Pengene til skolerne prioriteres skævt

2017 er et kommunalt valgår, og valgkampen er allerede begyndt. Den økonomiske manipulation er godt i gang. Der er indgået budgetforlig og Københavns budget afspejler, hvad partierne ønsker at prioritere og investere i. Men måske endnu vigtigere: Hvad der er stemmer i. Det forudsagde jeg allerede i mit synspunkt fra januar 2017.

Nu kastes der penge efter bygninger, men ikke efter den daglige drift af skolerne, som om flotte skolebygninger vil skabe dygtigere elever. Jeg er dybt uenig i den økonomiske prioritering, hvor meget går til bygninger. Ingen tvivl om at der kommer flere og flere elever til København, og det kræver flere klassespor og flere lærere, men hvor er fokus på kvalitet i undervisningen og fagligheden?

Frank Jensen og hans aftalefæller er i gang med brandslukning af et problem, som hersker på tværs af byens skole- og ungdomsmiljø: Udsivning til privatskoler, uro i klasserne, marginalisering og stigmatisering blandt de unge er resultater af mange års besparelser på alle skolens niveauer. Indsatser som UU-vejledere, AKT-lærere, SSP-lærere, inklusions- og integrationsvejledere samt ressourcecenterlærere og tosprogslærere er gradvis minimeret eller forsvundet.

Uden øremærkning af puljerne er der ingen kontrol med kommunens midler. Resultatet er, at resurser, der var tiltænkt fx specialundervisning og sproglig støtte bruges til dækning af huller andre steder i skolens budget. Både lærere og ledere løber stærkere end før, mens vores politikere ser byen fra deres droneagtige blik og får kun øje på skolebygninger og bygningsstørrelse.

Samtidig tales der meget om nye tiltag som fx Åben Skole og partnerskab med lokale virksomheder og foreninger, men faktum er, at på trods af alle aftaler har lærerne ikke den nødvendige tid til at skabe kontakter og følge op på aftaler, og de skal tilmed undervise flere lektioner.

Kære politikere i København, kom ned på jorden og ud på skolerne inden i vedtager et budget. Lyt til og tal med elever, forældre, lærere og skoleledere. Spørge dem om, hvordan byens ungdomsmiljø kan sættes på rette spor, i stedet for at kun at kaste penge efter klassespor og skolestørrelse. Tænk jer grundigt om og fokusér på de manglende pædagogiske prioriteringer for byens børn og unge.