Vi er ikke undervisningsrobotter

Som lærere og børnehaveklasseledere har vi en mission. En mission om at gøre en forskel – først og fremmest for vores børn og unge i skolen – men også i samfundet.

Meget lykkes på trods og tværs hver eneste dag. Godt og helt afgørende for arbejdsglæden og elevernes udbytte af skolegangen.

”Man skal nærmest være jægersoldat for at være ansat i den offentlige sektor,” har stresseksperten Thomas Milsted for nyligt udtalt, og gudskelov har vi ikke syge patienter, der dør for os på gangene.

Men når det er sagt, så er det meget tydeligt, at vilkårene for at udøve det gode lærerarbejde er under et helt urimeligt pres.

Den økonomiske ramme er en af grundene. BR har netop landet budgettet for 2017 med opbakning fra samtlige partier. Der er godt, at der er afsat betydelige og nødvendige midler til skolerenoveringer og nybygning af skoler. Personlig glæder jeg mig også over, at der er afsat midler til, at vores flygtningebørn i KBH kan starte deres skoleliv i modtagelsesklasser. Men uansvarligt er og bliver det, at der igen ikke er afsat en eneste, rød reje til at styrke normeringerne i byens skoler. Vi er i KBH, igennem adskillige år, blevet meget færre lærere til mange flere elever. Desuden fordrer reformen mere undervisning uden mere tid til forberedelse og andre opgaver. Det er urimelige arbejdsvilkår!

En anden grund er, at ledelsessynet i Lov 409 er et klart udtryk for topstyring af værste skuffe. Dette kombineret med at en stigende og lang række af opgaver, som dikteres oppe fra, har meget lidt at gøre med det elevnære og den daglige gode og inspirerende undervisning. Det er med til at underminere lærernes mulighed for et udøve egen dømmekraft i forhold til, hvad der giver mening for eleverne i undervisningen. Det er og bliver utilfredsstillende arbejdsvilkår.

På DLF’s nyligt afholdte kongres var det tydeligt at mange, mange kommuner har indgået kollektive aftaler med lærerkredsene om mere fleksible rammer for arbejdstidens tilrettelæggelse. Ikke at træerne så er vokset ind i himlen, men arbejdsforholdene er dog blevet mere fleksible. I landets hovedstad er forhandlingerne om en kollektiv aftale som bekendt brudt sammen, hvilket er en kæmpe, stor frustration på byens lærerværelser.

Vi har haft ønsker på en række områder, som ikke er blevet imødekommet. Vores krav om 5 timers ikke matrikelbundet tid pr. uge som en kollektiv aftale afvises bl.a. som værende et tilbageskridt for skolen og et anslag mod ledelsesretten(!) Med al respekt for ledelsesretten, så har jeg meget vanskeligt ved at respektere et ledelsessyn, der ikke som udgangspunkt anerkender et professionelt råderum. Som ikke viser tillid til, at den enkelte vil kunne administrere tiden til gavn for kvaliteten i elevernes undervisning. Og selvfølgelig vil det naturligvis altid være sådan, at opstår der situationer, som kræver lærerens tilstedeværelse på matriklen, ja så er det dér, man er.

Det haster med en løsning!!