Har inkluderende fællesskaber en chance

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Fredag den 25.9. afholdt Københavns Kommune konference om indsatsen Inkluderende fællesskaber, der udspringer af Børne- og Ungdomsudvalgets strategi for børn og unge ”Vores Børn - fælles ansvar”.

Inkluderende fællesskaber indeholder en lang række indsatser og er et ambitiøst projekt, der skal nedbringe antallet af elever, der segregeres fra normalområdet. En oversigt over samtlige indsatser kan ses her: Status på inkluderende fællesskaber

Med andre ord skal flere børn inkluderes i normalområdet fremfor, at de sendes i specialtilbud. Dette gøres ud fra tanken om et inkluderende støttesystem. Hvor 2-4% af eleverne har så vidtgående behov, at de har brug for et særligt tilbud. 15-25% af eleverne har brug for støtte i et normalt tilbud, og 75-85% har ikke brug for at modtage nogen støtte.

Projektet er funderet på et ressourceorienteret børnesyn, som den norske professor Thomas Nordahl på konferencen den 25.9. udfoldede for ledere af skoler og institutioner samt repræsentanter for organisationer.

Det ressourceorienterede børnesyn er altså udgangspunktet for inklusionen i København. Ifølge Nordahl, skal skolen altid være samfundsinkluderende og have et syn på inklusion, hvor det enkelte barn er inkluderet på 3 forskellige områder - socialt inkluderet, faglig/sprogligt inkluderet og personligt oplever inklusion.  

Thomas Nordahl har i hjemlandet været kontroversiel. Nordahl er i lærerkredse blevet kritiseret for sin rolle i Osloskolen. Her har norske medier beskrevet konflikten mellem Nordahl og lærer Simon Malkenes som en hanekamp. Kritikken har blandt været, at Osloskolen har været præget af rigid læringsmålsstyring.

Jeg vil mene, at der kan være gode grunde til at købe ind på, Københavns Kommunes strategi ”Vores Børn Fælles Ansvar”, det ressourceorienterede børnesyn og de deraf affødte indsatser. Der er gode intentioner i det hele. Og ønsket om at give lige muligheder til alle børn og give dem mulighed for at indgå i positive fællesskaber, er noget vi alle kan blive enige om.

Kommunen skal dog være påpasselige med ikke at blive for styrende. Det må ikke ende, som det er gjort i Oslo, hvor læringsmålsstyringen som didaktisk metode er kammet over, og har medført, at mange lærere har oplevet, at deres professionelle dømmekraft er taget fra dem. Men, at vi overordnet har værdier og et pædagogisk grundlag som alle er forankret i, må anses som en kvalitet som ansatte på alle niveauer i kommunen har gavn af.

Spørgsmålet er så om strategien, det pædagogiske grundlag og indsatserne når helt derud, hvor det virkelig gælder, eller om det hele sander til i nogle af de mange led, der findes, før de når ud til den menige lærer eller pædagog på gulvet i skolerne og daginstitutionerne i København. Jeg kan have mine tvivl.

Ude på skolerne, har alle en travl hverdag og opgaverne er mange. Der går meget tid med mange dagligdags gøremål og nødvendige opgaver. Men når de store vigtige og velmente projekter, rulles ud på skolerne, er forståelsen for, at medarbejdernes mulighed, for at implementere nye arbejdsgange og tiltag meget lille. Rammerne og involveringsgraden for den enkelte lærer er simpelthen ikke til stede.
Fordi de ofte i det daglige i bedste fald har travlt med opgaverne, men ofte er så pressede, at det i det hele taget er svært at kunne følge med.
Derfor bliver det svært, for ikke at sige umuligt at implementere nye tiltag. De udefrakommende projekter opfattes, uanset hvor velmente og gode de end måtte være, som utidig indblanding og som endnu et unødvendigt benspænd af muligheden for at løse kerneopgaven tilfredsstillende.

Skal inkluderende fællesskaber lykkes er det afgørende at opgaven og forventningen beskrives tydeligt i arbejdet med lærernes arbejdstidsaftale. I arbejdstidsaftalen er kommunen forpligtet på skriftligt at redegøre for ”kommunalt initierede projekter og den forventede andel af arbejdstiden der medgår hertil.” Lad denne redegørelse tydeligt beskrive, hvor meget tid der er og, hvad forventningerne er til lærerne i implementeringen af inkluderende fællesskaber.

Når der evalueres på om den afsatte arbejdstid var ramme nok til at komme tættere målet, er det vigtigt, at der lyttes, og der er vilje til eventuelt at udvide rammen, hvis det skulle vise sig, at det er svært at realisere indsatserne i virkeligheden.