk er op mod 20% af underviserne ikke uddannede lærere. I en københavnsk skole har der ovenikøbet været stillingsopslag for lærerjob, hvor der blev søgt både efter en lærer eller en pædagog til at varetage undervisning i indskolingen, hvilket klart strider mod folkeskolelovens bestemmelser om, at det er læreruddannede, der skal varetage undervisningen i folkeskolens fag. På specialskoler er der et enormt pres på lærerstillinger, og vi skal bare se på budgetforhandlinger for 2019 i nabokommunen Frederiksberg for at se skrækeksemplet på, hvordan opfindsomme embedsmænd kan finde besparelser. Således blev et spareforslag om at spare 4 millioner kroner på kommunens specialskole fremsat. Besparelsen blev foreslået gennemført ved at afskedige 20 lærere og delvis erstatte dem med pædagoger. Denne udvikling vidner om, at de mennesker, der forvalter, i deres iver for at overholde budgetter og finde besparelser, glemmer at respektere den faglighed, der må og skal være om de fag, der arbejder i skolen. I Frederiksberg gik det heldigvis ikke, da en folkelig opstand gjorde politikerne opmærksomme på, at forvaltningen her havde overskredet grænsen. I København er det mit håb, at der vil blive ved med at være respekt for den faglighed og kompetencer, lærere og pædagoger leverer i den københavnske folkeskole. 

Der er er nok at bekymre sig om som en del af Københavns Lærerforening. Der er flere vigtige dagsordner end dem, jeg har berørt her, men min konklusion må være, at der er håb for fagbevægelsen og lønmodtagerne.

Forbedrede vilkår kommer ikke til at ske uden kamp, men som det ovenstående beskriver, er der begivenheder og beslutninger, der giver håb for 2019.
Desuden ønsker jeg inderligt, at vi i 2019 vælger en ny regering, der vil prioritere velfærd i kommunerne allerhøjest.

Med ønsket om et godt og lykkebringende nytår.

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.