Jeg vil som indledning lige slå fast, jeg ikke er i mod evaluering, og jeg har heller ikke noget problem med at give mine elever en læsetest eller en matematiktest, når jeg finder det relevant i forhold til at kunne tilrettelægge min undervisning.
Men jeg mener, at det er dybt bekymrende, at de nationale tests siden 2014 har indgået som resultatmål for skolereformen, som siger, at 80% af eleverne skal være ”gode” til læsning og dansk i forhold til testene, og andelen af de allerdygtigste skal stige hvert år.
Når elevernes testresultater gøres op i gennemsnit, vil der altid være nogle elever, der ligger under, på og over landsgennemsnittet og på den måde måler vi jo ikke på den enkelte elevs individuelle progression, men i stedet på hvor dygtige de er i forhold til hinanden.
Jeg har svært ved at gennemskue sammenhængen mellem en test, som er designet til, at eleven ”...bliver testet til kanten af deres niveau”, underbygger vores formålsparagrafs mål om, at ”… eleven får tillid til egne muligheder”, når oplevelsen er, at eleverne bliver efterladt med en følelse af utilstrækkelighed, når de forlader skærmen efter de 45 minutter.
Tests og evaluering må aldrig blive mål i sig selv, som lige præcis tidligere nævnte inddragelse af de nationale test som resultatmål lægger op til. Dette mener jeg, er en vigtig diskussion, som vi skal blive ved med at tage med politikere, forældre og hinanden.
Hvis ikke vi holder fast i et kritisk syn på testkulturen i folkeskolen, kan vi jo risikere, at definitionen af nationale test fra Klaus Møllers blogindlæg ”Ordbog for lærere!”, for alvor bliver til virkelighed:
”Nationale test: Meningsløs skoleaktivitet med minimalt fagligt udbytte og samtidig såkaldt ”gode timer”, hvor læreren uden overanstrengelse kan overskue en pacificeret masse af elever, der er skrækslagne for at dumpe i skolens vigtigste fag: Test.”
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.