Vi kan ikke komme udenom, at folkeskolen har brug for massive investeringer til at løse inklusionens gordiske knude. Men vi skal også bruge og stå på vores lærerfaglighed, som under de rette betingelser, for alvor kan rykke noget.

 Af:  Jessica Uebelin

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Den nye analyse af nyhedsbrevet Momentum er ikke rar læsning. Den viser, at segregeringsgraden, altså andelen af børn der går i specialtilbud, fra 2018 til 2022 er vokset fra 5,3 til 6,6 procent på landsplan og fra 4,88% til 5,82% i Københavns Kommune. Udgifterne til specialundervisning er i samme tidsrum steget med 900 millioner kroner fra omkring 5,6 til 6,5 mia. kr.

Andelen af inkluderede elever i folkeskolen er nu lavere, end da Folketinget vedtog inklusionsreformen i 2012. Men selvom der er flere elever i specialskoler og -klasser, fylder ”inklusionselever” i klasserne, ”kaosklasserne” på skolerne og elever med skolevægring i medierne. Derfor er dommen på lærerværelserne, og mange andre steder i landet, klar: Inklusionen er slået fejl.

Og det er ikke, fordi man ikke har prøvet. Om man kigger på DLF´s, UVM´s, EVA´s, EMU´s, DPU´s, KK´s eller Skolelederforeningens hjemmeside, vil man finde mange rigtige gode råd, tiltag og strategier for at løse inklusionsudfordringen. Hvorfor lykkes det så ikke i praksis?  

Når man tager til Katrinebjergskolen i Aarhus, kan man faktisk finde et sted, hvor inklusionen lykkes. Her blev der i 2016 oprettet den første Nest-klasse. Og når man kigger på rammerne for Nest-klassen, står det hurtigt klart, hvorfor den fungerer.

Når eleverne starter i 0. klasse, er de 16 elever, hvoraf fire har autisme. Forældrene til de børn, der ikke har autisme, har aktivt valgt Nest-klassen til.

Børnene med autisme er vurderet til at være normalt begavede, men har udfordringer inden for socialt samspil, forestillingsevne og kommunikation. Derfor deltager de i tre lektioner om ugen i en særlig undervisning i social læring.

Derudover undervises Nest-klassen ud fra co-teachings-modeller og er fysisk indrettet, så den understøtter trivsel, læring og udvikling for alle elever.

Altså en klasse med markant færre elever end en almindelig klasse, hvor der altid er to lærere til stede, og hvor fire af eleverne har den samme, klart definerede diagnose. Læg dertil en masse specialpædagogisk viden og sparring, der er målrettet elevernes behov.

Kontrasten til den almindelige skolehverdag, hvor en lærer oftest står alene med en klasse med 25 elever, hvoraf flere har modsatrettede diagnoser og behov, er skærende.

Derfor skal der ikke kun skrives strategier, men sikres de ressourcer og rammer, der giver mulighed for at lykkes med inklusionsopgaven.

Der skal være sammenhæng mellem ambition og ressourcer. Selv de bedste inklusionskoncepter virker ikke, hvis midlerne ikke følger med. Flere ressourcer løser ikke alting, men med kortere skoledage, mindre klassestørrelser, mere tid til forberedelse og to uddannede lærere i store dele af undervisningstiden, vil vi komme langt, som Katrinebjergskolen i Aarhus er et levende bevis på.

Men der er også noget andet vi ifølge Lene Tanggaard, der har fulgt Nest-klasserne tæt, kan lære af Katrinebjergskolen. Hun har observeret, at dét, der fungerer godt, er, at lærerne får lov til at tage styringen og bringe deres almene kernefaglighed i spil. En lærerfaglighed, der har været under pres i tiden, hvor den målstyrede og evidensbaserede tilgang til undervisningen har været dominerende.

Den sammen konklusion/observation er Tilde Mardahl-Hansen kommet frem til i sin forskning om inklusion, hvor hun har fulgt en udfordret klasse og deres lærere, hvor der ikke var de samme rammer og ressourcer som i Nest-klassen. Hendes klare budskab er, at man skal lade lærerne gøre det, de er gode til: at bruge flere elementer samtidigt for at løse komplekse problemstillinger, f.eks. at udvikle faglige aktiviteter og socialt samspil på én gang. Med andre ord, at stå på og udvikle deres lærerfaglighed, i stedet for prøve det nyeste plug- & play-koncept af.

At man udvikler sin faglighed bedst, når man er to i klassen, er vist endnu et godt argument for at finde midler til co-teaching og tolærerordninger.

Vi skal løse inklusionens gordiske knude. Det kan vi godt, hvis vi insisterer på de rigtige ressourcer og rammer, mens vi står på og udvikler vores lærerfaglighed.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.