Dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde modtager prisen som Årets Sveske. Hun siger i sin takketale, at folkeskolen og hendes folkeskolelærere er grunden til, at hun kæmpede foran Forligsinstitutionen og i dag kan skrive dommerfuldmægtig på sit CV.

Kredsformænd, lærere og politiske profiler myldrer så småt ind i det gule lokale på 2. sal i huset i Magstræde onsdag eftermiddag. En buffet med lækkerier fra det kolde bord står klar til de fremmødte, som finder plads ved de runde borde med friske påskeliljer, der er sat frem til dem og andre, som måtte lægge vejen forbi prisoverrækkelsen. 

Skuespiller Peter Larsen er iført et festligt pingvinjakkesæt med høj hat. Han nærmest hopper ind i lokalet. Det er den kendte skuespillers fornemme opgave at uddele prisen som Årets Sveske 2019. Prisen gives til en person eller gruppe, der har haft modet til at få ’svesken på disken’ i folkeskoledebatten. Peter Larsen står med en pose svesker i hånden, da han kalder årets vinder Nina Palesa Bonde op foran forsamlingen.  

”Jeg er rørt. Det er jeg ikke kun, fordi jeg modtager denne fine pris, men fordi jeg genkender mange ansigter fra tiden foran Forligsinstitutionen. I er mennesker, som jeg har råbt, grædt og krammet med. Derfor er det ekstra rørende at modtage prisen foran jer,” siger hun med fast, men bevæget stemme. 

Hun fortæller, at folkeskolen betyder meget for hende. Hun angrer derfor over, at hun ikke kæmpede for lærerne og folkeskolen under overenskomstforhandlingerne i 2013.  

”De mennesker jeg så mest efter mine forældre var mine skolelærere. De mennesker, der så mig, var lærere. Jeg kan takke dem for, at jeg står her i dag med et CV, hvor der står jurist og dommerfuldmægtig”. 

”I 2013 var jeg ikke opmærksom på jer, som jeg burde have været. Det møgfald, og de aftaler, der blev lavet, var ikke fair, fordi folkeskolen er vores ypperste rigdom,” siger hun i sin takketale. 

SE VIDEO: Nina Palesa Bonde i sit velkendte 'Nok er nok-opråb'

”Nina sagde højt, hvad vi alle tænkte”

Men Nina Palesa Bonde tog i den grad revanche, da Sankt Annæ Plads sidste år blev omformet til en kamplads mellem lærerne og KL. Men denne gang stod lærerne ikke alene. Ifølge formand for Undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening, Jeanette Sjøberg, gives Årets Sveske normalt til stærke folkeskolerepræsentanter. Men det gør den ikke i år, fordi Nina Palesa Bonde skabte sammenhold mellem de forskellige faggrupper, som kæmpede for bedre arbejdsbetingelser foran Forligsinstitutionen.

”OK18 var sidste års største og vigtigste begivenhed. Ytringsfrihed er at sige, hvad man mener, hvilket Nina gjorde på alle mulige måder. Men den vigtigste funktion, hun havde foran Forligsinstitutionen, var, at hun sagde højt, hvad vi andre tænkte,” siger Jeanette Sjøberg og fortsætter: 

”Hun begyndte at tale for os alle sammen, så der kom en samhørighed. Hun bandt os sammen ved at sige ting højt i stedet for, at alle tænkte hver sit”.    

Årets Sveske udvælges af Sveskens venner, der er en komité bestående af tidligere folkeskolelærere, nuværende folkeskolelærere og personer, der på den ene eller anden side har et stort hjerte for den danske folkeskole.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.