Hvad gør du, når du kan se det absurde i en politisk kultur, hvor effekterne af de handlinger, der igangsættes som følge af en reform, er stik modsatte af reformens erklærede mål - uden at hverken handlingerne eller reformens idegrundlag revideres?
Hvad gør du, når ministeren vil give dig mindre i løn?
Hvad gør du, når Kommunernes Landsforening synes, din arbejdstid skal dikteres af en gammel lov?
Hvad gør du, når din enerådende direktør synes, at en overenskomst giver dig for stor sikkerhed i jobbet?
Hvad gør du, når nedskæringer har fjernet din makker, og du står alene med ansvaret i børnehaveklassen?
Hvad gør du, når prøvebekendtgørelsen pludselig bliver ændret?
Hvad gør du, når din makker er blevet slået og sparket og derefter sygemeldt?
Du ringer til mig:)
Mit budskab er, at du ikke er alene. I fællesskab vil vi finde svaret på spørgsmålet: Hvad gør du? ved at ændre det til: Hvad gør vi?
Vi kan vise offentligheden, at ministeren manipulerer med lønstatistikken. Vi kan samle så stor en styrke, at krav om lønnedgang ikke bliver fremsat.
Vi skal ikke give op, men vise, at LOV409 er en ødelæggende ramme for arbejdslivet, og vedholdende arbejde for en ny arbejdstidsaftale.
Vi skal ikke acceptere arbejdspladser, hvor man ingen rettigheder har, og hvis direktøren ikke kan se det, så skal vi iværksætte en fuld blokade og tvinge en overenskomst igennem.
Vi skal presse de politikere, der er blevet valgt på løfter om velfærd, til at holde deres løfter, så de, der står for nedskæringer, kommer i mindretal.
Vi vil holde konferencer og skabe debatfora, så pædagogikken styrer, og en ny prøvebekendtgørelse ikke pludselig tilsidesætter flere års arbejde.
Vi skal løse arbejdsmiljøproblemer ved en systematisk afdækning og handling, så elever i mistrivsel ikke overlades til alene at afreagere på deres lærer.
Listen er lang, og jeg kunne blive ved. Hovedpointen er, at jeg ønsker et KLF, hvor vi bruger samtlige de virkemidler, vi har til rådighed. Vi skal gennemtvinge en ægte feedback-kultur i politik, hvor det får konsekvenser for politikerne, hvis de ikke forholder sig til virkeligheden. Sammen kan vi skabe et arbejdsliv, hvor vi kan udøve vores profession i et sundt arbejdsmiljø og gå glade på arbejde.
KLF skal have ny formand, næstformand og bestyrelse. Giv mig din stemme ved det kommende valg.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.