Velkommen til det nye Børne -og Ungdomsudvalg - håber I vil hjælpe ”Smertens børn” i København

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

På TV2 kører der lige for tiden en dokumentarserie om børn med særlige behov. Hjerteskærende scener, hvor seerne dels får indblik i enkelte børn med særlige behov, og deres familiers kamp, gennem mange år, for at få den rette støtte, dels dagligdagen i en klasse, hvor der er flere elever, som har særlige behov.

Som seer sidder jeg tilbage med ondt i maven og tænker, kan det virkeligt være rigtigt, at vi i år 2021 i et rigt velfærdssamfund som Danmark, behandler børnene på den måde. På reaktionerne fra andre, bl.a. undervisningsministeren og andre politikere, er jeg vist ikke alene om at have det sådan.

Siden 2012, hvor inklusionsloven blev vedtaget, er der ikke færre, men derimod flere elever, som har særlige behov. At give de elever det rette tilbud i almen- eller specialdelen af folkeskolen, som de har brug for, er dyrere end det, de fleste elever koster, ingen tvivl om det. Og de ressourcer, det koster, er der ikke politisk vilje til at give, hverken nationalt eller kommunalt. Det er elevernes behov, der skal tages udgangspunkt i, når der skal findes undervisningstilbud til elever med særlige behov, men i den virkelige verden er det ofte de manglende ressourcer, der afgør tilbuddet. Det tror jeg bliver dyrere menneskeligt og økonomisk på den lange bane.

På den nyligt afholdte kongres i Danmarks Lærerforening, var det inklusion eller manglende inklusion, der fyldte meget. Den ene hjerteskærende historie efter den anden fra alle dele af landet, om mislykket inklusion pga. manglende ressourcer og manglende specialpædagogisk viden fyldte, og det er et område DLF vil gøre til indsatsområde.

Hverken elever, elevernes familier, lærere og børnehaveklasselærere eller folkeskolen kan være tjent med det svigt. Det er børnene tarv, fremfor økonomiske besparelser, der skal i centrum politisk. Det er da tankevækkende, at der var råd til milliarder til minkavlerne, så kunne der vel også findes penge til, at børnene i Danmark får den hjælp og støtte, de har brug for, fx ved forhandlingerne om økonomi mellem stat og kommune. Det er et spørgsmål om prioritering.

I København er der, selvom vi har specialskoler og klasserækker, også mange beskrivelser af mislykket inklusion og af elever med særlige behov, der ikke får det rette tilbud eller må vente i årevis på dette, mens mindre indgribende tiltag afprøves. Det fyldte på vores generalforsamling og fylder på de skolebesøg, vi i bestyrelsen er på nu.

Det er ikke ualmindeligt, at en lærer, også dem med under et års erfaring, underviser i klasser, hvor der er 4-5 elever, der har forskellige, særlige behov. Læreren er ofte alene i klassen, og har de fået skrevet nok i det pædagogiske notat for hver af eleverne med særlige behov, er hjælpen ofte støtte i få lektioner, eller at der kommer diverse vejledere og observerer, for så at fortælle, hvad læreren skal lave om i undervisningen for at hjælpe eleven eller eleverne med særlige behov. Ekstra hænder i form af to-lærerordning bliver efterspurgt af mange lærere.

Fra lærere og børnehaveklasseledere på specialskolerne og klasserækkerne hører vi, at flere af eleverne kommer så sent i deres skoleforløb, da de har været igennem masser af utilstrækkelige tiltag og indsatser i  folkeskolen, at opsamlingsopgaven for specialtilbuddet bliver meget svær.

Målet med inklusionsreformen fra 2012 er, at børn med særlige behov skal gå i den almindelige folkeskolen, så de bliver en del af fællesskabet. I København arbejder vi med Inkluderende fællesskaber, som handler om, at vi vil inkludere de børn, der har glæde af det i almenområdet. Men som det står i ”Vores børn, fælles ansvar” har nogle børn så vidtgående vanskeligheder, at de har brug for helt særlige tilbud. De børn skal hurtigst muligt have et specialiseret tilbud, der passer til deres behov. Og lige netop her, oplever mange lærere og børnehaveklasseledere, at det er økonomien og ikke elevens behov, der har betydning for, hvilket undervisningstilbud eleven tilbydes. fremfor at se på elevens behov, så er det økonomien.

Så ja, ”Smertens børn” findes også i København, og det kan og skal vi have ændret. Det håber vi, I som politikere vil være med til at ændre. Vi er fra Københavns Lærerforening klar!