'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.
Der er valg til Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening (DLF).
Vi, de tillidsvalgte, bestyrelserne og tillidsmændene på skolerne har i høj grad et stort ansvar for at mobilisere medlemmerne til at deltage i valget til Hovedstyrelsen i DLF. Valget er vigtigt.
Ved sidste valg til hovedstyrelsen i 2015 var stemmeprocenten på ca. 45%.
Vi skal have stemmeprocenten op!
Det er nu ved dette valg, at vi i København har mulighed for at få indflydelse på den politiske linje i Danmarks Lærerforening. Den periode, vi går i møde, er afgørende for udviklingen i Folkeskolen. Den hovedstyrelse vi vælger, har ansvaret under periodeforhandlingen og ved OK 21, en periode hvor forventningerne til en anstændig arbejdstidsaftale er store. Vi har brug for en stærk repræsentation og en stor medlemsopbakning.
Vi har ikke helt den samme kultur i KLF som mange andre steder i landet, når det gælder valg til Hovedstyrelsen.
Det er der flere grunde til. Den ene grund er, at vi har været en selvstændig forening, der før i tiden havde to faste pladser i Hovedstyrelsen. Vi har først ved de to sidste valg til Hovedstyrelsen skullet vælge KLFs kandidater.
Den anden grund er, at vores kreds Københavns Lærerforening er en stor og stærk organisation, sammenlignet med mange kredse i det øvrige land. Vi har en politisk valgt bestyrelse med et relativt stort frikøb, og vi har et stort og effektivt sekretariat – så vi klarer mange opgaver selv.
Men i dag ved vi, at vi er mere end foreningen i København, selvom det for mange københavnske lærere måske i dagligdagen opleves sådan. Vi er siden 2017 endegyldigt blevet en kreds i Danmarks Lærerforening. Ved overenskomstforhandlingerne er DLF kommet til at stå stærkt i vores bevidsthed, som den samlede faglige repræsentation. Derfor er det - både til dagligt og især til hovedstyrelsesvalgene - vigtigt med en stærk medlemsopbakning.
Det er et politisk valg, og vi har alle vores favoritter, men på tværs af fagpolitiske holdninger har vi en fælles interesse i, at København får en høj stemmeprocent:
· Det vil give vores kandidater et ekstra stærkt mandat.
· Det vil styrke vores fællesskab som lærere i DLF.
· Det vil vise, at vi står sammen om vores forening.
· Det vil være et kraftigt signal til vores omverden om en stærk fagforening.
· Det vil give os muligheden for at få flere københavnske kandidater valgt.
Derfor denne opfordring til at du stemmer til hovedstyrelsesvalget. Afstemningen starter på torsdag 21. november kl. 9.00
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.