Vores fagforening - vores fællesskab

'Synspunkt' er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk. 

I tirsdags blev lærernes centrale arbejdstidsaftale stemt igennem med et flertal på 67,2% af de afgivne stemmer på nationalt plan. I København blev aftalen knebent stemt igennem med 51,8% af de afgivne stemmer. Der er således markant flere i Københavns Lærerforening, som ikke har ment, at aftalen var god nok sammenlignet med resten af landet, og det skal bestemt tages alvorligt.

Vi har i bestyrelsen forud for urafstemningen været på skolebesøg på de københavnske folkeskoler, hvor vi har foldet aftalen ud. Min oplevelse er, at lærerne står med forskellige og blandede holdninger og følelser i forhold til aftaleresultatet. Jeg har mødt medlemmer, der mener, at der ingenting står i aftalen, at aftalen er en blåstempling af lov 409. Andre medlemmer mener, at det er et skridt på vejen, at lærerne med denne aftale tager skolen tilbage. Det tydelige billede for mig er, at hverken ja- eller nej-stemmerne kan skæres over en kam, stemmeafgivelserne er ikke bundet op på de samme begrundelser. Det er ikke sort/hvidt. Der er uendelig mange nuancer.

Samtale og fællesskab

I torsdags blev afholdt et tillidsrepræsentantmøde for alle tillidsrepræsentanter i Københavns Lærerforening. Det var tydeligt under punktet om arbejdstidsaftalen, at der er uenigheder om aftalens værdi, og at det for nogle har været en heftig omgang – særligt på de sociale medier. Dette til trods var min oplevelse, at der var enighed om, at uenighed og diskussion er en styrke for vores forening. Der var overvejende ros til bestyrelsen for at beslutte, at der skulle være lige meget plads til både ja og nej anbefalinger og debatindlæg på vores medier. Og at det er en stor styrke for vores forening, at så mange har blandet sig i debatten. Det var et møde, som, grundet Covid-19, var planlagt til at være et lytte-møde – ingen tæt dialog ved bordene. Måske derfor var rummet præget af en form for uforløsthed, og det der står tilbage for mig er, at vi har brug for at tale sammen og få sat ord på aftalen og vores holdninger. Vi skal diskutere, turde være uenige, men det skal altid være i respekt for den fælles sag. Vi har brug for at forstå hinanden – og vi har nu brug for at sætte fælles retning i vores forening.

Enighed gør stærk?

Efter det store tillidsrepræsentantmøde deltog jeg i et arrangement på Arbejdermuseet, hvor jeg sad i den smukke sal under fanerne. Jeg sad under en fane fra 1899, hvor der står ”Enighed gør stærk”. I vores forening har der været en tydelig uenighed om den centrale arbejdstidsaftale. Jeg er af den overbevisning, at uenigheden i vores forening har en styrke, og den uenighed skal vi rumme. Men der er en væsentlig pointe, som vi ikke må overse netop nu, hvor vi skal implementere vores nye arbejdstidsaftale. Det er helt afgørende, at vi trækker i samme retning, og det er sådan, jeg tolker budskabet på den røde fane i Arbejdermuseets sal. Lærerne skal stå sammen og involvere sig kollektivt, det er vigtigt, at vi tager et fælles ansvar, uanset om vi har stemt ja eller nej. Nu er aftalen vores.

Et skridt på vejen

Jeg ser arbejdstidsaftalen, som mange allerede har beskrevet det, som det første skridt på vejen. Lærerne holder ikke til at fortsætte med lov 409 flere år endnu. Jeg er helt og aldeles klar over, hvor presset et arbejdsmiljø, der er på skolerne, og det er min klare overbevisning, at vi med denne aftale får nogle muligheder for at gøre noget ved den uholdbare situation.

Jeg havde ikke forventning om, at aftalen ville indeholde ressourcebindinger, et loft over undervisning eller en forberedelsesfaktor, og med al respekt og alt taget i betragtning, så kan jeg ikke se, at det på nuværende tidspunkt ville kunne lade sig gøre at nå frem til et fornuftigt resultat i den sammenhæng. Det skal vi fortsat arbejde hårdt for. Jeg ønsker tal i vores arbejdstidsaftale, og der er vi kommet et skridt på vejen med denne aftale. Det er ikke lykkedes KL at stå igennem med deres principielle holdninger om, at lærernes arbejdstidsaftale ikke må indeholde tid, for det gør den faktisk nu, selvom det ikke er i den grad, som vi ønsker. Fagforeningen har fået en klart defineret rolle på arbejdspladserne, hvilket er helt nødvendigt. 

Vi skal huske, at det er KL, der er vores forhandlingspartner, og hvis vi skulle have skrevet aftalen selv, så havde den set anderledes ud. Herudover er der ingen tvivl om, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil spiller en væsentlig rolle i forhold til lærernes arbejdsvilkår. Hun har gode muligheder for at foretage ændringer, som forholdsvist hurtigt kunne betyde væsentlig bedre vilkår for lærerne, for eksempel i form af kortere skoledage for eleverne, som ville frigøre ressourcer til mere forberedelsestid til lærerne.

En arbejdstidsaftale, som kræver lærernes engagement og involvering

Aftalen har brug for opbakning, hvis det skal lykkes at udnytte dens potentiale. Det gælder både for de konkrete elementer, som for eksempel arbejdet med opgaveoversigterne, opgørelse af arbejdstiden, forberedelsestid og elevpausetid, og for de elementer i aftalen som gælder samarbejdssporet, og som giver lærerne indflydelse og professionelt råderum. Vi skal være klar til at håndtere konflikter, som eventuelt måtte komme. Der er ingen aftale, som er blevet fuldt ud implementeret uden bump på vejen. Det sker heller ikke med denne. 

Jeg er fuld af forventning til vores organisation, og jeg forventer, at aftalen vil medføre forbedringer for alle lærere på alle skoler – også i København.