'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Vranjo er en forfinet blanding af sandhed og løgn, som bliver brugt af magthaverne i Rusland til at afvæbne al kritik og få befolkningen til at opgive alt håb. Lang tids brug af vranjo gør, at magthaverne til dels selv tror på deres egne løgne. Vranjo har på ødelæggende vis spredt sig til København.
26 % uden læreruddannelse er ansat i folkeskolen i København - et tegn på de ødelæggende arbejdsforhold og rammebetingelser, som gennem flere år har gjort livet surt for elever og lærere i folkeskolen.
Hvad siger vores politikere, og hvad er deres handlinger?
Vores skoleborgmester i København, som står i spidsen for strategien ”Vores børn – fælles ansvar”, siger, at alle vores børn og unge skal have de bedste betingelser for at lære, udvikle sig og trives, og alle skoler skal have den højeste kvalitet.
Handling: Har indgået en arbejdstidsaftale, der overdrager ansvaret for at rekruttere og fastholde nye lærere til den enkelte skole. Her må skoleleder og lærernes tillidsrepræsentant i samarbejde prioritere at modtage nye lærere. Ydermere står der i aftalen, at samarbejdet ikke må føre til utilsigtet timetælleri, og at der ikke kan sammenlignes med andre skolers (kommuners) tildelinger. Det skulle nødigt sort på hvidt fremgå, at den enkelte skole har åbenlyst utilstrækkelige ressourcer til at skabe en skole af den højeste kvalitet. Yderligere handling: Borgmesteren budgetterer med en besparelse på ca. 100 millioner kroner på næste års skolebudget!
Uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen har tidligere sagt og skrevet: Det betaler sig at investere i mennesker. Lad os give alle børn en fair chance.
Nu handler hun som minister – ved at beordre nedskæring på læreruddannelsen i København.
Det kræver investeringer at få positive ændringer. Det er vranjo, at uddannede lærere kan rekrutteres gennem nedskæringer og lokalt samarbejde. Det er vranjo, at færre og dårligere uddannede lærere er lig med at investere i mennesker og give børnene i folkeskolen i København en fair chance.
Lad handling følge ord. Vi kan ikke bruge politikere, der siger et og gør det modsatte. Lad vranjo være en by i Rusland og København en by i Danmark.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.