Samarbejde og Demokrati

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

Samarbejde er et nøgleord i forbindelse med folkeskolen netop nu.

På de netop overståede møder i København, mellem forvaltningen, ledere og tillidsfolk i forbindelse med implementeringen af A20, var samarbejde og dialog et tema, der blev fremhævet.

Jeg mener, at overskriften burde være samarbejde og demokrati.

Lærerne og tillidsfolk skal samarbejde i MED-systemet og i vores arbejdstidsaftale A20, der hviler på samarbejde med folkeskolens ledelse på alle niveauer.

Samarbejde er godt og vigtig. Samarbejde forudsætter, at ”nogen” arbejder sammen. Dette ”nogen” kan være forskellige parter f.eks. lønmodtagere og arbejdsgivere, der er forpligtet til et samarbejde i forhold til en overenskomst.

Til trods for A20 og det nye samarbejde mellem DLF og KL er samarbejdet belastet både af historien fra 2013 og af den ledelsesform, der udviklede sig i kølvandet på lockouten og reformen.

Historisk var et af resultaterne af striden mellem KL og DLF i 2013 netop, at lærerne ikke længere var en part, man ville samarbejde og forhandle med. Da lærerne ikke bøjede nakken, fik man lovindgrebet. Vi skulle ledes og styres med lov 409. Det førte til en hysterisk overstyring, hvor ledelsesretten, gang på gang blev fremhævet, som en slags mantra.

Resultaterne af dette var mange, men i denne sammenhæng vil jeg fremhæve, at lærerne først og fremmest mistede indflydelse og blev presset på deres professionelle råderum. Det havde naturligvis konsekvenser for samarbejdet, for demokratiet og fællesskabet i folkeskolen.

Vi fik en ledelsesform, der jagtede en overfladisk konsensus. Vi var i samme båd med en fælles stor opgave. Vi fik en ledelsesform, der havde det rigtig svært med uenighed og modsætninger, og som havde svært ved at anerkende de eksisterende interessemodsætninger.

Vi har f.eks. ikke fælles interesser, når det gælder skolestruktur, klassekvotient eller forberedelsestid.

Der er selvfølgelig områder, hvor ledelse og ansatte har fælles interesser. Men i et konstruktivt og fornuftigt samarbejde bør der netop være respekt for de modsætninger og de forskellige perspektiver, parterne har. Det er det, der kan skabe udvikling.

Det er vi nødt til at få på banen i det samarbejde, der nu skal indledes. Vi er nødt til at blive skarpe på det her. Det kræver et forhandlingsrum, hvor man i stedet for at stræbe efter konsensus, kan skabe kompromisser., hvor man bøjer sig mod hinanden, i respekt for parternes forskellige interesser.

Det ville gavne samarbejdet og demokratiet i folkeskolen.