Pas på hinanden derude!

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Lad os starte med det gode. Det er positivt, at mange elever trives rigtigt godt. Der er færre konflikter. Lærerne har tid til relationsarbejde, nu hvor klasserne er delt i mindre hold og har en kortere skoledag med de samme voksne omkring sig. Men jeg hører også fra mange lærere, at deres hverdag i corona-skolevirkeligheden er presset, dels fordi de arbejder meget alene og savner det kollegiale fællesskab, dels pga. den manglende forudsigelighed.

Fra skolehverdagen, hvor rammerne var kendte og forudsigelige, blev skolerne pludseligt lukket ned, og en ukendt og uforudsigelig hverdag med nødundervisning begyndte. Det er nu en skole med forandret organisering, nye rutiner, særlige regler, virtuelle møder, nye love og bekendtgørelser, og ikke mindst en usikkerhed om hvad fremtiden byder.

I en sådan situation er det ekstra vigtigt, at bekymringer og usikkerheder i udførelsen af arbejdet ikke opleves som værende op til den enkelte, men er et fælles anliggende på arbejdspladsen.

Udover et højt informationsniveau og nem vej til hjælp, er det vigtigt, at der tages højde for arbejdsmiljøet, sammenhængen mellem undervisning, forberedelse, tilsyn, møder og andre opgaver. Det har stor betydning, at der på skolerne er kendte og klare rammer for nødundervisningen, hvad enten det drejer sig om den fysiske eller virtuelle undervisning.

Arbejdsbelastningen er ændret, og der er forskellige bekymringer og opmærksomhedspunkter alt efter, hvor man arbejder i nødpasningen. Belastningen skal drøftes i Lokal-MED og TRIO, og der skal tages hånd om alle medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at lærerne og børnehaveklasseledere får talt sammen og går til deres TR og AMR med problemstillinger, som de kan tage op, hvis det bliver nødvendigt.

For lærerne, der fjernunderviser i nødundervisningen, er der risiko for, at de kan opleve, at de mangler faglig og social støtte i arbejdet. At de ikke føler sig som en del af et kollegialt fællesskab, ikke har mulighed for uformel sparring og feedback fra ledelse og kollegaer, og at arbejdstid og fritid flyder sammen bl.a. i kommunikationen med elever og forældre.

For lærere, der nødunderviser på skolerne er der risiko for, at de kan opleve at være isolerede ude i deres lille gruppe, nervøse for smitte, og om de overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger. At de har undervisning og opsyn med elever i lange intervaller uden de nødvendige indlagte pauser, og at de ikke når alle de andre opgaver, der hører skoledagen til, udover tiden de er sammen med eleverne.

Den særlige situation med nødundervisning, som vi ikke ved, hvor længe varer, skal ikke bare handle om overlevelse – den skal hænge sammen. Vi må finde et leje, så vi kan holde det ud. Det er vigtigt for det sociale og kollegiale fællesskaber, at vi får talt sammen.

I møderne i det virtuelle rum bliver der talt om det faglige og der koordineres, men det er vigtigt, at give plads til at få talt om situationen vi står i, og hvordan vi har det. Kort sagt så har det betydning, at vi har øje for hinanden, når vi fx holder team-, KLF-, afdelings- og skolemøder i den virtuelle verden.

Den virtuelle verden er én verden, den fysiske, hvor vi møder hinanden og får talt sammen, er en anden. Når arbejdet på skolen er slut, har det betydning lige at mødes (selvfølgelig ikke mere end 10 og med afstand), se hinanden i øjnene og drøfte dagens oplevelser.

Vi er vant til sociale og kollegiale fællesskaber. Når de er under pres, må vi give dem ekstra opmærksomhed, så vi ikke som team, som mennesker, som lærere falder fra hinanden.