Det er opløftende i arbejdstidsaftalen, at skolelederne gennem faste procedurer bliver forpligtet på at forholde sig til lærernes arbejdstid.

 Af:  Thomas Poulsen

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

I debatten om en arbejdstidsaftale for lærerne er der anført det synspunkt, at kommunen med den nye aftale i hånden vil gøre vores arbejdsforhold dårligere. Jeg deler ikke dette synspunkt.

Af to årsager:

Den ene årsag er, at en arbejdstidsaftale aldrig har beskyttet mod besparelser. I arbejdstidsaftalen, der blev forhandlet ved OK08, var der godt nok et undervisningsloft samt en faktor, der skulle sikre balancen mellem forberedelse, øvrige opgaver og undervisning. Begge disse var lokalt forhandlet og dermed afhængige af den enkeltes kommunes økonomi. Men grundlæggende beskytter en arbejdstidsaftale ikke mod dårlig økonomi i en kommune. 

Den anden årsag er, at alle skolens parter har interesse i, at ville skolen det bedste. Det bliver den simpelthen ikke ved, at lærerne får endnu dårligere arbejdsvilkår. Det ved lederne og kommunerne godt, og den “Ny start” har indvarslet, at kommunerne og lærerne ønsker at samarbejde om at lave en god skole.

Dette samarbejde er vi med denne aftale nu forpligtet på. Samarbejdet har tidligere vist sig i værste fald ikke at være til stede og i andre sammenhænge at være proforma. Samarbejdet om at sikre lærerne en ordentlig arbejdstid bliver derfor nu et krav, ingen kan løbe fra.

Til gengæld er skuffelsen hos mange medlemmer over, at aftalen ikke binder ressourcer i form af et max. uv-tal osv. nem at forstå. 

Det ville have været optimalt at være kommet ud med en aftale, der havde sat loft over UV og en rimelig faktor på forberedelsen.

Det har, som økonomien omkring aftalen ser ud, ikke været en mulighed.

I stedet får vi en aftale som forpligter kommunerne og lederne på skolerne, og det tydeliggøres, hvad ressourcerne bruges til. Ligesom aftalen indfører forpligtelser og procedureregler vedrørende lærernes arbejdstid.  

I forbindelse med offentliggørelsen af lærerkommissionens rapport holdt kommissionens formand tale for tillidsrepræsentanter i hele landet. I denne tale markerede Per B., at lederne siden lov 409 havde forsømt, at udøve det han kaldte god gammeldags personaleledelse. Med det hentydede han til, hvad der også er et tema kommissionens rapport, at skolelederne ikke har interesseret sig nok for lærernes arbejdstid og deres mulighed for at forberede og efterbehandle undervisningen.

Mange kan sikkert genkende skoleledelser, der har haft travlt med implementering af målstyring og skolereform, og i det hastværk, har glemt at udvise den nødvendige interesse i lærernes arbejdstid. Sat lidt på spidsen vidste de måske, at de pligtopfyldende lærere “ville passe deres arbejde alligevel ...”

Resultatet af det har været stressede lærere, som har været ladt i stikken af deres arbejdsgiver. Fordi der ikke er nogen, der seriøst og systematisk har forholdt sig til, om lærerne havde den nødvendige tid og balance i opgaveporteføljen.

Det er derfor opløftende i aftalen, at skolelederne og kommunerne gennem faste procedurer bliver forpligtet på at forholde sig til lærernes arbejdstid.

Der skal ikke herske tvivl om, at det er en stor opgave og ansvar, der gives til TR, men aftalen giver også en indflydelse, lærerne ikke har haft siden lockouten i 2013. Det kræver meget af kreds og af DLF, hvis det skal lykkedes, men det er bedre end alternativet. Der gives for mig ikke anden mening end at stemme ja til arbejdstidsaftalen.

Du kan læse mere om de konkrete forbedringer aftalen indeholder her: www.klfnet.dk/aktuelt/nyhed/artikel/klfs-bestyrelses-anbefalinger-til-afstemningen-om-ny-arbejdstidsaftale/

 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.