Giver det mening?

Som politiker skal man altid spørge sig selv: Giver projekterne og indsatserne mening for borgerne? For eleverne? For lærerne? For forældrene? Sådan lød budskabet fra undervisningsminister Merete Riisager på KL’s ’Børn og Unge Topmøde’ i sidste uge. Endvidere sagde hun, at man som kommunalpolitiker og forvaltning også skal spørge sig selv, om man blander sig unødigt  i de fagprofessionelles arbejde. Spørgsmål, som vi kun kan håbe på, de københavnske politikere og embedsmænd tør besvare og handle på.  

Der er mange projekter og indsatser i den københavnske folkeskole, som er udtænkt i embedsværket, besluttet af politikerne, sendt ned i systemet til udførelse på skolerne.  Desværre er det ofte projekter, som ikke har sit udspring på skolerne.

Tag for eksempel hele implementeringen af Forenklede Fælles Mål. I København skulle alle skolerne uden forudgående dialog hurtigst muligt i gang med Læringsmålstyret Undervisning (LMU) , som i øvrigt er et koncept skabt i ministeriet, uden det havde været intentionen i forligskredsen bag folkeskolereformen. ’Synlig læring’, ’Læring, der ses’, alle lærere i kommunen på sommeruniversitet i LMU, læringskonsulenter, faglige fyrtårne, FIT og FAT’ere ud på skolerne for at lære lærere og lederne, hvordan vi skulle undervise. Indførelse af læringsplatformen – Meebook - et styringsredskab, som låser vores planlægning og evaluering fast til de mange videns -og færdighedsmål. Der bliver brugt  ufatteligt mange arbejdstimer på det projekt. Man kunne jo spørge: Giver det mening?

Folketinget har vedtaget, at de mange tusinde videns- og færdighedsmål fra januar 2018 ikke længere er bindende, men vejledende, ud fra en intention om at give skolerne og lærerne et større professionelt råderum til at tilrettelægge undervisningen. I København venter vi på udmelding fra politikerne om, hvordan de vil implementere denne vedtagelse, men det må da som minimum betyde, at der skal ske ændringer på læringsplatformen Meebook, så vi i skoleåret 18/19 ikke skal krydse de mange videns- og færdighedsmål af.

Folkeskolerne er i dag præget af New Public Manegement styring , hvor det, der betyder noget, er det, der kan måles, vejes, sammenlignes, kontrolleres og dokumenteres. 42 nationale tests skal en skoleelev igennem. En testkultur, hvor det virker som om, der er en tro på, at jo mere vi tester, desto fagligt dygtigere bliver eleverne. Fremfor at være pædagogiske redskaber, er tests blevet et politisk styringsredskab, og i denne tankegang passer LMU jo som fod i hose. En måde at tænke skole på, som fremmer en præstationskultur,  hvor eleverne måles og sammenlignes ud fra snævre faglige mål.

Prioriteringen af en undervisning, hvor eleverne understøttes i at blive dygtige, kreative, fantasifulde, demokratiske, initiativrige og gode til at samarbejde (en del af folkeskoles formålsparagraf), hvor blev den af? En undervisning, hvor målstyring og testmanien ikke fylder mest, men hvor det er fagligheden, nærværet, trivslen og fællesskabet, der er i centrum, hvor blev den af? Og ikke mindst en undervisning fagprofessionelle står for uden unødig indblanding, som Riisager sagde i sin tale, hvor blev den af?

Lærerne og lederne ude på skolerne kan godt, hvis  politikerne giver os frihed. Det er det, vi er uddannet til. Det vil give mening.