”Jo mere vi fra barnsben bliver delt op i klasser, hvor vi ikke er vant til at være sammen med andre samfundslag, desto større bliver problemerne. Så hvis jeg var politiker, ville jeg bruge min tid på at få gjort jobbet som skolelærer til det mest populære i Danmark,” udtaler Jens Gravenhorst, adm. direktør hos ISS til Børsen. Citatet blev bragt i Politiken 6. januar og lunede på en kold dag. Men når det er sagt, så er det ikke muligt at øjne bestræbelser i den retning her i landets hovedstad.
Jesper Christensen, børne- og ungdomsborgmester i København, blev interviewet til Politiken 13. januar i år. Her siger Jesper Christensen bl.a., at vi må rykke sammen i bussen, da vi får mange elever fra de private skoler i København. Forældrene kan dog trygt regne med, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at opretholde kvaliteten i undervisningen.
De mange hundrede flere elever udløser nemlig ikke flere penge. Regeringens loft over, hvad kommunerne må bruge til drift og på, hvad de må bruge til anlæg, sætter en stopper for penge til lærerstillinger. Derfor har vi en særlig udfordring i 2019, siger Jesper Christensen.
Med al respekt, så er jeg tæt på at få en ’prop’ over, at ordet ”udfordring” ureflekteret anvendes, når der rent faktisk er tale om alvorlige problemer og grundlæggende systemfejl. Det er ikke til at holde ud at se kolleger knække nakken i stigende antal, fordi det ikke er muligt - uanset hvor hårdt og hvor længe der arbejdes - at være den lærer, man ønsker at være. Lærerne arbejder hver dag for at realisere ideen om den gode skole, trods grundlæggende systemfejl, hvor den værste blandt mange er, at vi de senere år er blevet markant færre lærere til et kraftigt stigende antal elever. Den skamvridning kan vi ikke holde til! Derfor vil KLF målrettet gå efter, at de millioner, der er blevet tilovers fra budgettet i 2018 bliver brugt på lærerstillinger. Det løser langt fra problemerne, men er et godt skridt i den rigtige retning.
”Når verdens bedste job bliver for hårdt” er titlen på en nylig udgivet rapport, hvor 1232 lærere fra hele landet svarer på åbne spørgsmål om, hvordan de har det i folkeskolen. Konklusionerne er mange, men ret entydige. Der er overordnet tale om dedikerede folkeskolemennesker, hvoraf nogle alligevel – til deres egen overraskelse og sorg – overvejer at søge væk fra folkeskolen.
Nana Vaaben, Ph.d. og forsker på UCC, er en af tre forskere, som har udgivet rapporten. Vi har bedt Nana Vaaben om at uddybe rapporten for foreningens arbejdsmiljørepræsentanter. Det sker onsdag 7. marts kl. 13.30 på Frydendalsvej 24. Jesper Christensen - du og dine kolleger på Københavns Rådhus er hjerteligt velkomne.
'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.