Giv os frihed til at lykkes

I Københavns Kommunes skolevæsen har Meebook som læringsplatform gjort sit indtog, og fra 1. august næste år er Skoleintra fortid, og Aula træder ind på scenen. Forventningerne i forvaltningen er store, og mange regnedrenge er sikkert svært begejstrede, når de fornemmer, hvor store effektiviseringer der kan løbes ind, når lærerne i læringsmålsstyringens hellige navn fabrikerer undervisningsforløb og deler dem lystigt med hinanden. 

I det hele taget ser hele det kommunale system, med Kommunernes Landsforening i spidsen, digitalisering som fremtiden. Således kan man på kommunernes-teknologispring.dk læse, hvordan kunstig intelligens og robotter i fremtiden mere eller mindre kan erstatte lærere og pædagoger. En udvikling hvor løntungt, uddannet personale udelukkende ses som en uønsket økonomisk belastning og bedst erstattes med maskiner, nøjagtig som samlebånd erstattede arbejdere ved overgangen fra det 19. til det 20. århundrede. Dengang var fremskridtet til glæde for menneskeheden og satte den enkelte fri samt muliggjorde dannelse og oplysning for alle lag af samfundet. Det er svært at se, hvad ønsket om at erstatte menneskelig kontakt i pædagogisk praksis med robotter skal gøre godt for.

Det er denne tænkning, der i kommunale forvaltninger, også i Børne og Unge Forvaltningen i København, i disse år, skaber fantastiske forestillinger om, at læringsplatforme og læringsmålsstyring giver en bedre skole. Det tillader jeg mig at være uenig i. Jeg tillader mig også at stå tvivlende overfor værdien af læringsplatforme og deres anvendelse. Dermed ikke sagt, at grundig planlægning, forberedelse og evaluering ikke giver bedre undervisning. Det har det sådan set altid gjort. Den dygtige lærer har, udover at være faglig funderet, altid været den, der har evnet at være tydelig i sine mål overfor eleverne. Desværre gør en digital platform ikke nogen forskel. Det er simpelthen ønsketænkning. Det, som vil gøre en forskel, når der skal sikres gode resultater for eleverne både menneskeligt og fagligt, vil være anerkendende, dialogbaseret og tillidsfuld ledelse, mere tid til forberedelse og evaluering af undervisningen, større vægt på dannelse og fri tænkning samt en større inddragelse af de fagprofessionelle i udviklingen af skolen. 

Fra folketinget er der i tiden begyndt at blæse andre vinde i forhold til et ensidigt fokus på, at læringsmål og læringsplatforme er løsningen på alle udfordringer i skolen. Således skete det, at der i maj 2017 blev vedtaget en lempelse og reducering af de bindende mål med det formål at øge lærernes professionelle råderum. Dette har medført, at en arbejdsgruppe under Undervisningsministeriet har fundet ud af, at der skal være mere rum til den professionelle dømmekraft, og brugen af læringsplatformene skal være meningsfuld. I Folkeskolen den 16. august i årkunne man læse, at en del af politikerne bag reformen trækker i land i forhold til, at de ikke kan genkende indholdet i de udviklede læringsplatforme, og det de vedtog om en digital brugerplatform i forbindelse med reformen i 2013. Selv fra KL’s udviklingsdirektør Arne Eggert lyder det, ”at læringsmålstyret undervisning - forstået som undervisning, hvor målene altid får forrang fremfor andre didaktiske elementer, og hvor det er målene der styrer lærerne og ikke lærerne, der styrer efter mål - er dårlig undervisning”.
Alt dette peger i retning af et ændret syn på skolen og nødvendigheden af, at lærerne som fagprofessionelle skal have langt større råderum og frihed for at lykkes med opgaven.

Dette kan vi ikke mærke i Københavns Kommune, hvor der dels holdes fast i, at læringsmålsstyring i en længere skoledag skal være omdrejningspunkt for elevernes læring, dels, at der ikke er kommet en reaktion på, at der i folketinget er vedtaget en lempelse og reducering af de bindende mål og dels, at der i den valgte læringsplatform ikke er en diskussion om den meningsfulde brug af denne. 
I min optik er læringsmålsstyring og ensidig brug af læringsplatforme en alt for snæver ramme at drive skole i. Ligeledes skal skolen i højere grad fokusere på et bredt læringsbegreb og dannelse, som det for eksempel er beskrevet af lærer Mette Frederiksen i begrebet ”formålsstyret undervisning”.

I Københavns Kommunes skolevæsen efterlyser jeg hermed, som det sker mange andre steder i landet, en diskussion, refleksion og efterfølgende justering af hvilken didaktik, pædagogik og anvendelse, der skal være toneangivende i det Københavnske Skolevæsen. Ligeledes efterspørges det, at Københavns Kommune forholder sig til, hvordan de lempede Fælles Mål implementeres på læringsplatforme sådan, at de kan anvendes meningsfyldt.

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.