Hvad skal vi med skolen?

Som udskolingslærer på en københavnsk folkeskole kan det være meget svært at se svaret på det spørgsmål i dagligdagen. Jeg har en klar vision for mit arbejde som lærer, men det bliver sværere og sværere at se meningen med det hele. Hvad er vigtigt og og hvad er ikke så vigtigt? Findes der ikke et mål for det – så er det måske ikke så vigtigt? 2 ting der efter min mening skal diskuteres er UU-vejledningens fravær og karakterernes stigende betydning – for eleverne, forældrene og skolerne. 

Grundlæggende er de fleste lærere nok enige om, hvad de vil med skolen og eleverne. Lærere har heldigvis fortsat metodefrihed, men hvor længe får vi lov til at beholde den? Udviklingen går i øjeblikket i retning af ensretning, samt at alt bare skal løses i fælleskab. 

Ideen med folkeskolen er, at børn skal gå sammen i skole på tværs af sociale, økonomiske og etniske skel. Dette er præcis skolens helt store styrke, at eleverne møder forskellige børn og voksne - der agerer og handler forskelligt. Lad os ikke smide det væk!

I øjeblikket bruges der oceaner af tid og ressourcer på at diskutere, hvorvidt det ene eller andet tal skal give adgang til dit eller dat. Elever på gymnasierne trygler grædende om at gå hele år om, så de kan få 12,4 i snit og komme ind på drømmestudiet. Man bliver kun til noget, hvis man tjener masser af penge og får en god uddannelse. Hvad er en god uddannelse? Det er vel den uddannelse der passer til den enkelte.

Problemet er netop, at politikerne på den ene side beklager sig over, at for få unge vælger en erhvervsuddannelse – mens de på anden side fjerner UU-vejledningen fra 75% af eleverne, en vejledning som tidligere hjalp alle de unge med at finde den rette hylde. Ydermere har man besluttet at rykke uddannelsesparathedsvurderingen fra 9. til 8. klasse - man tager med andre ord modet fra nogle af eleverne et år tidligere end før! Jeg kan kun forestille mig, hvordan jeg ville have reageret, hvis jeg som uregerlig dreng i 8. klasse – helt sikkert ikke uddannelsesparat på daværende tidspunkt, havde fået at vide, at jeg ”ingen” fremtid havde i uddannelsessystemet. Det er måske ikke, det der er meldingen, men det er sådan mange af de unge opfatter det. Måske man igen skulle til at prioritere, at alle elever møder en UU-vejleder, hvis de ønsker det. 

Folkeskolereformen skal sørge for, at alle elever skal blive så dygtige de kan.  Det kan vi godt alle sammen blive enige om, men hvad betyder det egentlig? Nogle elever er ikke så dygtige, så hvorfor taler man dårligt om skolen, fordi nogle elever får 02 eller derunder? Vi er forskellige, har forskellige forudsætninger, behov og mål i livet – heldigvis!

Hvad er den ”gode” karakter? For nogle elever er 02 en hamrende god karakter – for andre er 7 eller måske endda 10 en dårlig karakter.

Hvad skal vi egentlig med karakterer, og hvad er det egentlig vi måler og belønner vores elever for. Hvorfor får man ikke karakterer i kammeratskab, empati, hjælpsomhed og god moral? Har vi helt glemt, at det også er derfor man går i skole – livets skole.

Karakterer er åbenlyst vigtige – for nogen. Jeg kan dog ikke helt se fidusen i det. Folkeskolens afgangsprøver er ret beset ligegyldige. Elevernes fremtid er på plads, når de i den kommende tid tager plads ved det grønne bord. Hvis karakterer er så vigtige, hvorfor giver man så ikke lærerne optimale muligheder for at forberede og gennemføre afgangsprøverne og den daglige undervisning. Hvorfor ændrer man så prøvebekendtgørelser midt i et skoleår. Hvorfor opererer vi med udtræksfag sendt fra himlen, der på ingen måde harmonerer med lærernes arbejdstid og muligheder. Spørgsmålene hober sig op, og jo flere man stiller de ansvarlige, jo flere gange får man at vide, at man ikke skal tale skolen ned.

Fokus er åbenlyst skiftet i vores arbejde. Fokus er ikke længere på at skabe livsduelige, demokratiske og empatiske mennesker. Fokus er på karakterer, nationale test og ligegyldig benchmarking – nationalt og internationalt.

Der er brug for en rigtig grundig diskussion af, hvad vi egentlig skal med skolen.