Hurra, vi er blevet hørt. Hjælpen er efter sigende på vej, og vi starter med at prioritere tid til forberedelse af undervisningen.

 Af:  Kjell Nilsson

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Fem skoleår med en turbulent blanding af dårligt forberedt undervisning, nedskæringer, lange skoledage, urealistisk inklusion, læringsplatformsstyring og et nationalt testregime har bragt folkeskolen i krise. Den krise skal vendes, inden det er for sent.

Officielt er det formuleret med disse ord i den politiske forståelse mellem den socialdemokratiske regering og dens støttepartier. Folkeskolen skal styrkes og bevæges i en retfærdig retning. ”Der er brug for et tæt samarbejde om at sikre folkeskolen de nødvendige rammer og ressourcer, så lærerne kan give alle elever en undervisning af høj kvalitet.” Regeringen vil samarbejde om folkeskolen med Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening.

Hurra, der er hul igennem, og det giver energi at blive hørt.

Brug energien til at begynde forandringen nu. Brug tid sammen i KLF-afdelingen/faglig klub med at plotte den ny lokalaftales forberedelsestid ind i jeres ugeskema. For eksempel skal 24 undervisningslektioner følges af 12 forberedelseslektioner. Prioriteringen af tid til forberedelse vil medføre, at andre opgaver må nedprioriteres eller løses af andre end lærerne, alt imens vi venter på, at de af regeringen lovede nødvendige ressourcer bliver sat ind på skolens konto. 

Skal arbejdsdage, der ikke er skoledage, sløjfes? Skal team sammensættes på en ny måde og have ny mødestruktur?  Hvem skal renskrive pædagogiske notater? Er Meebook en tidsrøver? …

Det bliver en svær proces at omprioritere og ændre arbejdsgange. Det forudsætter en samarbejdskultur præget af demokrati med plads til en professionel uenighedskultur i LokalMed mellem lederen og vores repræsentanter. Husk at give dit bidrag til en løsning, når enten din leder eller din tillidsrepræsentant, TR-suppleant eller arbejdsmiljørepræsentant indkalder til møde om en ny måde at bruge arbejdsdagen på.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.