Jeg undrer mig over, at landets hovedstad ikke er bedre til at rekruttere uddannede lærere, men stiller også spørgsmålstegn ved, om det politiske mål, om at 95% af lærerne skal være linjefagsuddannede eller have lignende kompetencer senest i 2020, overhovedet er realistisk.
Inden vi gik på sommerferie, fik vi i forlængelse af OK18 (uden arbejdstidsaftale, men med en kommission) i København kun et par enkelte linjer ændret i vores lokalaftale dog med udsigt til at skulle genforhandle aftalen her i efteråret. Og det er bl.a. disse genforhandlinger, der måske kan være nøglen til at få flere læreruddannede kolleger på skolerne og at kunne opnå 2020-målsætningen.
Måske behøver vi ikke at opfinde den dybe tallerken for at få tallene til at gå i den rigtige retning, og derfor har jeg skævet til Lyngby-Taarbæk Kommune.
En kommune hvor en undersøgelse fra 2016 viste, at kun 5,6% af de ansatte lærere ikke havde en læreruddannelse, og kompetencedækningsopgørelsen fra UVM viser, at 92,5% af undervisningen varetages af lærere med linjefag eller lignende kompetence.
Hvordan kan det så være? Mit korte svar er: Tillid til lærerne og deres professionalisme!
Bl.a. har man i Lyngby-Taarbæk vist tillid til lærerne ved, at der er indgået en meget fleksibel lokalaftale med kun 32 timers tilstedeværelse i maximalt 41,5 uger om året.
Men ikke nok med det. I 2016 opsagde kommunen A.P. Møller-projektet ”Læring, der ses”, og lige inden sommerferien besluttede byrådet i maj 2018 at ansøge Undervisningsministeriet om at blive frigjort fra nationale tests i dansk, da man mener, at lærere og vejledere på skolerne allerede har godt fat i elevernes faglige og sociale progression med de tests, der altid har været udført på skolerne. Alt sammen noget, som viser tillid til lærerne som de professionelle.
Jeg er overbevist om, at hvis man i København viste samme tillid til lærerne og børnehaveklasselederne i forbindelse med de kommende lokalaftale-forhandlinger, så ville vi blive lige så attraktiv en kommune at arbejde i. Vi ville få flere uddannede kolleger, mindre arbejdspres, eleverne ville få velforberedt, meningsfuld og relevant undervisning, og politikkerne ville kunne nå deres målsætninger.
Alt i alt en win-win-win-situation.
Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.