Vold, trusler og chikane bliver ikke stoppet af registrering og hotlines til SOS

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

I Københavns Kommune er der nultolerancepolitik over for for vold og trusler om vold mod kommunens ansatte. På trods og tværs er hændelserne på skoleområdet steget voldsomt jf. seneste trivselsundersøgelse. Helt fælt og komplet uacceptabelt er det, at 54%, der har været udsat for vold/trusler svarer, at de fortsat er udsat for det. Trivselsundersøgelsen fra 2019 viser også, at der er en stor del af nyansatte, der udsættes for vold, og at vold i indskolingen er overrepræsenteret.

Selvfølgelig mangler man som nyansat ”genvejskoderne” til rigtigt meget og især til elever og forældre, som fordrer noget særligt. Men det vrimler med nyansatte i Københavns Kommune, og en betragtelig del har ikke en læreruddannelse. Kun en mindre flok har mere end seks års anciennitet, og lærere med min anciennitet er at betragte som sjældne dinosaurer.

Tallene er ikke nye, og politisk burde man for længst have indset nødvenligheden af at prioritere lærernes arbejdsvilkår på byens folkeskoler. Siden 2013 er lærerne suset ud af København, fordi der har været bedre vilkår for at udøve et godt lærerarbejde i andre kommuner - og desværre også uden for folkeskolen. I forhandlingerne om at nå frem til aftaler for lærerne i det københavnske skolevæsen har vi som faglig organisation siden 2013 mødt den ene mur efter den anden. Nu er vi med den seneste aftale om en faktor på forberedelse kommet et stykke vej i den rigtige retning. Men det ændrer dog ikke på det faktum, at vi på en gennemsnitsskole er 5,5 lærer færre sammenlignet med de andre store byer i Danmark. Det har mærkbare konsekvenser i forhold til at kunne sætte ind med flere ressourcer til elever og klasser, hvor det brænder på.

I mine første mange år som lærer i København flød vi heller ikke i mælk og honning, men der var ressourcer til et antal to-lærertimer i skolestarten, og til at skolen kunne have et ”støttecenter”. Her havde en gruppe af lærere skemalagte timer, og støttecenteret var bemandet i det meste af skoletiden. Støttecenteret på min skole var indrettet hyggeligt med afskærmet sofahjørne og arbejdshjørner til grupper af elever. Her kom henviste elever, som havde brug for et fagligt løft og elever, som havde brug for omsorg, ro og samtale med en nærværende voksen. Her kom også ”akutelever”, som typisk havde sat hele molevitten til tælling i skolegården eller i klassen, hvor læreren havde vurderet, at støttecenteret skulle tage over pt. Den ordning var guld værd for eleverne og for lærerne. Som lærer skulle man ikke skrive 117 indstillinger, holde møder med alle mulige aktører eller vente i meget lang tid på hjælp. Støttecenteret og samarbejdet var en del af hverdagen i skolen og som lærer vidste man, at sendte man elever i støttecenteret, var de i varme, kompetente hænder.

Siden er støttecentrene nedlagte og mantraet har i mange år været: Mere undervisning, mere effektivitet og for færre penge.

I december 2019 iværksatte KLF en lille undersøgelse blandt foreningens tillidsvalgte. Hensigten var at afdække, hvordan man handler på skolerne, når der sker vold, trusler og chikane mod lærerne. Her følger en forkortet udgave af svarene:

• Ledelsens indsats, når skaden er sket, er noget svingende. Lærerne kan ringe til SOS eller til hotline for ”tidlig indsats”. AMR og TR fremstår ofte som primære aktører i forhold til at følge op.
• Det er ofte de pædagogiske indsatser, der er i fokus og ikke personalets arbejdsmiljø.
• Selvom der iværksættes pædagogiske indsatser, tegner der sig et billede af, at der ikke sker positive ændringer af elev/forældres adfærd og lærerens arbejdsmiljø.
• Krænkende adfærd og chikane fra elever og forældre fylder meget mere, end vi havde forventet og bliver ikke anmeldt i samme grad som vold. Men ord på skrift og i tale kan slå hårdt, og det er undervurderet hvor hårdt!
• En del tillidsrepræsentanter anfører, at det kræver overskud at registrere, og at der derfor nok er en del ”mørketal”.

Efter min mening skal en leder smide alt fra sig, når en ansat bliver udsat for vold, trusler og/eller chikane. Skærme og værne sin medarbejder, være tilstede, udvise handlekraft og tage ledelse for de næste tiltag. Understrege på det kraftigste, at når det nu er sket, er det skolen som organisation, der har et problem og ikke den skadelidte!

Som kommunens budgetter ser ud i de kommende år, er det mere end tvivlsomt, at skolerne vil få en bedre økonomi. Derfor skal der være en øget fokusering på kernedriften. Der er ikke råd til italiensk salat, og det er også fløjtende ligegyldigt, når rugbrødet er rationeret(!)

Jeg ved, at redaktionen på KLFnet.dk i den kommende tid vil have et særligt journalistisk fokus på ’vold og trusler mod lærere’, ligesom vi i foreningen vil arbejde videre med problematikken.