Inklusion: Der er i dén grad plads til forbedring

Sørgeligt. Så enkelt kan det siges. Resultatet af den undersøgelse om inklusion, som KLF gennemførte i januar blandt københavnske lærere, viser, at indsatsen for nogle af Københavns skrøbeligste elever halter fælt.

I kvalitetsrapporten fra 2015 kan man under overskriften ’Chancelighed’ læse, at der er et præstationsgab på hele 3,7 i karakterforskel mellem de 20% svageste elever og gennemsnittet på 6,7 ved 9. klasses-prøverne. En urimelig stor forskel, som kan hænge sammen med den manglende støtte og hjælp til udfordrede elever. 

Ifølge inklusionsundersøgelsen vurderer kun 6% af lærerne, at deres elever med faglige-, sociale- og adfærdsmæssige problemer får den tilstrækkelige hjælp og støtte, de har behov for, mens 40% svarer, at de udfordrede elever ingen hjælp får. Det er ikke godt nok!

I undersøgelsen svarer en lærer: ”Vi holder netværksmøder, får sparring fra kompetencecentre, men vi får ikke flere voksne. To lærere ville være godt”. En anden lærer forklarer: “Der er ikke ressourcer nok til at støtte op om elever med vanskeligheder i det omfang, de har behov for. Flere elever er egentlig bare i klasserne til opbevaring, hvilket har konsekvenser for de enkelte elever, men så sandelig også for resten af klassen.”

Begge udsagn er dækkende for mange af kommentarerne i undersøgelsen. Eleverne får ikke den reelle støtte i timerne, så det er muligt at undervise hele klassen, uden at meget af lærernes tid går til udfordrede elever. Som en lærer skriver: ”Støtte er ofte i form af brandslukning, når tingene er gået galt, ikke en reel, kontinuerlig indsats”. Ovennævnte illustrerer, hvor hunden er begravet. 

I samme periode har inklusionsdagsordenen fyldt. To tredjedel af lærerne svarer, at de har elever med vidtgående problemer. Kun omkring en fjerdedel, jeg gentager, en fjerdedel af denne elevgruppe får den støtte, de har behov for. Grotesk!

Inklusionsindsatsen er ellers ikke en spareøvelse, for pengene er fulgt med ud på skolerne, lyder meldingen fra forvaltning. Det kan bare ikke mærkes i klasseværelserne. Det kunne jo skyldes, at skolerne er så hårdt pressede økonomisk på andre områder, fx vikarkontoen, at pengene bruges her. Der er mangel på ressourcer på skolerne.

København har en markant lavere skatteprocent end de andre store byer i Danmark. Nettoudgifterne pr. elev til undervisningspersonale er 1.000 kr. lavere end 6-by-gennemsnittet (kommunale sammenligninger mellem de seks største byer i Danmark). Det kan mærkes ude på skolerne og har konsekvenser for eleverne. At udgiften til ledelse og administration så samtidig er ca. 1.600 kr. højere pr. elev end 6-by-gennemsnittet, synes ikke at have større positiv betydning for hjælpen til de udfordrede elever.

Det er da stof til eftertanke. I et valgår kunne det være ønskeligt, at de politiske partier dels forholder sig til disse tal, dels til om det er rimelige forhold at byde de københavnske folkeskoleelever.

Visioner og hensigter gør det ikke alene.  Den københavnske folkeskole er hårdt presset økonomisk, så ressourcer skal tilføres, hvis det skal være folkeskolen, og ikke privatskolerne, som skal være det naturlige førstevalg. Der er virkelig plads til forbedring!